Peter Byrholts svar, som han også deler med Teateravisen, til Mette Bock på Facebook-gruppen ‘Dine ønsker til fremtidens scenekunst’ – jvt. kulturministerens nye initiativ
Hej Mette!
‘Hvad skal der til for at få dig til at gå mere i teatret?’ spørger du.
Så må jeg sove noget mindre, for jeg går rigtig meget i teatret, og jeg er nok ikke din målgruppe.
Start med de små
Vi skal selvfølgelig starte med vores børn. De skal opleve scenekunst i vuggestue, børnehave og skole; som tilskuer til professionel scenekunst og som deltager i dramalege og teaterprojekter.
Vi elsker fine ord
Og det kan de fleste blive enige om, når der holdes festtaler og når forestillingen netop er forbi og klapsalverne aftaget.
Virkeligheden
Men når pædagogerne, lærerne og skuespillerne kommer med forslag til dramaundervisning og forestillinger er festtalerne og lovprisningerne glemt og borte; det er jo også vigtig at børnene lærer noget og her ligger drama og teater meget lang nede i overvejelserne.
Vi fik en god ide
For otte år siden lavede vi et meget vellykket drama/teaterforløb på en skole i Roskilde. Eleverne fik mulighed for selv at generere indholdet i deres scener til en Peter Pan-musical. Desuden var de med til at lave sangen til forestillingen. Arbejdsglæden var stor og slutresultatet meget flot, da alle deltog det bedste de kunne. – De blev faktisk så dygtige de kunne.
Vi ville dele vores viden
Projektet analyseret og beskrevet og afleveret til Kultur og Undervisningsministeriet som det år 2010 udskrev en konkurrence om gode projekter i de praktisk-musiske fag. Dertil skulle beskrives faglige mål i dansk og andre relevante boglige fag. Navnet på konkurrencen var Springfrøprisen.
Vi kom, vi så, vi vandt
Vores projekt blev bedømt af dommerpanelet til vinder af konkurrencen og vi blev inviteret til reception i ministeriet, hvor vi fik overrakt en check på 25.000 kr. til skolen. Elever og lærere var selvfølgelig stolte.
Vi blev lidt skuffede
Vi havde troet at vores gode tanker og erfaringer som frø skulle springe ud til mange skoler i Danmark, men her stoppede festen. Der var ingen hjælp at hente fra ministeriet; pengene var sluppet op.
Vi forsøgte
Projektet blev i stedet udgivet på et musikforlag og forhåbentlig fik en del børn del i denne vidensdeling. Det er dog ikke det samme som at kunne møde de mennesker, der har udviklet ideen. Springfrøprisen er sikkert opfundet med de bedste intentioner, men det vil hjælpe at følge alle de gode produkter ud til skolerne i Danmark.
Vi gjorde noget
Og jeg kan fortælle at vores skole anvendte pengene til at få professionelle teaterforestillinger til alle elever. Det har vi forsat med i otte år – indtil nu hvor skolens budget er blevet så lille, at alt, hvad der ikke er strengt nødvendigt, må spares væk.
Vi har lov til at drømme
Tænk dig Mette, hvis alle elever, når de forlader Folkeskolen, har set 10 teaterforestillinger!
Peter Byrholt Nielsen er lærer og formidler