En ideel babysansegrotte! Det er, hvad dansegruppen MYKA og Anemonen har skabt med danseinstallationen ’Mycelium’ på Anemonen. For her har scenografen Anne Sofie Vermund omskabt scenerummet til den blødeste verden af mørkegrønne tæpper og stof i blide lilla og lyserøde farver. Bittesmå diodetråde glimter som spindelvæv mellem græsstrå, og med varme stråler af lys skinner gennem bylter af stof.
To dansere er klædt i løse heldragter med lodrette lamelfolder og påsatte flæser, der bugter og knækker i vilkårlige retninger, når de bevæger sig – kløgtigt designet som kønsuafhængige kostumer af Stine Resting.
Og universet er indhyllet i beroligende, sfæriske lyde af komponisten Erik Christoffersen, der har skabt et lyddesign, som bølger som vindpust og skovtoner gennem rummet.
Rummet appellerer tydeligvis til babyerne på 2-24 måneder, som er aldersgrænserne. Både de mindste babyer, der sidder på armen, og som måske skal ammes undervejs. Og dem, der fræser af sted hen over tæpperne i originale kravlestilarter for at score et stykke selvlysende stof, der pludselig dukker under gulvtæppet et sted.
Men alle babyer uanset alder stirrer benovet på de mægtige, paddehatteagtige stofkreationer, der af og til sænkes ned fra loftet – så store, at de virker som enorme hatte over hovederne på de to dansere. Eller også stirrer babyerne bare på hinanden, tydeligt tilfredse med at møde andre begyndereksistenser. I hvert fald inden den ene baby kommer til at pille den anden i øjet eller andre spontane vuggestuemanerer… Sådan er babyteater.
De siger ingenting
Det spændende er, når danserne interagerer med babyerne. Koreografen My Grönholdt har skabt en koreografi for to dansere, der hele tiden drejer og ruller organisk rundt i rummet – svarende til hendes koreografi i bl.a. dybhavsforestillingen ’Ocean’ på Får 302 i 2021.
Danserne Kristian Refslund og Joel Fritzon bevæger sig med blide bevægelser i slow motion, så de hele tiden har styr på, at de ikke rammer en løsgængerbaby eller to på vejen. De løfter benene og drejer kroppen. De slår kolbøtter og mødes liggende – og kravler lige som børnene. Og så efterligner de babyernes bevægelser i en slags forskubbet synkronkravlen og samhørighed. Stille og med lutter runde bevægelser.
Danserne siger ingenting. Men de kigger mildt på babyerne, der besvarer deres blikke med lange øjeblikkes stirren. De ældste børn, der mestrer balancen og kan gå på to ben, stolprer fascineret hen mod dem, men standser så betuttede op – og begynder måske at kravle igen lige som voksne. Alle tilpasser sig hinanden i denne mycelium-verden af fælles væren.
Svampenes verden
Ordet ’mycelium’ er åbenbart betegnelsen for den del af en svamp, der er nede under jorden. Altså den del, der spreder sig og skaber forbundethed, hvis man ser på det i den slags psykologiseret naturoptik. Når man læser om My Grönholdt og Anne Sofie Vermunds tanker bag forestillingen – og forfatteren Amalie Smiths tanker om forestillingen – bliver det tydeligt, at kunstnerne er inspireret af svampe som sociale organismer. Ikke mindst svampenes evne til at skabe forbundethed i naturen omkring dem. Derfor disse paddehatteagtige former i scenografien. Derfor lamellerne i kostumerne. Derfor dunkelheden i lyssætningen.
Tryghed med tryghed på
Men det er dansen, der skaber intensiteten. Det er særligt interessant at se, hvordan den ’kinæstetiske’ energi skubbes fra de dansende kroppe over i børnenes kroppe. Og hvordan børnene overhovedet ikke undrer sig over, at de voksne mænd med skæg og øreringe er klædt i disse klovneagtige lameldragter og bevæger sig rundt på en helt anden måde, end voksne ellers gør. Børnene har spontant tillid til danserne – og til denne kunstneriske svampeverden. Desuden har børnene mindst én af sine forældre med sig – måske endda begge to og også en bedsteforælder. Det er tryghed med tryghed på.
Dermed bliver ’Mycelium’ til en kunstnerisk naturlegeplads for babyer. En danseinstallation, hvor babyen er jævnbyrdig med dansekunstneren. Forestillingen har dog hverken nogen formel indledning eller formel afslutning. Det svækker oplevelsen dramaturgisk, om ikke for babyerne, så i hvert fald for de voksne. Værket bliver simpelthen for flydende og diffust til at være en egentlig danseforestilling – samtidig med, at det alligevel har en forventelig oplevelsestid på 30-40 minutter.
Værket kunne i hvert fald styrkes som scenisk udtryk, hvis det havde en klarere struktur med en begyndelse og i hvert fald en markeret overgang mod slutningen. Nu virker det mest som en danseinstallation, hvor dansen bare slutter for tidligt.
Mød din indre svamp
Scenerummet på Anemonen er delt op i to dele: Den tæppebløde grotte og en grotte med runde, lysende glasvinduer i gulvet. Under glasvinduerne ligger der petriskåle fyldt med noget, der kunne være farvede svampeceller i forskellige stadier. Børnene kravler nysgerrigt hen over skålene, men noget af værkets organiske karakter forsvinder faktisk her. Også selv om tanken tydeligvis er, at vi skal møde svampene helt på celleniveau: Mød din indre svamp!
Om børn og voksne egentlig fanger dette tidskorrekte natursværmeri, eller om de bare nyder ’Mycelium’ særegne grottestemning, er ikke til at sige. Det er måske heller ikke så væsentligt. Det vigtige er, at MYKA og Anemonen med ‘Mycelium’ har skabt et danseværk, som tager det lille barns sansning og nysgerrighed alvorligt. Og som bruger dansen til at forbinde mennesket med naturen.