Halleluja – hvor kommer kærligheden fra?
Händels 'Halleluja'-kyrie og prisning af Herren åbenbares i fuldkommen mørke, før et grønt håbefuld lys blændes op på et scenegulv tapetseret af afskårne blomster. Et fantastisk syn, dog uden duft, da blomsterne ikke er ægte. I denne maleriske blomstermark, der burde danne grobund for skønhed og idyl, ligger en mand og en kvinde på maven uden kontakt til hinanden. Først tror vi dem døde, men så vågner han med et sæt og begynder at puste alle de steder, hvor livet gør ondt. Kvinden gør det samme. De får øje på hinanden, men kan i første omgang ikke verbalisere deres følelser.
Efter meget væven frem og tilbage lægger hun sig på ryggen og kaster sig kælent rundt. Han – en smule uforstående – opfanger omsider sproget, peger mod himlen, som om noget guddommeligt kommer ham til hjælp, vælter ned og ligger over hende, måske i et hviskende halleluja?
Kan misforståelser klares med kærlighed?
Problematikken i 'Slagmark' er konflikten mellem de rigtige intensioner og kampen, det kræver for at bevare kærligheden. Vi oplever kommunikations misforståelser og penetrering af figurernes intimsfære, der medfører store konflikter. F.eks. forveksles kvindelig omsorg af manden med irritation over indblanding. Mens maskulin charme og hjælp til større ekspressiv indlevelse, ikke harmonerer med feminin fremførelse af følsom sang.
Publikum spejler sig i afsløringer af tåbelige genkendeligheder og medmenneskelige misforståelser. Vi griner, fordi scenen giver stof til eftertanke og latteren bliver det eneste forsvar. Var det ikke lige nede i supermarkedet i går, at jeg brokkede mig på akkurat samme måde? Det er i realiteten angstfremkaldende!
Teater Rio Rose undersøger hverdagen og påstår, at de daglige nære kampe altid vil være de mest vedkommende og det kræver umådelige kræfter at komme ud over de små daglige trivialiteter. Vi befinder os i egen slagmark!
Men Teater Rio Rose vil efter eget udsagn ikke give svar på, hvordan vi løser konflikten, kun skabe stof til eftertanke. Jeg vil alligevel påstå, at de vover et slag for det nonverbale. Der er en fællesnævner at spore i det kropslige udtryk: Hvis vi tør nærme os hinanden fysisk, kan vi nå en dybere empati og samhørighed, en større sandhed. De giver os det altoverskyggende våben, som ingen kan få nok af: Kærligheden! I et fysisk ærligt sprog, alle kan forstå.
Kærlighed er den hårdeste kamp?
Sammensmeltningen af teater og billedkunst i et poetisk abstrakt scenesprog bliver forestillingens betydningsbærende element. Det visuelle fylder, selv om forestillingen ikke er ordløs. Den enkle meget farverige scenografi hjælpes godt på vej af et velovervejet design af lys og skygge. Tilsammen skabes vidunderlige billeder, der både supplerer, men også kontrasterer teksten og den velvalgte musik.
Anette Katzmann og Morten Nielsen er hun og han. Et balanceret parløb, der emmer af detaljeret og kontrolleret kropsbeherskelse. De er begge tjekkede og charmerende, komiske når det gælder og udstyret med en musikalsk følsom indlevelse. Deres karakterer kæmper bravt for at nå hinanden, men: Kærlighed er ingen sejersgang. Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja…
Anmeldelse fra BTA 145
