Andersens Kuffert Teater har taget fat i Brødrene Grimms eventyr om 'Konen i muddergrøften'. Og scenen er sat med storsejl, fristes man til at sige. Foran den sorte bagvæg troner et ejendommeligt aggregat frem, halvt skjult under et let gennemsigtigt hvidt stykke stof. Et sammensurium af stuemøbler, der tilsammen danner en scenografi, der i sin helhed ligner en fiskekutter.
Et ganske finurligt arrangement, der både før og efter det hvide stof trækkes af, giver tilskuernes øjne noget at gå på opdagelse i. Ikke mindst fordi 'skibet' i løbet af forestillingen bliver ved med at ændre sig ved hjælp af behændigt placerede snoretræk, som Henrik R. Andersen, forestillingens eneste medvirkende, betjener mere eller mindre elegant.
Fra start etablerer Henrik R. Andersen en relation til publikum ved så at sige at træde ind i rollen som Robert for øjnene af dem. Med sin snakkesalige introduktion får han også introduceret Roberts kone, Ilselil, der 'spilles' af en dukke og er en hel del mindre end Andersen selv. Men 'lige så skrap som en af de store'. Magtbalancen tipper allerede her til den mindstes fordel.
Grøften-himlen t/r
Det går i forestillingen, som det går i eventyret. Ilselil i muddergrøften er konen, der ikke kan få nok. Guld og juveler, spir og tårne, titler og magt.
Sin kærlige og loyale ægtemand, fiskeren Robert, tager hun derimod så meget for givet, at han tilsyneladende slet ikke tæller med i regnskabet. Flynderen, hvis magiske evner driver eventyret frem, er her blevet til en tryllefisk, som Robert en dag fanger, men sætter ud igen.
Det kommer han dog for skade at fortælle sin kone. Og så kan det nok være, at han kommer på arbejde. For Ilselil vil have, at han skal ønske sig noget af fisken. Noget stort. Og så noget endnu større. Og helst også meget mere. Og hun er aldrig tilfreds, med det hun får.
Så igen og igen må Robert ud og kalde på fisken for at ønske sig et større hus og en mægtigere titel til sin kone. Her har Henrik R. Andersen bearbejdet det originale eventyr, og indlagt både gamle og nye 'tryllefiskekald' og ladet de enkelte fisketure byde på snak om fx rødstrømper og farmors ål i strømperne.
Om hans evner til at levendegøre en fortælling, hersker der ingen tvivl. Derimod fremstår tilføjelserne og omskrivningerne mere tvivlsomme end morsomme. Også at dømme på de yngstes reaktioner.
Visuelt er der mere sjov at komme efter. Fisken, der starter som en lille uskyldig hånddukke, ender også meget illustrativt med at være næsten lige så stor som alt det, Ilselil ønsker sig.
Så den dag hun bedyrer at hun 'vil være Gud i himlen!', dukker fisken ikke som vanligt op, da Robert går ned og kalder på den. Til gengæld damper og ryger det ud ad en af scenografiens kommoder, og der er noget, som pusler voldsomt derinde.
Da lågerne smækkes op stirre en gigantisk tryllefisk med lysende øjne på os. Det er svært at forestille sig, at dens tryllerier kommer uden en pris. Og ak ja: 'Din kone er der, hvor hun hører hjemme'. Hvilket altså ikke er i himlen, men i muddergrøften…
En blød slutning
Her slutter Brødrene Grimms eventyr, resten må man så at sige tænke sig til. Men Andersens Kuffertteater giver den et lille blødt smæld med fiskehalen. For som Robert vender retur til Ilselil, forsvinder den scenografiske pomp og pragt, som alle slottene var blevet bygget af.
'Det er væk det hele',som Ilselil grådlabil selv udbryder. Ja, alle hendes ønsker fik hende tilbage præcis, hvor hun startede. Hvad der kommer hurtigt, går hurtigt fristes man til at sige. Men Robert er der jo så trods alt stadig. Og snart formildes Ilselil og foreslår Robert, at han går ud og 'fisker rabarber – til en kage'.
Den afsluttende forsoning mellem de to og deres fælles glæde over udsigten til kage er sød og hyggelig, men også lidt som når Walt Disney omskriver slutningen på eventyret om den lille havfrue. En lidt unødvendig blød indpakning om en stump ende, som børnene nok vil kunne håndtere at læse moralen ud af.
Ilselil har aldrig været en specielt sympatisk figur og fremstilles heller ikke sådan af Andersens Kuffert Teater. Ligeså vel som Robert heller ikke har ry for at være den kvikkeste fisker i byen. Alligevel er forestillingens fremstilling af dem som henholdsvis 'hysterisk' kone og godmodig og altopofrende ægtemand lidt flad. Eventyrs persongalleri er som bekendt bygget på arketypiske figurer med en specifik funktion eller betydning.
I en samtid, hvor det eneste konstante synes at være forandringen, forekommer distinktionen mellem arketyper og stereotyper desto vigtigere. Hvor arketypen er defineret som et tomt element eller en form, der indeholder muligheder, er stereotypen karakteriseret ved stivnede og simplificerede repræsentationer.
I den optik synes Robert og Ilselil mest at være blevet til moderne stereotyper fremfor tidløse arketyper. Hvilket giver forestillingen et let karikeret præg, der ikke synes at gøre noget for eventyrets ellers uhyrlig relevante udsagn om, hvad grådighed kan fører til.
I et samfund, hvor det er let at glemme, hvad og hvem der virkelig betyder noget, når den kollektive tro på, at lykken ligger i et tilsyneladende endeløst forbrug og stræben efter magt og berømmelse, kan det næsten kun siges for sjældent. Både til børn og deres voksne. Hvilket Andersens Kuffert Teater heldigvis gør. Om end en trimmetur med en dramaturgiske fiskekniv ville klæde den.
