Rasmus Skov er en troværdig revolutionær. Han har trukket hættetrøjen godt ned over hovedet, så han bedre ’kan blende ind med de andre’, som han siger.
Hans lange skæg er flettet i uigennemskuelige piske på hagen. Han har vanter på, så han kan kaste med mursten uden at få revet hænderne til blods. Og han kan stille sig op på en blokvogn og råbe folket op, som om vi stod foran Vinterpaladset i Skt. Petersborg – og ikke i den sorte sal på Godsbanen i Aarhus.
For nu vil Teater Fluks skabe ’Revolution’, som forestillingen hedder.
Vi bliver formanet til at slukke vores mobiltelefoner uden for teatersalen, så de ikke kan spores, for vi skal åbenbart være medsammensvorne. Og selv om vi placeres på taburetter ved forestillingens begyndelse, er det slet ikke meningen, at vi skal sidde og kigge på, at Rasmus Skov laver revolutionen. Nej, vi skal selv hoppe og løbe og formulere slagord og skrive bannere – samtidig med, at vi skal prøve at bygge en mur mod magthavernes våben…
Store spørgsmål
Det er et godt og underholdende greb, som Teater Fluks her har anvendt på det komplekse tema omkring revolution. For hvorfor begynder folk at kæmpe voldeligt for noget, de tror på? Og hvad ville vi tilskuere til netop denne forestilling egentlig gøre, hvis vi havde valget mellem fredelig forhandling og voldelig konflikt?
Rasmus Skov har tydeligvis fået teksthjælp fra den historiske konsulent Bertel Nygård. Så her er alle fakta på plads, når han begynder at tale om tre af de store revolutioner i nyere tid: Den franske revolution i 1789, den russiske revolution i 1917 – og Det Arabiske Forår i 2010.
’Miserables’ for punkere
Det begynder yderst interessant med en levende som-om-vi-er-der-selv-beretning fra Paris, hvor vi kryber sammen med oprørerne med ind mod Bastillen og gør os klar til at indtage herskernes borg.
Rasmus Skov flager med det sorte flag, mens den franske nationalsang lyder: Han minder om helten i musicalen ’Miserables’. Bare med alt i punkersort eller heavymetal-dødssort, så hans revolution kan trække en parallel til nutiden.
Men så bliver det ufokuseret. Det er ikke lykkedes Rasmus Skov og Sara Fink Søndergaard, som er både dramatikere og iscenesættere, at gøre teksten interessant nok. Teksten mangler det personlige perspektiv, som vil kunne få både teenagere og voksne til at lytte efter med indlevelse og bæven.
Nu bliver det lidt lovlig teoretisk. Man ønsker sig nærmest, at teksten kunne komme en tur i guillotinen – og i stedet få tilsat nogle af folkets egne historier.
Overgæret dej
Forestillingen må dog klart være et teenagerhit, sådan som tilskuerne skal hoppe og spurte og kaste og bære. Her får alle lov til at kæmpe med ved fronten – og til selv at danne den hårdtpressede menneskemur mod magthaverne. Det er fint.
Til gengæld virker det lovlig symboltungt, når en håndfuld videoer viser et brød blive lavet fra vand og gær til dej og til brød. Æstetisk hænger det i hvert fald ikke sammen med hættetrøjen.
Desuden er lyssætningen ret ensformig med fire hjørnestander med lamper, der blænder. Det må kunne gøres mere elegant.
’Ikke mere pis!’
Hen mod slutningen kaster Rasmus Skov sig ud på det dybe vand ved at spørge publikum, om de er for eller imod en række vigtige valg i et demokrati. Publikums svar overrasker ham tydeligvis, men de bliver ikke rigtigt brugt, og derfor fuser fortællingen lidt ud.
Alligevel sætter ’Revolution’ sig klart i kroppen på tilskueren. Når dramaturgen og multimanden Ulrik Sarp Hansen retter sin protestvogn til, så den kan vise historiske lysbilleder af rige diktatorer og generaler helt blottet for medfølelse og forståelse for folket, så standser man op og mærker ydmygelsen. Ikke mindst fordi parallellerne til det uoverskuelige krigskaos i Syrien er så slående.
’Sværg på, at I ikke vil finde jer i mere pis!’ kræver Rasmus Skov med skinger stemme. De fleste tilskuere sværger med et smil.
Men nej. Jeg sværger ingenting. Ikke før min revolution vitterlig kommer indefra.
