Åh, hvilken lyseblå farve, der er i børneværelset på Det Lille Teater! Den helt rigtige lyseblå nuancer med de helt rigtige hylder og et herligt skrummel af et varmeapparat til akrobatdrenge og et drømmespejl for prinsesser.
Forestillingen 'Okker Gokker' stortrives i Louise Becks nysgerrige scenografi., altså det mylder af børnesange og remser, som i Charlotte Munksøs teateriscenesættelse bliver til en avanceret teatercollage for de store vuggestuebørn og de små børnehavebørn.
Som de gennemgående figurer spiller de fire skuespillere nogle ’børn’, som hele tiden leger med remserne i måden, de siger dem på. ’Dig og mig – og vi to?’ spørger de hinanden to og to, og så er legen allerede i gang. En dybt musikalsk leg, hvor stemmer flettes, og rytmer opstår af det rene ingenting og klasken på lårene.
Ondt i sit ene øje
Det er Klaus Risager, der har peppet rimene op med skægge toner, så de bliver til mere jam end jazz. Han har vellykket leget med de vante betoninger, så ’Der var engang en mand / Han boede i en spand’ pludselig lyder anderledes og overraskende frisk. For slet ikke at tale om de anarkistiske rytmeforskygninger i ’Birgitte, Birgitte Birgøje’, der fik ondt i sit ene øje, men som her i forestillingen ser noget så veltilfreds ud.
Det lykkes nemlig forestillingen at gøre Jens Sigsgaards gamle remser overraskende nutidige og sprælske. Skuespilleren Rikke Bilde viser endnu en gang sin evne til at leve sig ind i barnets spænding. Da de leger gemmeleg på scenen, står hun helt dirrende af forventning og lukker øjnene, mens hun selv tror, at hun er usynlig, bare fordi hun har stillet sig i et hjørne. Hun er aldeles uimodståelig. For sådan er det også at være barn.
Sløjfe på kjolen
Jens Gothelff spiller sjovt filuren med drengestregerne, der helst vil vise alt det, han tør. Så han klatrer da bare lige op på hylden over døren for at imponere pigerne. Karin Bang Heinemeier udlever til gengæld drømmen om at være en rigtig pige i gamle dage med kjole og stor sløjfe og flæsekrave over snørrestøvlerne. Heinemeier har en umiddelbarhed, som er en gave forestillingen. Hun tænder simpelthen i øjnene, så ungerne bliver helt suget ind i hendes overrumplende smil – og så de spejler sig hendes figur med største fornøjelse. Og i børneværelsets spejl dukker den mere tøvende Lærke Schjærff Engelbrecht endda op som hendes dobbeltgænger.
Vand i skoene
Og så bliver der ellers ’sejlet i en træsko’, så Rikke Bildes imaginært våde tæer krummer sig, så man som tilskuer selv kan mærke vandet pible ind i skoene. Og først ryger grisen, og så ryger isen, så der pludselig dukker svømmende fisk op under dørkarmen. For selvfølgelig forvandles døråbningen til et akvarium med Det Lille Teaters sædvanlige forkærlighed for miniatureverdener. Det er eventyrligt.
Børneteaterkunstnere eksperimenterer mere og mere med det abstrakte; for eksempel som i Teatret Kriskats 'Jeg skal nok finde den', Åben Dans’ 'Mig Dig Os', Tali Razgas 'Spejl' og Cantabile 2 & Carte Blanches 'Life Live'.
Denne 'Okker Gokker' har ingen historie, men i stedet en række scener i samme ramme. Men forestillingen formår at få børnene til at leve sig ind i de rim, de kender i forvejen – uden at børnene påduttes en historie, der ikke er der. Det er fair, og det er frækt. Desuden passer de mange forskellige scener fint til vuggestuebørnenes koncentrationsevne: Fem minutter pr. guldæg er ganske passende.
For som de siger i 'Okker Gokker': 'Nixen-Bixen, så lukker biksen'.
