Studium Actoris – ikke at forveksle, slet ikke (!) med Actors Studio – har noget helt specielt: Et eget oppusteligt teater med ramme og kongeside og dameside og bagtæppe og det hele.
Det står og venter på sine to aktører. De ankommer bagfra som flyttemænd i arbejdstøj og har et hyr med at bakse sig hele vejen gennem salen med tunge kasser og mange støn. Omsider når de frem til scenen og – efter et lille, men meget problematisk kostumeskift – fremstår de som brødrene Konk, Petrov og Roman, violinspillende musikere der skal afholde koncert for det fremmødte publikum.
Commedia dell’Arte
Paolo Martini og Henning Farner er åbenbart hjemme i den italienske commedia-tradition. Der er ingen ende på de lazzi, der skal gennemføres: Bytte hat, tage den forkerte jakke på, tabe buksen, falde på halen, snuble over rekvisitter og hinanden, alt!
De to er rutinerede og tilpas akrobatiske til at gå hele repertoiret i gennem uden at tabe tempo. Det er sådan set ret imponerende, men også ret så hæsblæsende og forpustet. Det hober sig op med gøglerier og gags, slapstick og fejltrin, som afføder stadig nye bommerter og fumlerier og mere slapstick.
Studium Actoris er hjemmehørende i Fredrikstad i Norge med et stort internationalt netværk. De har flere forestillinger på plakaten, men af hjemmesiden fremgår at 'Da Capo!' har været spillet over 500 gange, så rutinen lader sig forklare. De har turneret i flere lande, specielt i Italien, og flere gange gæstet Danmark.
At de har fået dansk refusionsgodkendelse er helt udmærket, eftersom de repræsenterer (og behersker) en spillestil og en teatertradition, man ellers ikke ser så meget til i dansk børneteater.
Smag og behag
Personlig synes jeg, at de vilde løjer bliver i overkant masede og ucharmerende efter en stund. Men børnene er i hopla fra første øjeblik. Dette er to fuldstændigt tossede voksne, som ikke kan finde ud af noget som helst, så publikum må komme dem til hjælp. Og det gør børnene – de råber og protesterer og peger og hyler og griber sig til hovedet over alt det idiotiske, de to foretager sig.
Jeg mærker dog, at aktiviteten skifter farve undervejs. Det, der begynder som lattermilde korrektioner, får efterhånden karakter af irritation. Børnene bliver mere og mere aggressive: 'Kan de to forvirrede fjollerikker da aldrig finde ud af nogen ting?' – og det er hvad jeg mener med 'ophidselsesteater': Publikum gejles op til et eneste stort skrigeri.
Smag og behag. Jeg vil tro, at mange har det rigtig sjovt, mens andre går træt undervejs.
Koncerten til sidst byder ikke på det store violin-artisteri. Men det tror jeg heller ikke, at mange havde forventet af disse to. Så det er o.k. og 'in character'.
En lille ting til sidst: Det ville klæde forestillingen om de to aktører havde tilpasset deres sprog en smule. At råbe om 'jakka mi', og at tale om vi skal have det 'koselig', er unødvendige norvagismer, og nemt at rette til. Irritationsniveauet ville måske blive noget mindre?
