Hvad er danskheden egentlig for en fisk? Er f.eks. den danske sang virkelig en ung blond pige eller har både hendes ydre og de melodiske toner en helt anden klang og dækker de over en hel anden mangfoldighed end det stereotype dansker billede?
Tre musikalske kvinder fyrer den af på hver deres mængde af instrumenter. Deres heftige ydre i både mimik og komiske kostumer er statisk placeret i en ret så forstyrrende scenografi, hvor mikrofonstativer, ledninger og andet teknisk udstyr tilsammen med de mange instrumenter gør det rodede set-up.
Med få undtagelser foregår alt så at sige bag mikrofonen i et koncept, der sender reminiscenser til det forgangne og i mange år så landspopulære Linje 3.
Enkeltstående sange præsenteres i vekselvirkning med lange medley og alle med tekster hentet fra den danske sangskat. Tekster, der spænder fra den nationalromantiske periode i 1800 tallet med bl.a. H.C.Andersens ’Hist hvor vejen’ over mere slagfærdige baggårds lirekasse-sange som ’Katinka, Katinka’ til samtidsskjalden Kim Larsen og hans ’Susan Himmelblå’. Det er i den grad mangfoldigt.
Quasi vælger at bygge forestillingen op i moduler, der hver kan beskrives med en overskrift, der igen kan betragtes som et perspektiv på danskheden. Eksempelvis det yderst danske begreb; lejlighedssange og herunder hører bl.a. ’Og hun er så ung og så yndig ser hun ud’ og dertilhørende svingende bajere.
Teksten er grundlaget
Det unge ensemble har ikke altid fundet det melodiøse fundament særlig inspirerende eller interessant. I hvert fald har de i mange tilfælde valgt at omskrive/omarrangere de mange skønne og meget danske forlæg. Formodentlig for at implementere et diversitets moment?
Det skaber desværre et noget monotont udtryk, at eksempelvis ’Vi er røde, vi er hvide’ er kørt ned i tempo og gjort energifattig. De nye arrangementer skal imidlertid have den medfart, at instrument konstellationer skaber klange langt fra det ’danske’, der ellers ikke ville være hørt. Dog er det af stor vigtighed, at de ikke stemmer falsk!!
Kostumerne er alle rød/hvide og stærkt inspireret af klovneuniverset. De er tilmed foranderlige og gennem forestillingen afskraldes de langsomt lag for lag, så de inderst inde afslører, at en letpåklædt dansker ikke er meget anderledes fra andre nationer.
Der hvor de unge kvinder fungerer bedst er i den stærk sensualiserede ’Jeg er havren’ eller når den ironiske distance for alvor sætter ind i sangen om den tapre landsoldat. Og ikke mindst er finalen skøn, hvor først ’I Danmark er jeg født’ synges i megafon, samtidig med at tørklædet påsættes med klare henvisninger til nydanskere. Som så går direkte over i den danske sang og den unge blonde pige udsat for voldsom el-guitar og ’jeg-smadrer-alt’-tilstand.
Generelt er Quasi ude i en opdragende og oplysende mission. Det kan ikke skade. Dog trænger forestillingen til en opstrammer og et blik udefra for at gøre den visuel indbydende.
