Musikteatret Undergrundens ‘Operaen om Rødhætte’er fyldt med højt humør, glade farver og liflig sang. Alt sammen nærmest i overmål og så bægeret flyder over af fryd. Og det gør ingenting. Tværtimod. Den ligefremme begejstring og de stærke farver klæder operasangen og får den måske ikke ligefrem for børnepublikummet kendte genre til at glide ned som slik for øret.
Grundhistorien i Brødrene Grimms eventyr er intakt – men det er ikke en indadgående tolkning Undergrunden er ude i. Det er snarere hvad man kunne kalde en ‘lad os se hvor mange nutidsreferencer og hvor meget sjov og vrid vi kan bygge op uden omkring det gammelkendte eventyr’-forestilling.
Annett Brich har kreeret en scenografi, hvor rum hurtigt kan blive til nye rum. Et bagtæppe med Rødhættes mors megastore telefon i centrum rulles fra og giver plads til at landskabsbemalede persienner kan trækkes op og giver plads for nye dekorerede flader, heriblandt Tanja Bovins bløde patchworktæppe af en skovillusion.
I denne lidt stilforvirrede og noget spraglede kulisse optræder eventyrets persongalleri som dukker, der bliver ført af Kaja og Niels Pihl.
En festløve af en Bedstemor
Rødhættes mor er et ranglet og forfængeligt gespenst som i tynde lilla løse gevandter er mere optaget af at få tid til at hygge sig alene med rødvin foran fjernsynet end at tage sig af sin syge mor, som hun selvfølgelig kun under kamillekiks og the.
En superegoistisk mor som sender sin datter, der aldrig før har gået alene ud i den store skov, ud af døren med en mobiltelefon, så hun kan få fat i sin bedstemor, hvis nu der skulle ske noget slemt! Den bedstemor som viser sig at være en multikoloreret festløve, der godt ved at smøger og for meget vin er usundt – men alligevel elsker begge dele.
Ulven er en værre gavstrik. Et stort gråt behåret udyr(hoved) med kæmpeflab, lang rød tunge og solide kindtænder parat til at gnaske de børn i sig som er dens absolutte livret.
En bandit som bliver jagtet i skoven af en insektsvirrende skovbetjent med speciale i overvågning af ulve. Jægeren er en lystig fætter der tilslut giver efter for bedstemors invitation til ølfest og giftermål. Og Rødhætte selv er en æblerundkindet pige i tyrolerlignende dress som snurrer sine tykke majsgule fletninger rundt i kækt baskende slag, når ivrigheden tager hende.
Og det gør den tit. Gåpåmod har hun. Ligesom forestillingens to dukkeførere, Kaja Pihl og Niels Pihl, der frem for alt og primært brillerer med deres ganske udmærkede sangstemmer.
Et fint operamiks
Prags Philhamonic Orcherstra har indspillet orkestermusikken, og Niels Pihl har med kunnen og omtanke fordelt forskellige komponisters operapartier ud på eventyrets figurgalleri. Her er her er alt fra Rossinis ”Barberen i Sevilla”, Wagners ‘Siegfried’ og Mozarts ‘Tryllefløjten’ til Bizets ‘Carmen’ og partier af Offenbach. Sang og musik, som de to gange Pihl helt ubesværet og med muntre smil får til at svæve over det hele og glider ind i øregangen som sukker – for både børn og voksne.
Og ulven? Ja, selvom den undervejs kårer sig selv som vinder, havner den med store sten i maven pladask i brøndens dyb.
Så muntert, uhøjtideligt og bevidst befriet for dybere tolkninger kan det gøres.
