Toto er 13. Han vejer 35 kilo og hader tal. Han har gået to klasser om og hader skolen. Han hader lyden af kridt mod tavlen, han hader oldgamle lærere med Rorschach-tester, indsmigrende lærerinder med kruspermanent, mobbende medelever, og den evige følelse af at han er en evnesvag sinke.
Og han har det heller ikke for godt med sine forældres evindelige skænderier om alt og ingenting. Kun ét er de enige om: At drengen skal i skole! Ordensmor: ’Du skal i skole – basta!’ og hippiefar: ’Det går nok, skal du se, kammerat!. Og begge: ’Du vil blive glad for det en dag!’
Intet hul i jorden er dybt nok, når man har så ondt i tilværelsen.
Alt imens han har klare forestillinger i hovedet om, hvordan græsslåmaskiner er sammensat, og har udklækket ideen om specialskosåler til bjergvandring både op og ned ad bakke, og – ikke mindst – har indset, hvordan man konstruerer en bananskrællemaskine.
Er der da ingen der forstår ham?
Jo! Toto har en morfar, som ikke kun er en dygtig håndværker – han er verdens bedste! Og han kan godt få øje på Totos talent. Sammen med ham, i morfars værksted, kan Toto leve – slippe fantasien løs, reparere en stol, samle to stykker træ og finpudse, så man næsten tror, at det er ét stykke. I morfars værksted er der høvlbænke og redskabskasser, og her lugter godt af lim og spåner.
Og morfar kan vejlede og irettesætte uden at skælde ud, uden at blive sur eller opgivende, uden at tale ned til drengen. Morfar er både venlig, dygtig og forstående – men han er også krævende: Drengen må gerne hygge sig i værkstedet, men skolen skal også have sit, – også den nye tekniske skole. Man kan være nok så flink på sine hænder, men uden at kunne læse, skrive, regne….!
Når Toto så mislykkes, og bliver fortvivlet og aggressiv og flygter, kan kun morfar hente ham tilbage fra blæst og kulde og det totale nederlag. Men en større katastrofe ligger forud! Hvad den går ud på, vil jeg ikke røbe her, men den kræver sin mand.
En realistisk historie
Den franske forfatterinde Anna Gavalda har skrevet en sympatisk, men ganske barsk fortælling om en drengs forhold til skoler, til familie – og til den kloge voksne, der får ham til at indse, at han er blevet større, at det er tid til at tage ansvar for sit liv, at forlade drengestadiet.
Bo Hr. Hansens bearbejdelse er lidt mindre barsk, men tager nænsomt vare på hovedtrækkene. Om at gøre sit bedste, om at finde ud af sig selv og sine evner, om at blive værdsat som den man er.
Ganske nyuddannede Andreas Berg Nielsen gør en fin og nuanceret indsats som Toto. Han har både energien og følelsesregistret på plads, henfalder aldrig til klynk og gør godt rede for Totos kvaler og glæder.
Maria Carmen Lindegaard (også relativt nyuddannet) gør en udmærket indsats, men har mindre at spille på i sine tre-fire skitser af mor og lærerinder i forskellige aldre.
Og Erik Viinberg er rutineret til stede i sine roller som hippiefar, gamle lærere og morfar.
Hvad instruktionen angår, må det være tilladt at sige, at den er almindelig – lige ud af landevejen. Historien bliver gudskelov fortalt uden anstrengt hittepåsomhed, men der er ikke mange metaforer eller fortællende billeder.
Scenografien bidrager heller ikke meget til at give forestillingen farve og særpræg.
Det er ikke til at komme væk fra, at historien, i al sin korrekthed, er temmelig forudsigelig. Selv om en vigtig begivenhed mod slutningen giver historien et godt skud energi, har den stadigvæk et stænk af pegefingre, og af alt går som det skal til sidst.
De tre spillere har meget begrænsede muligheder til at gøre andet end at følge handlingens gang og fylde deres karakterer med lige præcis, hvad man kunne forvente.
