På et museum står nogle ting dækket til med hvidt stof. Men det sorte klaver kan vi se og manden i hvid kittel og en sjov hovedbeklædning. Han tusser lidt rundt og småsnakker med tilskuerne, mens de samtidig får informationer, der skærper nysgerrigheden. Hvad om?. Om ’HVA!?’. Den musikforestilling, som de nu skal se og ikke mindst høre.
Den handler om en mand, der er 225 år gammel og komponerede musik. Det var længe før MGP, og alligevel bliver hans musik stadig spillet i hele verden.
Manden hedder Beethoven, og han er ganske ung, da han bliver døv og sikkert tit har sagt ’hva’ til folk. Men lige præcis den oplysning får tilskuerne først senere. Anders Ahnfelt-Rønne er god til at etablere kontakt til børnene og beholde den hele vejen. Så der er ingen tøven, da de får tilbudt at høre noget musik af Beethoven.
Jaaah, det vil de godt, og da ’Skæbnesymfonien’ brager ud i lokalet, er ikke mindst drengene højlydt imponerede. Her er ingen forbehold, efterhånden som forestillingen folder historien om komponisten og hans liv ud.
Det sker i et vekslende forløb mellem beretning og musik i tilpas korte episoder, der fungerer godt. Fortælleren smider den hvide kittel og forvandler sig til vicedirektør Maximilian Schlaag, der sætter fut i klaveret. Han får selskab af to unge kvinder med lige så påfaldende navne, Gabi Weingärtner og Ilse Schreckholz, der er klædt i dydigt højhalsede sorte kjoler.
På henholdsvis violin og cello bidrager Karen Johanne Pedersen og Kirstine Elise Pedersen med dejligt klingende strygermusik til at illustrere, hvorfor Beethoven stadig spilles.
Overraskende efterspil
Trioen taler tysk!. Men på en måde, så det mest bliver et underholdende komisk aspekt, der ikke svækker forståelsen af musikken. Den støttes klogt ved, at tilskuerne før hver musikalsk episode tages i hånden med en forklaring om, hvad der er baggrunden for, at Beethoven udtrykker glæde, tristhed, vrede og måske oprør.
Samtidig oplever de bredden og forskelligheden i den klassiske musik, der med et godt greb indimellem opleves som et samspil mellem et båndet symfoniorkester og musikerne på scenen.
Med enkle midler og humor holdes opmærksomheden fast, mens formen fremmer bekendtskabet med en verden af musik, som mange nutidsbørn ellers ikke oplever. Det er nemt at identificere sig med en jævnaldrende dreng, der mister sin mor og derefter tvinges til at tilbringe timevis med at øve violinspil af en far med store ambitioner. Og selv om det er over 200 år siden, så vil nogle sikkert også genkende oplevelsen af forældres forskelligartede forventningspres.
Det gør i hvert fald lykke, da der dukker en totalt udtjent violinkasse op, der viser sig at indeholde en smadret violin. Så kan de lære det, de uforstående voksne, der vil styre børns kreative udfoldelser. Men så hidsig, at man ødelægger tingene, må man ikke blive, formaner fortælleren. Og hidsig, det var Beethoven, der bliver uvenner med folk og larmer og må flytte rundt. Men hvis musikalske geni og energi forbliver usvækket trods den døvhed, som han må leve med.
For voksne er det dybt rørende, at Beethoven insisterede på selv at dirigere sin sidste symfoni og gjorde det med stor succes. Men på det tidspunkt begynder børnenes opmærksomhed at svigte. Det ændrer sig dog hurtigt ved et overraskende efterspil, hvor der uddeles papir og blyanter med en opfordring til at skrive eller tegne, hvad de oplever, når de hører den sidste bid musik i ’HVA!?’. Ikke så lidt at dømme efter den iver, som de fleste går til papiret med, og som kan anbefales til mange flere.
