Mælk glider ud af et væltende glas. En kat i spring daler langsomt ned og lander blødt på en pude. En festopdækket bryllupssalon ’kalder’ på sin gæster. Og en aldrende hånd, der længe har vendt håndryggen opad, drejer tilslut rundt så rynkede furer og krydsende livs- og kærlighedslinjer træder frem.
Sådan ser de motiver ud som i bagvægsstore nærbilledslowmotionsoptagelser afspilles i Cantabile 2’s monolog , ‘Bombshells – sexbomber på afveje’.
Billederne illustrerer og kommenterer de fire livsfaser eller kvinderoller, som performeren Siri Haff Andersen udspiller på scenen: En voldsom frustreret og udmattet fortravlet småbarnsmoder. En teenager med et heftigt behov for at vinde en dansetalentkonkurrence. En brud der ikke elsker sin gom. Og en godt 60-årig enke, der under en af sine oplæsninger for blinde en dag oplever blussende nærvær og ekstatisk erotik.
Enerverende ordstrøm
Optagelserne er smukke i al deres enkelhed, og det ekstremt langsomme tempo hvormed de afvikles fungerer effektfyldt som ekkoflade for de problematikker de fire monologer refererer til.
Den australske manuskriptforfatter Joanna Murray-Smith forstår nok at ramme nutidens moderne kvindes dilemmaer. At kvinder – som der står i programteksten, ’i den post-feministiske tid….bliver sindssyge af, at prøve at opfylde alle deres drømme, hvor de før blev sindssyge af at undertrykke dem’. Men det er et stort problem, at vi allerede i første monolog bliver væltet bagover af alt for mange ord. Ord, som bare bliver ved med at vælte frem og som i stedet for at vække til eftertanke hurtigt kommer til at virke som et bombardement af nogle allerede kendte klicheer eller fortærskede banaliteter.
Det bliver ganske enkelt enerverende at få gentaget og udpenslet, hvor meget den unge udmattede mor er splittet mellem egne lyster og behov på den ene side, og omverdenens krav og forventninger på den anden side. I hvidt buksedress og gungrende klipklappere drøner Siri Haff Andersen rundt på stedet og agerer nybagt mor, der stresser over alt. Over at skulle amme. Over at skulle huske at aflevere CD’er. Over ikke at gå til yoga. Over ikke at være ‘naboagtig’ (venligt smilende) nok. Over ikke at kunne modstå at købe aromalys og solbriller. Over at købe Billed-Bladet i stedet for de bøger, hun synes hun bør læse. Over at have trang til antidepressiv medicin, men ikke turde tage det, fordi det går i modermælken. Over at frygte at blive alkoholiker. Over at ængstes for at blive ladt alene, nu hun hverken kan skifte sikringer eller gå på netbank. Over…
Udynamisk
Mellem hver kvindekarakter løber Siri Haff Andersen om bag et skærmbræt og klæder om, mens de musikakkompagnerede billeder ’glider ned’ ad bagvæggen. De ens sceneskift giver udtrykket en udynamisk virkende inerti og man sidder i det hele taget og længes efter liv i det sceniske. Samtidig trætter den tekstlige forudsigelighed oplevelsen. At den missekatte-klædte teenagepige er besat af at vinde dansekonkurrencen, har vi forstået 1/5 del inde i scenen. At der ikke er mange følelser på spil for bruden – at hun gifter sig for kjolens skyld – overrasker heller ikke. Og det er alt for lang tid at skulle vente næsten 80 minutter på slutmonologen, som – i det også bedste skuespil og den interessanteste iscenesættelse – bærer hele stykkets pointe om at livet først er nydelse når det ikke er narcissistisk opslugthed.
