Af: Anne Middelboe Christensen

11. marts 2011

Muskelspejling med macho og Monroe

Tali Rázga leger sjovt med kønsroller i sin danseforestilling ’Spejl’ for tryllebundne teenagere.

Kun en tåbelig koreograf frygter ikke et teenagepublikum. Men Tali Rázga ser teenagerne lige i øjnene med sin nye danseforestilling ’Spejl – hvem er køn?’

På Københavns Musikteater larmede og provokerede formiddagspublikummets teenagere ellers alt, hvad de kunne, da de bevægede sig ind på siddepladserne. Men efter forestillingens første to minutter var de helt stille – og tydeligvis fanget ind.

Måske fordi danseren Jan Strøbech heller ikke var det mindste bange for øjenkontakt. Han vandrede tværtimod frontalt frem mod tilskuerne og talte lige ud af posen:

»Skæg er utroligt maskulint,« sagde han, mens hans eget skæg glitrede i lyset. »Men ellers er der ikke længere den store forskel på mænd og kvinder.«

Aha. Så kunne de mere eller mindre skægløse teenagere ellers gruble over det. Og så kastede præcise Jan Strøbech sig ellers ud i en heftig overfaldskoreografi sammen med den temperamentsfulde Johanne Dams brunette. Eller rettere sagt: det var HENDE, der overfaldt ham…

Kønsmur og catwalk

På et tidspunkt lyner hun sin røde kjole af. Snart står de bare i sort, unisex undertøj. Han er høj og lys, hun er lille og mørk. Skægget og blødkindet, muskeltonet og blødhudet står de over for hinanden. Så begynder de at bevæge sig ens: Deres arme hvirvler. De knytter næverne. De skøjter baglæns med kroppene. De går fremad med catwalkskridt. Helt ens og alligevel helt forskellige. Mand og kvinde, men også to mennesker, der bruger deres kroppe helt ens.

Effekten er slående. Det er lykkedes Tali Rázga at nedbryde ’kønsmuren’, så den korporlige forskel på mænd og kvinder skildres med både muskler og humor. I et ordløst univers lader hun teenagerne spejle sig selv i de to dansere. Han er ikke James Bond, og hun er ikke Monroe. Eller er de netop essensen af deres egne, uopnåelige idealer?

Koreografen leger med både idealer og klichéer, og dansernes tekniske eksakthed forløser fint hendes idéer. Danserne sætter sig på en stol hver, og så begynder de helt synkront at tage røde nylonstrømper på – hun med højre ben og han med venstre, så de spejles perfekt for tilskuerne. Han spiller trans, mens hun pludselig hænger i skuldrene og skyder underlæben frem, som om hun er vildt macho. Så hvem er det nu, der er kvinde her – og hvem er mand?

Riven i håret

Tali Rázga skaber generelt sine danseforestillinger i danseteatrets billedtradition. Ikke ud fra et sammenhængende plot og slet ikke med navngivne roller. Men med scener, der hver indeholder en minihistorie med en pointe.

Hendes forrige danseforestilling ’Sneøjne’ for de 0-4 årige blev for eksempel indrammet af en snehvid scenografi, hvor danserne så bevægede sig rundt i en række tableauer bygget op omkring hvide tylsskørter og hvide balloner og hvide handsker – med tilskuerne siddende på hvide puder.

I ’Spejl’ er hendes koreografi spændende nok mere koreografisk avanceret. Dansen er synkron for de to dansere – eller forskudt synkron – så deres kropslige forskelligheder netop bliver fremhævet. Trinmæssigt søger hendes bevægelser sjovt nok efter faste positioner; lidt lige som balletten altid stræber efter et fastholdt højdepunkt i et spring eller en særlig linje i en balance.

Og Tali Rázga leger kækt med den moderne dans’ løssluppenhed, så her forestiller de fastholdte, symbolske positurer nogle næsten eventyragtige situationer: kvinden, der river manden i håret, og manden, der giver kvinden forlovelsesring på – og omvendt.

Nylonstrømper på repeat

Nynne Louise Moes enkle scenografi med fire, store videoskærme i baggrunden støtter fint denne silhuetagtige eventyreffekt. Og musikken af Tin Soheili og Niklas Schak leger med poprockens forkærlighed for ’fire akkorder og et uendelighedsomkvæd’. Lyddesignet står dog billedligt talt både på random og repeat; det virker i hvert fald lovlig ensformigt, men rammende.

At det så absolut skal være nødvendigt også for koreografien at gentage alle virkemidler endnu en runde til sidst, det forstår jeg nok ikke. Én omgang selvsiddende nylonstrømper burde vel være nok til at belyse pointen om kønnenes uforudsigelighed.

Men hånden på hjertet: Fyren virker altså ret overbevisende i catwalken. Pigen er temmelig overbevisende i sine passionerede overfald. Og kønne er de begge to. Så velkommen til unisexland.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.