En stige er det første, der fanger opmærksomheden. Den er enorm. Farven er den samme, lækre, guldmelerede patina sat sammen med sort, som resten af udstyret i gadeteaterforestillingen ’EnCykloPædisterne’.
Det er ikke kun størrelsen, der gør stigen til noget særligt. Som meget andet i forestillingen er det de tre, knaldgode performeres måde at bruge den på, der er det spændende.
Stigen står nemlig ikke bare oprejst. Den roterer også faretruende som en tværbom, så man får sved i hænderne af skræk for de medvirkendes ve og vel.
Det har dog ingen fare. Tjept og veltimet og med masser af absurd komik arbejder de tre, travle cyklister sig gennem deres store projekt. Én drøner omkring på en ekstremt høj cykel, en anden fiser rundt på så lave hjul, at knæene næsten skraber pladsens brosten. Målbevidst indsamler og ‘certificerer’ de materiale til Encyklopædien. Bogen, der kan besvare alle spørgsmål!
Det er der brug for, når noget går galt. For med ét er pigen på den lave cykel hjulet derudaf og er pist borte – faktisk helt ud af forestillingen. Men efter en rum tids venten, der også får publikum op på mærkerne, vender hun heldigvis tilbage igen. – Straks må man ty til bogen, hvor situationen findes og kommenteres med enkelte ord som ‘fange’ eller ‘kammerat’. Og så går en ny runde af cykelodysséen i gang med nye, sjove påfund.
Fysisk meddelsomme
Sproget i forestillingen er for det meste fraværende eller uforståeligt. Men det giver på ingen måde kommunikationsproblemer i den fysisk stærkt meddelsomme forestilling. Det er nemt at følge, når et asfaltbal med gakkede bevægelser lige pludselig udvikler sig til fægtning med stok og paraply. Det er knapt så nemt at forstå hvorfor, hvis det overhovedet skal forstås med andet end sanserne og især sansen for komik.
Moderne børn aner ikke, hvad den store franske Encyclopédie er for en fisk. Eller at opslagsværkets ophavsmænd kaldes encyklopædisterne. Det behøver de måske heller ikke i en verden, hvor Google er Gud. Men når de har set den stærkt underholdende ’EnCykloPædisterne’ har i hvert fald de større børn haft mulighed for at blive lidt klogere på sagen.
Ikke direkte på det verdensberømte leksikon, men på vores arv fra Oplysningstiden. Sund sanselighed og værdien af at tilegne sig seriøs viden om den verden vi lever i, og den klode vi lever på og af. For ganske vist cirkler de tre supercyklister grundigt rundt i idealer og fænomener og vender alting på hovedet fra Darwin og klimaforskning til religiøs intelligent design.
Men ’EnCykloPædisterne’ minder os især om, at vi lever i en tid, hvor mangel på ånd og indsigt dyrkes som dyder. De yngste vil nok mest grine og gyse over cykelækvilibristernes udfoldelser. De ældste og voksne kan nyde den encyklopædistiske insisteren på at knokle for at blive klogere – med eller uden cykel.
