Det Lille Turneteater får desværre ikke rigtigt noget interessant ud af at nyfortolke 'Nattergalen'. Teatret har skippet H.C. Andersens ord for i stedet at nyfortolke eventyret ved hjælp af et ordknapt spil, som er i tæt samspil med en række videoanimationer.
Men det, de selv kalder 'en top-aktuel fortolkning af H.C. Andersens eventyr', lever ikke rigtigt på scenen, og det nutidsrelevante budskab er mere endimensionalt forudsigeligt end facetteret interessant.
Begyndelsen lover ellers godt: En gammel mand i en stor hvid kittel tager imod os på en scene, hvor en oval metallignende skærm er placeret indenfor en ramme af tynde metalstænger. Med sig har han en lille taburet og på gulvet står der en termokande og en metalspand.
'Jeg har en ven, der også lige vil sige hej'. Noget i den retning er det første, som Peter Holst, der hele vejen igennem er alene på scenen, siger som manden i kitlen, mens han via sin iPhone (eller som teatret udtrykket det 'et digitalt device') swiper en smuk trækrone op på skærmen.
Trækronen breder sine grene og kviste ud, og et sted på en kvist kommer en undseelig lille nattergal til syne. Fuglen synger sine smukke triller og vipper samtidigt fornøjet med halen.
Så tager manden en fiskestang frem og fisker et par solbriller op af spanden med kommentaren: 'De her solbriller har engang betydet rigtigt meget for mig'. Med et 'dengang så jeg sådan ud' tager han brillerne på og 'smækker' igen via det 'digitale device' tre spande op på skærmen.
Roulettespil
Stablet oveni hinanden og med tilføjelser forvandler spandene sig til et slot. Det slot, hvor vi efterfølgende følger hvordan solbrillemanden først keder sig med at spille kryds og bolle, og derpå via en slags roulettespil, hele tiden får mulighed for at vælge nye ting. Lige den bil, han ønsker. Lige det fly, han vil. En lille gul mønt angiver – med et klirrende rul, hvilken ting, han vælger i roulettespillet.
Han underskriver dokumenter og fører globalt 'vigtige samtaler' med høje herrer i både USA og Sovjet. Alt sammen vises ved, at han swiper billeder fra sin iPhone over på skærmen.
Fra H.C. til fiskestang
I rækken af ting dukker nattergalen så op. Den kan han 'blot' ikke sådan bare indkassere. Han skal ud og finde den selv. På en videoanimationstegning følger vi hans gang – over muh-ende køer og kvækkende frøer til træet, hvor nattergalen sidder og synger.
Herfra vises i billeder det oprindelige eventyrs forløb. Over nattergalens placering på en guldpind og ankomsten af en kunstig nattergal, der synger monotomt og taktfast til psykedeliske lys-farve-cirkler, for derpå at knække i adskillige stykker. Til mandens hjerteproblemer, som tilsættes billeder af hans erindringer samt et billede af døden i form af manden med leen. Og derfra til nattergalens helbredende effekt på ham.
Med et 'tak min ven, tusind tak' vender vi tilbage til forestillingen start. Solbrillerne sætters på krogen og føres tilbage i spanden. Nattergalen dukker frem på kvisten igen – og letter.
Videoanimationer og træthed
Og hvad får vi så med os? En række videoanimationer, som rummer en stor grad af forudsigelighed. Det begynder ret hurtigt at sige sig selv, at det, der toner frem som videoprojektionsobjekt, er det ene statussymbol eller den ene motordrevne maskine efter den anden, og at kejseren på slottet er 'tæt på det hotte – men fjernt fra det essentielle' i hans spil og hans kontakt med de førende statsoverhoveder verden over.
Herudover bliver man hurtigt træt af at lytte til og se på den lille guldmønt, som klirrende triller hen til det objekt, kejseren vælger. Kernen eller hjertet i H.C. Andersens eventyr fortoner sig i al det teknologisk visuelle; i en iscenesættelse, som savner dynamik; og i et skuespil, som virker noget træt.
At læse original-eventyr åbner desværre flere interessante rum op end denne modernisering, som med en noget søvndyssende træthedsladet og neddroslet energi fokuserer for snævert på digital billedteknologi og nutid.
