Der er efterhånden masser af børnelitteratur og -teater, der gør sig umage for at facilitere den gode samtale med børn om det svære emne: døden.
Det er både fremragende og tiltrængt, for døden og sorgen er til stadighed tabuer, vi helst går i en stor bue udenom på vores breddegrader. Og er vi nødt til at nærme os dem, bliver situationen let akavet og fuld af klichéer, blandt andet fordi det jo er og bliver en gåde, hvad der sker med den døde, når livet sætter sit punktum. Til jord skal du blive, lover præsten i kirken. Ja, men hvordan, spørger drengen Esben i ”Så blev farfar et spøgelse”. Og hvad så med al den snak om engle og stjerner og nye verdener hinsides det erkendbare? Hvordan kan den døde både ligge i sin kiste og flyve rundt i himmelrummet med vinger på?
Børn reagerer forskelligt, når nogen dør. Voksne gør det også. Dels er vi forskellige som mennesker. Dels er dødsfald forskellige. Nogle dødsfald er mere uventede end andre; nogle er mere sørgelige end tragiske; nogle af dem, der dør, kender man faktisk ikke, men sorgen føles alligevel helt tæt på, fordi man sørger med en ven, der har mistet.
Døden griber ikke bare ned i en afgrund af savn og hjemløse følelser, men også i en eksistentiel usikkerhed om, hvad hele tilværelsen overhovedet er for en størrelse. Og det er ikke nok med et trøstende kram, et enkelt godt råd, en religiøs forsikring, en bog eller teaterforestilling. At forholde sig til døden er en livsopgave, som kræver vedholdende træning i alle faser. Derfor en indledende tak til Anemonen og Teater Lille Hest, hvis co-produktion over Kim Fupz Aakesons børnebog om drengen og hans døde farfar på sin egen, herligt usentimentale måde træner både børns og voksnes empatimuskler, vores evne til at undres og lytte indad – og altså vores mod til at forholde os til dødens nærvær i livet.
Find dit eget svar på dødens gåde
Historien er Esbens, dreng og dukke i én søgende krop, som Line Skytte ånder igennem med barnets på én gang uforfærdede og forsigtige livskraft. Esbens farfar er død. Og selv om han kun går i børnehave, er han skeptisk over for forældrenes svævende forklaringer om, hvor farfaren er, nu hvor han er død. Hans logiske spørgsmål flakser hvileløst rundt i børneværelset, indtil han (op)finder sit eget svar. For ligesom moren finder trøst i at tænke på farfaren som en engel, og faren falder til ro ved tanken om den biologiske proces i jorden, lytter Esben sig frem til sin egen forklaring på, hvor farfaren er, når han ikke længere kan lege med ham: Han er blevet et spøgelse. Præcis som i den bog, han har stående på værelset.
Nu har Esben et univers at placere døden i, man kunne også mere nøgternt sige: en måde at komme videre i sin sorgproces på. Og allerede om natten efter sin begravelse vækker spøgelsesfarfar Esben. Han sidder på kommode ved siden af sengen og er lige så usikker på den nye situation som barnet.
For selv om det selvfølgelig er meget sjovt, at spøgelser kan gå igennem vægge og sige ’Uhuu’, så man får de herligste kuldegysninger, er det samtidig en ret så trist tilværelse at være spøgelse, fordi man ikke er rigtigt til stede i den gamle verden. Sjældent har man set et så slukøret og sørgmodigt spøgelse som Martin Ammundsens farfar. Heldigvis kommer Esben i tanke om, at når man bliver et spøgelse efter døden, er det, fordi man mangler noget. Og den næste nat går de på jagt efter det, han mangler.
I Johan Kølkjærs enkle, men stemningsmættede scenografi – snart genkendeligt børneværelse, snart poetiske silhuetter, snart et helt liv pakket ned i en kuffert – bevæger makkerparret sig gennem byen, der ligger som bygningsgespenster for deres fødder i måneskinnet. De låser sig ind i farfarens hus for at lede, og sammen trænger de ind i farfarens liv, i barndomserindringer og dufte, eksotiske dyreskeletter og stjernestunder i en boksering. Selv om Esben med garanti har hørt farfarens anekdoter masser af gange, lytter han denne nat særligt efter og kommer helt tæt på de erfaringer, som har formet ham som menneske.
Men selvfølgelig er det ikke en ting fra huset, farfar savner. Næste nat forstår de det begge: Han mangler at få sagt ordentligt farvel til Esben for at komme videre i sin død. Når det er gjort, tager han videre; Esben får sin nattesøvn igen, og nu er han så frisk om morgenen, at han kan komme i børnehave til sine levende kammerater.
Det sidste er selvfølgelig godt og sikkert en lettelse for forældrene, men her bliver Torkild Lindebjergs ellers fine iscenesættelse lovlig effektiv og optaget af at blive færdig med sin beretning. I Jens Tolsgaards musikalske univers har fortællingen hidtil på et øjeblik genskabt barnets afstand til den kirkelige begravelsesceremoni; man har mærket dets udsathed i nattebyens tilfældige møder; nænsomt og omhyggeligt har vi været med på Esbens poetiske erkendelsesrejse med indsigter så lette som kærtegn, og nu forpasser fortællingen til sidst at dvæle ved og sanseliggøre, hvordan afskeden sætter noget på plads for Esben. Hvordan farfaren flytter ind som et levende minde i Esbens egen krop, der ligesom farfarens erindringer, som var med til at forme ham som menneske, nu også vil følge Esben på hans videre færd.
