Dufte kan blive hængende i ens tøj og på ens krop. Teaterstemninger kan også klæbe – blive ved med at hænge ved én. Sådan en forestilling er Teater Patraskets 'Det som ingen ved' – for det gode vel at mærke.
Forestillingen forbinder sig med sit publikum med en helt særlig intimitet. En fortrolighedsvækkende nærhed. Det er som om vi får en lille nøgle af teatret, ja flere små nøgler, ind til små kamre af store og vigtige forhold, som vi ellers helst vil holde for os selv. Og nogle af nøglerne dur helt bevidst overhovedet ikke – for nogle døre er det bedre at holde lukkede – der er nogle ting, det er bedre ikke at sige til nogen, at holde for sig selv – i al fald en tid…
Den fine nuancering har forestillingen også med.
Forestillingen slår grundtonen an lige fra starten. I halvmørke omkring brune retro-lamper og en række orange kasser med låg. Maria Myrgård, Giulia Pataro, Thomas Danielsen og Dirck Backer som spiller fire klassekammerater som 39. år efter at de gik i 7.y sammen ser tilbage på tiden dengang, går hen til kasserne, sætter sig ved en af dem, letter på låget og tager forskellige effekter op – ting som repræsenterer et minde eller noget omkring det som har betydet noget for dem – nogle ting er forbundet med glæde, andre ting med smerter.
Og så kaster de en lille replik ud i rummet: 'Jeg tissede i sengen', 'Jeg har set min far kysse en af sine elever', 'Jeg siger ikke til mine forældre, når det går dårligt i skolen', 'Jeg tænker om den nogensinde vokser', 'Min mor har været psykisk syg', 'Jeg spiser mine bussemænd', 'Jeg kyssede ham, men kunne ikke li' hans tunge i min mund', 'Jeg var sammen med min bedste venindes kæreste'.
Luften fyldes med små betroelser, med noget som de hver især har holdt for sig selv – noget ingen ved. Det fungerer også fint, at lyset i rummet som helhed tit er dæmpet, så det lommelygtelys eller det lys, der kommer nede fra de enkelte kasser, ligesom trækker os tilbage i tiden – ind i erindringens og hemmelighedernes landskab.
Nænsomt og humoristisk
Vigdis Jakobsdóttir har fint iscenesat at de fire personer, vi følger pendler mellem dengang og nu, og i det forløb skildrer forestillingen en række situationer, som er genkendelige og relevante og uden tvivl gør indtryk på de 11 til 14-årige.
Dirck Backer gestalter med en usentimental inderlighed og troværdig indadvendthed drengen, som finder ud af, at han er til drenge. Maria Myrgård spiller nuanceret pigen, som stjæler. Giulia Pataro får fint frem, hvordan det kan være at være barn i en familie, hvor faren er voldelig. Og Thomas Danielsen giver et udmærket bud på, hvordan er dreng, der pludselig finder ud af at han er adoptivbarn, kan være.
Kunsten er at få de fire personer til at stå frem som nogle vi kan mærke har haft en betydningsfuld relation til hinanden. Som nogle, der har levet med noget som har belastet dem.
Det flotte i spillet er, at vi ikke kun 'ser' det, men også hvad det betyder for relationen til de andre. Hvordan det fx er at være bedsteveninde med en, som stjæler. At være kammerat med ham der finder ud af at han er homoseksuel. At være kammerater til pigen som bankes af sin far. Osv.
I små nænsomhedsfyldte spil, som også er fyldt med humor – med hippiepandebånd, læbestifter en masse, følsomhedsfyldt guitarundervisning, vanskelige telefonsamtaler m.m. får spillerne fat i deres egen fortid på en måde som gør problemerne almengyldige og akkurat lige så nutidsaktuelle i dag som dengang.
