Rengøringskoner ved tit et og andet. Teater Vivas ligeså. Med resolutte kostefejende stød er en sådan i Katrine Fabers gestaltning i fuld fortællevigør, når publikum træder ind i spillerummet. Ind på den arena, der snart forvandler sig til en teenagepiges svære modningsproces.
En udvikling fra en indelukket lillepige der har en blød fingervantekanin som betroet samtalepartner, til den selvsikre kvinde, som har knust barndommens spejl og vovet sig ned i underverden. Ned i den forbudte verden, hvor hun bliver forelsket og gift med Hades.
Pigen hedder Persefone og hendes mor Demeter – selveste Moder Jord. Så græsk mytologi får publikum også i det flet af almengyldig nutid og græsk fortid, som ’Katastrofe’ er.
Energifyldt figurarbejde
Katrine Faber har gjort fortælleteater baseret på gamle fortællinger og sagn i en særlig stovt version til sit varemærke. Stiludtryk som ikke lefler for nymodens effekter på hverken lys- eller lydsiden. Forestillinger, hvor publikum skal møde dybe lag og stærke energier i den menneskelige psyke.
Sådan er det også denne gang i ’Katastrofe’, der angår de rystelser som er forbundet med pubertet – eller som det udtales i stykkets undertitel: ’En historie om at komme ned og op igen’.
Fabers temperamentsfulde spilenergi fornægter sig ikke. Som fortælleperformer er Faber et termometer der hastigt kan spurte fra isnende minus til dampende plus. Noget hun og instruktøren Folmer Kristensen har udnyttet i det figurarbejde, som er en stor del af forestillingens kvalitet.
Persefone bliver i en glidende bevægelse til Demeter, når en famlen ved kjolens halsudskæring, et sænket blik og en på samme tid usikker og blid stemme på et splitsekund forvandles til en knejsende nakke, et opadvendt blik og arme som selvbevidst strækker sig mod de gudehøjder hvor selvbevidstheden allerede befinder sig.
Og de to hunkøn bliver lynhurtigt til et sejt eksemplar af hankønsracen alias Hades, når Faber sænker stemmen, trækker øjenbrynene sammen og slår den ene hånds knyttede næve ind i den andens hulrum med gentagne smæld. Henover, bag om og op og ned af små piedestaler træder Faber iført guldsandaler og flagrende turkise gevandtet, der holdes sammen af et snøreliv i advarslens og kærlighedens røde farve.
Stiger vi så med på den bevægelse eller bølge som forestillingen inviterer os med på? Og hvad skal man mene om forestillingens appel for de 12-årige?
Dramaturgisk hænger ’Katastrofe’ ok sammen. I et tekstforløb som bygger op til en kulmination og en finale, og med replikker som meningsfyldt gentages undervejs.
Mere uhøjtidelighed, tak
De yngste tilskuere vil nok lige skulle indstille sig på den mytologiske kanal forestillingen bliver sendt på, og på karakteren af de mange samtidige lag: At stykket vil fortælle om løsrivelsen mellem mor og datter, og samtidig også fortælle en global klimakorrekt historie om, at Jorden (læs Demeter) bliver frelst fra at tørre ud, fordi Persefone, ved at blive en del af både underverdenen og verdenen ovenfor, baner vejen for at Jorden atter får adgang til, at underverdenens saft og kraft kan stige op og frugtbargøre verden.
Sprogbrugen er indimellem noget højstemt, og visuelt er forestillingen meget skrabet. Til gengæld er der masser teenagefølelser at identificere sig med. Og der popper i Persefones psykiske tordenvejr af og til en skøn løssluppen humor op. Overraskelser og strejf af en uhøjtidelighed, som det vil klæde forestillingen at have mere af.
Herudover kan det synes som en detalje, men at Faber manuelt og så tydeligt selv skal styre forestillingens lyd, giver nogle kedelige afsporinger fra illusionen.
Ligesom den forening, Persefone har med Hades, når de deler et granatæble, ikke virker helt troværdigt, når den smukke frugt reelt forbliver uåbnet.