Hvad skal der til for at lave teater for børn? Nogen, der performer, selvfølgelig. Nogen, der kan noget, og nogen, der vil fortælle et budskab på en særlig måde – og nogen, der har noget på hjerte. Med børn som målgruppe, vel at mærke.
Tuk & Sofie har skabt nycirkusforestillingen 'Du & Jeg' for skolestarterne. De to akrobater er både deres egne koreografer og scenografer – og dramaturger. De er forfriskende utraditionelle. Og de kan virkelig noget.
Tuk Frederiksen har muskler som en okse. Han har godt nok en afslappet fremtoning med både langt skæg og lang hestehale og stor mave. Men når han spænder musklerne, kan han det utroligste.
Han kaster rundt med den klejne Sofie, som om hun ikke vejede noget særligt. Han griber hende på det yderste af momentet – hundefarligt, men sikkert. Og så formår han ikke mindst at få hende NED fra skuldrene igen med særlige udstigningsgreb, som om han forvandler sig til den nydeligste hestekaret med ekstratrin og høflighedsgelænder.
Generte blikke
Sofie Sabroe er også ferm. Inde bag tatoveringerne gemmer der sig både præcision og tæft for det præcise afsæt. Hun kommer lynhurtigt rundt i luften med sin slanke, smalle krop, og hendes smidighed har en fin afdæmpethed. Og så er hun tydeligvis fuldkommen tryg ved sin store partner og hans evne til at gribe hende.
Desuden er Tuk så muskelstærk, at han uden besvær kan løfte hende op i én arm – og Sofie kan balancere på hans hænder eller hans hoved, som om hun var en fugl. Det er smukt.
Som sagt: Tuk & Sofie kan virkelig noget. Men det bliver svært at få øje på, at de vil fortælle deres historie på en særlig måde. De har godt nok stillet et busstoppested og en ventebænk op på scenen. Men stoppestedet er tilsyneladende kun en undskyldning for at fyre noget akrobatik af – ikke et æstetisk valg, der medfører et særligt bevægelsesudtryk.
Hvorfor de to personer overhovedet begynder at kaste rundt med hinanden, er grundlæggende ikke helt til at forstå. I begyndelsen er de i hvert fald så generte, at de knap tør SE på hinanden, men et øjeblik senere befinder Tuks fingre sig på Sofies lår, hvorefter han løfter hende højt. Det virker altså lidt underligt – og dramaturgisk ret uforståeligt. Og en spontan cirkusvals undervejs hjælper ikke på historien; hverken vals eller musikalitet hører til parrets spidskompetancer.
Næseleg og undertøjsstrip
Hvad Tuk & Sofie så har på hjerte? Det er svært at sige. Måske vil de hylde glæden ved akrobatik. Måske vil de hylde forelskelsen. Men afslutningen er lidt halvfesen, for de vender egentlig bare tilbage til busstoppestedets virkelighed. Om det hele så bare har været fantasi og dagdrømmeri, det finder vi sådan set aldrig ud af…
Humoren kniber det også med. De leger godt nok en fingerleg mod hinandens næser, og de opfinder en pistolleg bare med fingre og fiktive røgpust – og den alt for lange indledningsstilhed bliver også omsider brudt af noget gøglermusik, der skaber munter stemning. Men rigtigt sjovt bliver det alligevel ikke.
Hvad Tuk & Sofie vil formidle til børnene, er også svært at mærke. Historien er uden nogen egentlig kommunikation med publikum. Disse to artister forbliver i deres eget univers, ligesom akrobater i traditionelt cirkus. Og de har hverken roller eller en historie, som virker rettet mod de seks-årige.
Da de på et tidspunkt stripper helt ned til undertøj, er det vist også mest til ære for efterskolesegmentet.
Ekstremrisiko
Teknisk er Tuk & Sofie både dygtige og drastiske. De er uddannet fra den franske nycirkusskole Le Lido i Toulouse, og de har en velgørende frejdighed og frygtløshed i deres akrobatik.
Deres speciale i forestillingen er en udvendig salto, hvor Tuk kaster Sofie højt op i luften – og først griber hende i sidste sekund et par centimeter over jorden, lige øjeblikket inden hun ellers ville styrte mod jorden og knække halsen. Tak for nakken, siger jeg bare. Og madras er der vel at mærke ingen af ved dette busstoppested.
Måske er det særligt fint inden for nycirkuskredse at operere med den slags ekstremrisiko. Men som tilskuer omgivet af børnehaveklassebørn er det faktisk rædselsvækkende at tænke på, at et enkelt fejlkast ville kunne resultere i irreversibel dødsknasen. ’Less is more,’ som man siger.
Da jeg så forestillingen, hviskede en lille dreng da også imponeret til sin mor: ’De må have været på hospitalet mange gange!’
Som nycirkus betragtet er 'Du & Jeg' altså et yderst veloplagt og veludført nummer. Som børneteater betragtet er 'Du & Jeg' en dramatisk usammenhængende, men teknisk imponerende forestilling.
Måske en dramaturg ville gøre underværker?
