Af: Anne Middelboe Christensen

19. marts 2016

Nej, jeg sværger ingenting

Teater Fluks lader det sorte flag smælde i ’Revolution’. Men teksten skal have en tur mere i guillotinen.

Rasmus Skov er en troværdig revolutionær. Han har trukket hættetrøjen godt ned over hovedet, så han bedre ’kan blende ind med de andre’, som han siger.

Hans lange skæg er flettet i uigennemskuelige piske på hagen. Han har vanter på, så han kan kaste med mursten uden at få revet hænderne til blods. Og han kan stille sig op på en blokvogn og råbe folket op, som om vi stod foran Vinterpaladset i Skt. Petersborg – og ikke i den sorte sal på Godsbanen i Aarhus.

For nu vil Teater Fluks skabe ’Revolution’, som forestillingen hedder.

Vi bliver formanet til at slukke vores mobiltelefoner uden for teatersalen, så de ikke kan spores, for vi skal åbenbart være medsammensvorne. Og selv om vi placeres på taburetter ved forestillingens begyndelse, er det slet ikke meningen, at vi skal sidde og kigge på, at Rasmus Skov laver revolutionen. Nej, vi skal selv hoppe og løbe og formulere slagord og skrive bannere – samtidig med, at vi skal prøve at bygge en mur mod magthavernes våben…

Store spørgsmål

Det er et godt og underholdende greb, som Teater Fluks her har anvendt på det komplekse tema omkring revolution. For hvorfor begynder folk at kæmpe voldeligt for noget, de tror på? Og hvad ville vi tilskuere til netop denne forestilling egentlig gøre, hvis vi havde valget mellem fredelig forhandling og voldelig konflikt?

Rasmus Skov har tydeligvis fået teksthjælp fra den historiske konsulent Bertel Nygård. Så her er alle fakta på plads, når han begynder at tale om tre af de store revolutioner i nyere tid: Den franske revolution i 1789, den russiske revolution i 1917 – og Det Arabiske Forår i 2010.

’Miserables’ for punkere

Det begynder yderst interessant med en levende som-om-vi-er-der-selv-beretning fra Paris, hvor vi kryber sammen med oprørerne med ind mod Bastillen og gør os klar til at indtage herskernes borg.

Rasmus Skov flager med det sorte flag, mens den franske nationalsang lyder: Han minder om helten i musicalen ’Miserables’. Bare med alt i punkersort eller heavymetal-dødssort, så hans revolution kan trække en parallel til nutiden.

Men så bliver det ufokuseret. Det er ikke lykkedes Rasmus Skov og Sara Fink Søndergaard, som er både dramatikere og iscenesættere, at gøre teksten interessant nok. Teksten mangler det personlige perspektiv, som vil kunne få både teenagere og voksne til at lytte efter med indlevelse og bæven.

Nu bliver det lidt lovlig teoretisk. Man ønsker sig nærmest, at teksten kunne komme en tur i guillotinen – og i stedet få tilsat nogle af folkets egne historier.

Overgæret dej

Forestillingen må dog klart være et teenagerhit, sådan som tilskuerne skal hoppe og spurte og kaste og bære. Her får alle lov til at kæmpe med ved fronten – og til selv at danne den hårdtpressede menneskemur mod magthaverne. Det er fint.

Til gengæld virker det lovlig symboltungt, når en håndfuld videoer viser et brød blive lavet fra vand og gær til dej og til brød. Æstetisk hænger det i hvert fald ikke sammen med hættetrøjen.

Desuden er lyssætningen ret ensformig med fire hjørnestander med lamper, der blænder. Det må kunne gøres mere elegant.

’Ikke mere pis!’

Hen mod slutningen kaster Rasmus Skov sig ud på det dybe vand ved at spørge publikum, om de er for eller imod en række vigtige valg i et demokrati. Publikums svar overrasker ham tydeligvis, men de bliver ikke rigtigt brugt, og derfor fuser fortællingen lidt ud.

Alligevel sætter ’Revolution’ sig klart i kroppen på tilskueren. Når dramaturgen og multimanden Ulrik Sarp Hansen retter sin protestvogn til, så den kan vise historiske lysbilleder af rige diktatorer og generaler helt blottet for medfølelse og forståelse for folket, så standser man op og mærker ydmygelsen. Ikke mindst fordi parallellerne til det uoverskuelige krigskaos i Syrien er så slående.

’Sværg på, at I ikke vil finde jer i mere pis!’ kræver Rasmus Skov med skinger stemme. De fleste tilskuere sværger med et smil.

Men nej. Jeg sværger ingenting. Ikke før min revolution vitterlig kommer indefra.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.