Far og mor har travlt, de skælder ud, og hører ikke ordentligt efter det, deres barn, siger. Forældre-børn-situationer, som kunne være forbundet med rart og givende samvær, går op i en spids og kulminerer i, at den ene forældre råber til den anden: 'Jeg flytter!'
Barnet reagerer ved at trække sig tilbage og føle skyld. Lige indtil den dag, det tager sig sammen til at råbe forældrene op og bede om hjælp. Det er kort sagt, hvad 'Philomenas Stemme' handler om.
Forestillingen er, som noget ikke uvæsentligt, en opera. Med tre sangere og tre musikere på scenen. Scenen er effektfuldt vendt på den lange led. I hver ende sidder musikerne.
Cellisten Marie Louise Lind og klarinettisten Anna Klett sidder længst inde i rummet, mens percussionisten Ying-Hsueh Chen står nærmest indgangsdøren. De er intenst og dygtigt musicerende til stede på sidelinjen, og blander sig også undervejs spillende på deres instrumenter i den handling, som udspiller sig på den langstrakte scene mellem dem.
En scene, hvor tre hvide stole indledningsvist markerer et køkkenområde. I baggrunden hænger et gardin af lange tråde, som glimter og som ramt af farvet lys kaster forskelligartede stemninger fra sig.
Flot ekkovirkende sang og eksplicit libretto
Mezzosopran Andrea Pellegrini indleder forestillingen. Som pigen Philomena fortæller hun, at det er hendes historie, vi skal høre, og at den handler om, dengang hendes stemme på mystisk vis forsvandt.
Det kan lyde for omstændeligt eller måske ligefrem ufikst. Men det fungerer rigtigt godt, fordi en flot ekkovirkende sang, skabt ved at Pellegrinis kompetente livesang bliver blandet med hendes tilsvarende vellydende båndede stemme, som lidt forskudt kommer ud fra scenens højttalere. Udover det klangmæssigt smukke er det et lydtæppe, som interessant signalerer både dilemma og dialog.
At selve ordlyden, librettoen, så konkret formulerer, hvad der var på spil for pigen Philomena, er endnu en kvalitet. Librettoen ekspliciterer, at Philomena begynder at sluge sine egne ord. Hun sender dem ned i sin mave, hvor de kommer til at ligge og hæve. Det direkte beskrivende og fortællende fortsætter i øvrigt på vellykket vis forestillingen igennem.
Tydeliggørende dukke
Der er ganske lidt egentlig handling på spil. En spisesituation, hvor Philomenas mor (dygtigt sunget af sopran Julie MeeRa Albertsen) reelt ikke er til stede, fordi hun er optaget af en mobilsamtale, der angår hendes arbejde. Til stede er også Philomenas far (som tenor Mathias Hedegaard kyndigt lægger stemme til og nedtonet gestalter). Han er hjemmets kok og ham, der kommunikerer med Philomena omend uden held.
Far og datter taler forbi hinanden. Philomena får en fornemmelse af, at hun stiller alt for mange dumme spørgsmål og forældrene begynder hen over hovedet på hende at skændes om praktiske ting. Resultat: Philomena sluger sine ord. Tier totalt.
At spillet her skifter og inddrager en dukke, som gestalter Philomena, er også et udmærket valg. Dukken er fysisk ikke særligt udtryksfuld. Nærmest uinteressant. Men med den kan forestillingen tydeliggøre og vise ting, som ikke eller vanskeligt lader sig gøre via en livespiller. Fx fjernes dukkens mund, som tegn på tavsheden. Og den sættes først tilbage, når Philomena råber om hjælp.
Det, som optager tiden, er sang om og visninger af Philomenas følelser. Det er barnets psykiske reaktioner og beskrivelser af, hvordan hun flygter ind i sig selv, forsøger at gøre sig stærk og tænke sig selv som sin egen gudinde, stolthedens dronning, der kun elsker sig selv.
'Jeg er min egen bedste ven. Jeg elsker mig selv så højt som en mor elsker sit barn og så højt, som et barn elsker sin mor. Jeg gifter mig med ensomhed. Tårerne drypper', som sangerne synger, inden den 'mundløse' Philomena finder styrke til at skrive det 'J Æ L P' på gulvet, som får forældrene til at blive nærværende.
De forsikrer Philomena om, at de ikke skal skilles. At det ikke er hendes skyld, at de skændes. At de elsker hende. Og at det ikke gør noget, at hun stiller dumme spørgsmål.
At der på det ydre plan ikke sker ret meget i 'Philomenas stemme' er tilsigtet og ikke en svaghed.
En forestilling med mange styrker
Steingrimur Rohloffs kompositioner er dygtigt begået og spændende at lytte til. Det er i øvrigt også Rohloff, som skabte musikken til den Reumert-vindende forestilling 'Historien om en mor' af Corona La Balance og FIGURA Ensemble. Og han var komponist på den Reumert-nominerede 'Min far og vrede mand' af ZeBU og musikteatret SAUM.
De medvirkende tre operastemmer synger kompetent med stor følelsesmæssig virkningsfuld kraft.
Librettoen – som Steingrimur Rohloff har skrevet sammen med Therese Fabricius – vinder ved at sige tingene så ligeud, ligesom helhedens udpenslende enkelhed er en styrke. Hertil forstærker det forestillingen, at sang og tale undervejs afløser hinanden med samme ordlyd.
Til sammen formidler forestillingen, hvor vigtigt det er for et barn at lære at lytte til sine indre følelser og fortælle de voksne om dem. Og hvor vigtigt det også er, at forældre er opmærksomme på at lytte til deres børn og tage ansvar.
