Hvis man er i tvivl om, hvad Teatergruppen Batidas forestilling ’Rejsen til mormor’ handler om, så er det altså bare om at læse titlen én gang til. ’Rejsen til mormor’ handler nemlig om Laila, der skal rejse til Iran sammen med sin far for at møde sin mormor for første gang.
Og selvom det kunne lyde som begyndelsen på en spændende multikulti-forestilling om kulturudveksling og slægtskab, så viser det sig efterhånden, at forestillingen mest af alt handler om at rejse. Om at køre med bus. Om at køre med nattog. Og om at komme for sent til en færge. Og når rejsen er slut, er forestillingen også ved at være det.
Da de endelig når frem til Mormorgade i Iran, ser de en kvinde, der er klædt ud som et spøgelse. Det viser sig at være mormor, der går med chador (et helkropsdækkende tørklæde), og da de kommer hjem i hendes hyggelige hus med persiske tæpper på vægge og lofter, tager hun tørklædet af og blotter sit pangfarvede og permanentede hår, hvorefter de deler en stor familiepizza.
Måske har man netop ønsket at fortælle en historie om kulturmøder, hvor alt det ukendte bliver afmystificeret; hvor forskelligheden ikke engang er et tema. I så fald er det underligt, at man samtidigt holder fast i stereotyperne på rejsen fra Danmark til Iran. Man skildrer Italien som et stenovnsbagt pizzaland, man spiller på trækharmonika med tyrolerhat på i Østrig, og man sætter falske moustacher på overlæben i Tyrkiet. Var vi i gang med at bryde klichéerne ned eller at bygge dem op?
Eller måske skal vi bare ikke lægge så mange multikulti-tanker i det. Måske er ’Rejsen til mormor’ simpelthen bare en transportkomedie, der ligesom en rejseplan er mest vellykket, hvis den når frem til destinationen uden for mange omveje. I dén henseende er ’Rejsen til mormor’ aldeles velkørt og med nogle ganske underholdende pitstop undervej.
Pludselig poetisk
Forestillingen har i øvrigt et ret skrabet udtryk. Scenografien er opbygget omkring nogle tørresnore på stativer, som de medvirkende efterhånden hænger en række billeder op på, som refererer til dét land, som de to personer befinder sig i. Lidt ekstra magisk bliver det i alperne, hvor toget faktisk kører igennem landskabsmaleriet.
Der kommer en pludselig poetisk kvalitet over forestillingen i en scene, hvor vores hovedpersoner ikke nåede færgen, og de i stedet folder en papirbåd ud af billetten, samt laver hav, sol, skyer og lyn af papir. Det giver en abstrakthed, som virkelig klæder scenen og de medvirkende. Og musikken og lydeffekterne, som de medvirkende selv laver, kommer mere til sin ret som illustrerende virkemidler.
De tre medvirkende, Danay Blanco (Laila), Per Thomsen (Lailas far) og Karen Rasmussen (alle andre roller) løser fint deres opgaver på scenen og formidler den ganske minimale historie.
Men der er altså ikke meget i manuskriptet at hænge sin hat på, når det gælder karakterarbejde, og derfor bliver det også nogle temmelig uinteressante skuespilpræstationer. Desværre. For vi er grundlæggende i vældig godt og behageligt selskab hos de tre medvirkende.
Man har med andre ord skudt sig selv i foden ved at lave en transportkomedie eller rejsekrønike, der tilsyneladende ikke har større ambitioner, end at komme fra A til B. Vi savner et relevant tema, et drama eller bare en sketch-agtig præmis. Der skal mere end en glemt kanin og en spøjs billetkontrollør til at underholde os i 45 minutter.
