”I Kina, der er kejseren kineser..”
Ole Sørensen, der er alene på scenen, lægger langsomt ud. Iført en sort kimono og med en lille sort kalot på hovedet rigger han forestillingen til. Han hejser et noget ramponeret skelet af en parasol i vejret, så de kulørte stykker stof, der er spændt ud på stængerne, folder sig lidt mere ud, og så porcelænskopperne, der hænger tæt under hinanden på to snore, begynder at klirre.
”Inden jeg begynder, skal jeg lige prøve noget”, siger han så og fisker en lille guitar frem, som ligger på en hylde på et lille møbel i forgrunden. Det, han skal prøve, er, at spille 'Mester Jakob', mens vi alle sammen synger til.
Det lykkes ganske godt. Alle synger med og der opstår en stemning af fællesskab i rummet. Så tænder han for en gammel projektør, der står i den ene side, med bemærkningen: ”Jeg skal have tændt lidt mere lys”, hvorpå han finder en lille porcelænsfigur frem og sætter den på det lille møbel med kommentaren: ”En lille kejser lavet af det fineste porcelæn”.
Derpå – og helt bevidst først nu – begynder han at fortælle og spille det gamle eventyr om nattergalen. Publikum skal – som et af de særlige kendetegn ved forestillinger af Teatret Møllen – langsomt zoomes ind i et teaterunivers, hvor man (skuespiller(e) og publikum) deler oplevelsen sammen. Skønt.
Fornemhed og kunstigheds-kultur versus ægthed og natur
Indslusningsmanøvren og den første del af selve Nattergal-fortællingen, fungerer rigtigt godt og lover godt for det videre forløb. Spillet er, takket være Ole Sørensens sindige gestaltning og skæve smil, smittende lunt.
Verbalt er der tydeligvis lagt vægt på at betone det centrale i eventyret: det beregnende, det i pengeværdi fornemme og det kunstige stillet over for det naturlige, det ydmyge, diskrete og ægte.
Ole Sørensen fortæller, ”at alt var så udspekuleret i kejserens have…” Der var bundet sølvklokker i havens træer og blomster, så man var sikker på, at alle, der gik forbi, så dem og udbrød ”Herregud, hvor er det kønt”. Nattergalen, som kejseren ikke kendte til eksistensen af, var dog det allerbedste.
Snart får kejseren nys om nattergalen, og en ekspedition bliver sendt af sted for at bringe den lille fugl til hoffet.
Sønderjysk kokkepige
Delegationen bliver ført an af kokkepigen, som morsomt taler sønderjysk og bliver hentet op fra sit kælderkøkken-opholdssted. Fortællingen rummer fortsat megen lun humor og publikum synger undervejs flere gange med på 'Mester Jakob', som viser sig at være teatrets valg af lyd til nattergalen – nattergalens smukke stemme er lyden af vores sang.
Et anderledes og udmærket valg, ligesom valget af den kunstige nattergal er. Denne er identisk med en guld-glimmer-fyldt fugl hæftet til en iPhone, som via Sørensens tryk på play afspiller den fuldstændig samme melodi hver gang.
Budskabsforstyrrende slinger
Men gradvist mister Sørensen koncentration. Der opstår huller i boblen af scene-sal-samhørigheden. Og det gamle eventyrs utroligt fine og meget nutidsrelevante budskab om at fokusere på og værne om ægthed i alle henseender fortoner sig.
Det bliver ikke godt nok eksponeret. Ikke at det behøver at blive mejslet ud. Men forestillingen begynder at blive noget slap i koderne, og den fokuserer ikke stramt nok på med sine udmærkede kunstgreb at formidle sin intention.
Det virker fx distraherende og afsporende, at Sørensen i starten kalder kavaleren kavaler, og senere begynder at kalde selvsamme figur for tjener. Det svækker også forestillingen, at Sørensen ikke holder fast i at lade kokkepigen tale sønderjysk.
Og i den nok værre ende toner forestillingen underligt diffust ud, hvor det i stedet ville have været dejligt, hvis man som publikum via forestillingens udtryk efterhånden blev mere og mere overbevist om eventyrets fine pointe om værdien af ægthed.
