Trygt, blidt, varmt og fyldt med små teaterfinesser. Nænsomhed og sans for at fortælle vedkommende historier i en vekselvirkning mellem dukkespil med små udtryksfulde figurer og fortælleteater med Hanne Trolle selv som den opmærksomme fortæller, det har gennem mange år været Teatret Månegøgls umiskendelige og velfungerende image.
Det gælder også denne gang i 30 års jubilæumsforestillingen ’Fra Mig til Dig’. Også selvom den ikke helt når på niveau med ’En engel i min lomme’.
’Fra Mig til Dig’ handler om at høre til et sted, rejse bort derfra og finde ud af at begå sig og falde til et nyt og fremmed sted. I centrum for fortællingen er drengen Omar. Den begynder nu med hans bedstemor, som i Trolles tørklædeindhyllede skikkelse træder frem og begynder den ringsluttende fortælling om Omar, der en dag skulle rejse fra sit arabiske fødeland og helt op til Danmark.
Kirsten Victoria Lind har skabt en scenografi, der på enkel vis kan føre os fra sted til sted og fra land til land. Trolle fæstner en lille guldsnor på bagtæppet og dens linjer angiver om vi er i Omars fødeby, hvor der er snævre gader, huse med flade tage, gyldne tårne og høje bjerge, eller om vi er i Danmark, landet med spidse tårne, små bakker og træer med grønne blade. Og i forgrunden dukker hjem, pladser, markeder og butikker op af kufferter som åbnes og lukkes.
I en klar dramaturgi skrider fortællingen fremad. Først etableres Omars Arabien. Med bedstemor, markedspladser, drageflyvning, dansende tørklædeklædte piger, slentrende kameler og en nok så væsentlig oliekande. Senere følger de danske bakker og udsigt fra Omars kuffertkant til Rådhustårnet og Frelserkirken i København. Det eksotiske udendørsmarked afløses af snorlige supermarkedshylder med masseproducerede plast- og dåsevarer som i lystige optrin tilbudsreklameres.
Omar er kommet i børnehave hvor han møder Jonas, der kan stå på skateboard. Men hvad kan Omar, nu hans drage ikke er kommet med til Danmark? Ikke meget. Og han savner også bedstemor. Men heldigvis har han olielampen med de tre ønsker, så….
Olielampeløsning
Hanne Trolle bevæger sig sikkert og roligt fra figur til figur i spillet. Fra bedstemor, til fortæller, over munter tæppehandler på markedet, til tilbudsdamen i supermarkedet og tilbage til bedstemor. Fortællende og syngende bliver Omars historie fortalt i et harmonisk samspil med dukkeføring, scenografi og musik.
Til de mere muntre og særlige scener hører en tur på kamel, sekvensen hvor majs og ærter på dåse parer sig og bliver til gule og grønne ‘perler på snor’, og Omars drømmescene, hvor en roterende globus viser at der overalt i verden bliver fløjet med drager.
Omar finder sig tilsyneladende til rette i det fremmede. Det er selvfølgelig dejligt og opløftende. Man kan dog spørge om betoningen af at det ikke er helt let ikke godt kunne have været lidt større. Vi mærker kun i meget små glimt, at det er svært for Omar. Lykken tilsmiler ham lidt for ‘vupi’- agtigt via olielampen.
Og endelig undrer det, at højdepunktet, dragefesten ¬ som alligevel bliver til noget, men bare i Danmark – ikke bliver illustreret større visuelt. Hvorfor mon vælge den næsten allermindste kuffert til den festlige glædesbegivenhed?
Men det er småting i en velfungerende helhed.
