Ole Opfinder i Kenneth Bauns skikkelse er beskeden, lidt ængstelig og meget forvirret, distræt og kluntet, nærmest lidt fraværende,
Hans maskine derimod, som laver alt, hvad han beder den om – og lidt til – er ubeskeden, osende af røg, trodsig, fræk og meget, meget nærværende.
Ole Opfinder er ikke kun distræt. Han er ikke engang kun glemsom. Hans korttidshukommelse er bare ikke-eksisterende, han husker knapt sit eget navn, hans forvirring er babylonisk, og hans briller er altid et andet sted. Ikke underligt at han vil opfinde en Huskehat.
Og han har altså denne maskine. Den fylder den halve spilleplads og ser både kompliceret og kompetent ud. Den har han opfundet – til at opfinde: Den materialiserer alle de ideer, han funderer over, eller de duppeditter han har behov for lige nu for at komme videre med en idé.
Maskine og menneske
Fra maskinens dyb stiger først en trompet med en flot fanfare, hvorefter – på Ole Opfinders bud – et par ører kommer til syne. Det er til dem, vores opfinder giver ordren/beskeden/ønsket om, hvad han vil have lavet, hvorefter tærskeværket sætter i gang med at arbejde. Hjul snurrer, lys blinker, røg oser, musik lyder, og vupti! – noget kommer ud til sidst, men sjældent det rigtige. Maskinen er enten dum som en dør eller fræk som en slagterhund, eller begge dele.
Samspillet mellem maskine og menneske er lige så fuldt af misforståelser, drillerier og hukommelsessvigt som Ole Opfinders samspil med publikum. Hele tiden skal han hjælpes: 'Brillerne ligger på bordet!', 'Du lagde kridtet i lommen! – nej, den anden!', 'Du sagde forkert til maskinen!'
Distræte, for ikke at sige dumme, voksne, kan godt være et hit for et børnepublikum. Men efter mange tilråb mærker jeg også børnenes lede over denne såkaldte opfinder, der er så ærkedum, at det kun kan skyldes én ting: At han skaber sig, han lader som om. Han gennemskues, og så er han ikke sjov længere.
Tryllekunstner, skuespiller, klovn
Bagvæggen er et farverigt og sjovt maleri af alskens tekniske finurligheder, løse ledninger og mærkelige installationer, som for eksempel en roterende kaffekande der bestemmer, hvornår det er tid til en pause. Opfindermaskinen ser spændende ud – længe.
Kenneth Baun selv har lys paryk med rodet opfinder-hår, hvid laboratoriefrakke, og hjælpeløse, flakkende øjne. Man kan godt få sympati for ham, og den rækker et stykke hen ad vejen.
Men det er en krævende form sådan at stå og gøre sig nørdet på den enfoldige måde. Kenneth Baun er også tryllekunstner og underholder – ved børnefester og sammenkomster. Og det undrer mig. Her er ikke meget trylleri, kun en egenrådig, nærmest autonom maskine uden de store overraskelser.
Det undrer mig også, at tryllekunstnerens hurtighed og sans for timing er lige så fraværende. Det er noget energiforladt i Bauns fremstilling af figuren Ole Opfinder, og også i samspillet med såvel maskine som publikum.
For at nå op til betegnelsen scenekunst, skal der arbejdes gevaldigt med skuespillerens – OG klovnens – sans for variation, vendepunkter og præcision. Dette blev for langsomt, for nølende og ubestemt, for kraftløst.
