Så sidder man der og tror, at man skal til at opleve et hyggeligt eventyr om en mand og en kone, der så højt ønskede sig et barn. Sådan et nydeligt ’Der-var-engang-en-man-og-en-kone’-eventyr i stil med ’Tornerose’ eller et af de andre folkeeventyr med lykkelig prinsesseslutning.
Men nej. Teater Morgana og Teater Nordkraft er gået anderledes barsk til værks med deres nye fælles forestilling ’Otto’. Her er der magiske kræfter på spil, så et brændestykke bliver levende og forvandler sig til det barn, som det gamle ægtepar har ønsket sig i årevis. Alt sammen frit efter et tjekkisk folkeeventyr med glimt i øjet.
Vild appetit
Margit Szláviks mor har en fortryllende glæde over sig, når hun opdager, at hun endelig har fået et barn. Hun er akkurat lige så omsorgsfuld og overbeskyttende – og krævende – som enhver mor, der kun kan få øje på sit eget barns behov. Og Kaj Pedersen har en sjov trissen i sin krop, når han makker ret og gør, som Mutter befaler. Fordi alt andet selvfølgelig fører til ballade.
Han prøver godt nok at føre indvendinger undervejs. »Det er bare et stykke træ,« siger han desperat til sin kone. Men nej. Det nytter ikke. Moderen kan kun se sin elskede søn. Heller ikke selv om træbarnet Otto spiser en hel del mere end andre menneskebabyer – og faktisk udvikler en helt uhyggelig appetit…
Sultne babyskrig
Forestillingen om dette skæbnesvangre ønskebarn er vidunderligt velsmurt. I Alex Byrnes iscenesættelse sker alt, når det skal – og alt forklares, netop når det er nødvendigt. Desuden udvikles dukkelogikken yderst effektivt, så ikke én tilskuer er i tvivl om, at det lille brændestykke med et par prikker i barken i virkeligheden er en baby med bedende øjne.
Musikalsk bliver eventyrforestillingen også en oplevelse af de særligt helstøbte. Musikeren Bastian Popp står ved siden af det pressede forældrepar og kommenterer alt, hvad de siger og gør. Hans kontrabas skaber sfæriske lyde om kærlighed og drømme – og hans mund siger lyde, som må gøre en baby stum af benovelse.
Hans sultne og krævende barneskrig er i hvert fald så skrålende autentiske, at man umiddelbart ser sig rundt i rummet for at få øje på den skrigende unge, der jo så bare viser sig slet ikke at være der. Hans bøvseri er heller ikke at foragte.
Gys og inklusion
Iscenesættelsen har fint afstemt fortællingen til målgruppen af de 7-11 årige. Her er sjove gentagelser, men her er også skræmmende detaljer, som børnene gyser over allerede første gang, de oplever dem. For denne Otto spiser ikke bare vælling og pølse, men også hele kyllinger og større dyr…
Til de voksne er der desuden interessante psykologiske skrækovervejelser – og fine paralleller til alle de normalitetstanker, som præger skolen lige nu, hvor inklusionen skal dække over alle forskelle. Eller som træbarnets mor siger det:
»Lærerne vil elske sådan én som Otto, netop fordi han ikke er som de andre.«
En strikket babyhue siger alt
Dramaturgisk har forestillingen en tæthed og en intensitet, så den vitterlig formår at overraske hele vejen. Tilskuerne rykker tættere sammen på bænkene. Det er godt gået.
Margit Szlávik står med sine varme øjne og kigger på os hele tiden gennem forestillingen – så ingen bliver rigtig bange. Heller ikke når Otto-dukken tydeligvis vokser, efterhånden som han spiser. Og Ellen Høyers trædukke har lige akkurat den enkelhed, som her giver størst effekt: Med en strikket babyhue som fineste tegn på kærlighed.
Sådan går det faktisk også for os tilskuere: Vi kommer også til at elske Otto – indtil sandheden går op for os i al sin gru.
