Børnescenen er Folketeatrets lille nebengeschäft, støttet også af Københavns Teater. I sæsonen 2011-2012 giver scenen spilleplads til ni af landets børneteatre, som derved får en mulighed til at møde hovedstadens børn. Selv om alle byens faste børneteatre også åbner sine scener for gæstespil ind i mellem, bliver Folketeatrets initiativ kærkomment for en aktiv og ivrig gren af det danske teaterliv. Anerkendelse for det! (Se også artiklen om Børnescenen her på portalen, Red.)
Efter rosende omtale i Bornholm Teaters ’Prinsesse Leonora’ træder Christine Albrechtslund frem på Børnescenen med nok en én-kvinde-forestilling, produceret i samarbejde med det bornholmske kulturcenter Svanekegaarden, og for yngre børn.
Og det slipper hun godt fra.
Sol og måne
Scenebilledet er en fornøjelse for øjet. Et stort træ med farverige blomster op af stammen giver en dejlig kaskade af blade over en lille bænk. Oppe til højre en fed, selvfornøjet sol, og på den anden side en måne som klippet ud af Dreamworks-logoen. Alt er blødt og stofligt, og se om der ikke også kan tændes stjerner over sceneriet. På månesiden er der rigtig nok også et dødningehoved med knogler, men det ser nu ganske uskyldigt ud.
Til lyden af regn og torden gør Christine Albrechtsen entré – med en paraply der er ligeså smukt afstemt i farverne som hendes kostume. En kort og sjov dialog med salens ivrige bidragsydere etablerer en umiddelbar kontakt, inden historien kan begynde.
Om drenge og piger, om forskelle og ligheder, om tøj og hår og lege. Adspurgt efter forestillingen sagde min fem-årige konsulentinde, at drenge leger ’såd’n Spiderman noget’. Og pigerne? ’Nej, de leger almindelige lege’…
Men inden historien rigtigt kommer i gang, bliver vi afbrudt af en rappenskralde af en fugl, som synes fuglelivet er skrækkeligt anstrengende: Flyve sydpå og flyve nordpå og bygge rede og finde mad – et rend uden ende. Så bliver den snakkesalige fugl parkeret oppe i træet, og vi kan begynde.
I solen bor pigen, frk. Sanseli’. Hun er yndig og dansant, hun nynner og elsker tøj og glitter og blomster, hun er graciøst og sødt tilstede. I månen derimod bor hr. Ivildensky som drømmer om biler, der siger, drnnn drnnn, og kører stærkt, og han har desuden opfundet en rotationsbiovit helt selv! Frk Sanseli’ elsker at plante i sin blomsterkasse, hr. Ivildensky vil ud i verden på opdagerfærd.
Så er scenen sat med alle klichéerne på plads. Hvordan skal det gå når de mødes – for det kommer de vel til? Hvordan vil de finde ud af det, når den drilske sommerfugl bytter deres legekasser? Hvad kan han med perler og palietter? – hvad kan hun med en rotationsbiovit?
Charme og kontakt, men…
Christine Albrechtsen har et godt tag på sit publikum, hendes kontakt med os er varm og tryg, og først og fremmest har hun en evne til stemmemæssig karakterisering, som giver en klar identitet til alle hendes figurer. Specielt fuglen er kostelig.
Teksten er god og sproglig opfindsom – den står til de enkelte karakterer – og flere passager har en poetisk strøm, som når både små og store.
Problemet, som jeg ser det, er, at for meget af handlingens fremdrift er lagt på teksten, på dialogen mellem de to dukker. Eksemplerne på forskellighed bliver for mange og tager for lang tid, møderne mellem de to udspilles på for lille et område af scenen, og i forholdet mellem Sanseli’ og Ivildensky får både konflikterne og den gryende forståelse og venskab for meget snak og for lidt præg af handling og bevægelse. Det bliver lidt for småt, simpelthen.
Dette kunne tydeligt mærkes under forestillingen. Børnenes koncentration falder drastisk i de lange dialoger, og uroen i salen tager overhånd. Det er synd, for forestillingens hensigt er god nok, budskabet om at det er o.k. at være dreng og pige er klart nok, og fremførelsen er udmærket.
I øvrigt var det dejligt, at fuglen kom frem til sidst og havde tænkt sig om og fundet ud af, at det osse var helt o.k. at være fugl – trods alt.
