Det er en fornøjelse at se teater for børn folde sig ud på en stor scene uden at miste det nærvær og den direkte kontakt med publikum, som er dansk børneteaters særkende og fineste kvalitet.
Her er ikke sparet på noget, men heller ikke fyldt på med uoverskuelige mængde af udstyr og virkemidler, der skygger for indholdet.
Scenebillederne står enkle og skarpe i en scenografisk ramme med generøse mængder af grønne planter hængende fra oven ned over en flod og meget andet. Det ligner lidt gode børnebøgers håndtegnede illustrationer.
Kulørte både på hjul og udsnit af dyrenes lune underjordiske interiører bliver kørt ud og ind og knytter bånd til det klassiske dukketeater. Det giver alt sammen visuel ro og overblik til den muntre forestilling, der sender historien om vinden i piletræerne ved flodbredden, der suser så dejligt, når man lytter efter, i fuld fart ud over rampen.
Hvor den lander sikkert også hos de lidt større børn. For ganske vist er det dyr, der taler, men tilskuerne er tydeligvis ikke i tvivl om, at det handler om dem selv og alle os andre.
I Christian Bergmans iscenesættelse forenes klassikerens børnevenlige dyreverden med en moderne fysisk vital og underholdende spillestil, der også omfatter musik. Men som ved sin tilgang til indholdet samtidig bliver en lærerig opvisning i sociale mønstre og menneskelige kompetencer, der bæres igennem af et lille stærkt ensemble. Hver af de fire karakterer står skarpt, men ingen er kun gode eller onde og alle bliver klogere og udvikler síg undervejs.
Fungerer glimrende
Mikkel Baden-Jensens uimodståelige og evigt ængstelige Muldvarp indleder festlighederne. Han er bamseblød og nuttet med sin tykke pels og runde hinkestensbriller, på en gang en klumset og letfodet tumling, der med små bevægelser og et vildt rokkende hoved skaber stor komik.
Over for ham er Mosegrisen anderledes lang og rank både udenpå og indeni. Med myndig røst og kontante udmeldinger styrer Mette Kjeldgaard Jensen slagets gang og hanker op i Muldvarpen, når modet eller energien svigter, og det sker tit.
Indtil hun ikke gør det mere, men hånes af Muldvarpen, fordi hun skvatter i søvn af kulde og udmattelse. Hvilket nærmere burde have affødt en smule taknemmelighed over, at Mosegrisen har fået bragt dem i sikkerhed i Grævlingens lune stue.
Efter at hun først har udsat sig for stor fare for at redde Muldvarpen, der er smuttet udenfor i et buldrende mørkt og regnpiskende uvejr. Han er nemlig ikke rigtig tilfreds med at være mere eller mindre tvangsinstalleret som Mosegrisens makker, men vil hellere hjem i sin egen hule.
Den er næppe så stor og elegant indrettet som Grævlingens med klassisk standerlampe og lænestol. Her er det tydeligvis områdets ubestridte leder, der holder til. En venlig person klædt i forestillingens mest spektakulære dyredragt, som høje Peder Holm Johansen udstyrer med en tilpas mængde selvfølgelig autoritet, der holder de andre lidt på afstand. Han behøver ikke at råbe for at styre den lille flok, der – inklusive Johansen – også fungerer glimrende i en række andre roller.
Kærligt farvelkram
Tudsen forbliver dog tudse og rammes på den værst tænkelige måde. Først bliver han slået halvt ihjel ved en bilulykke, og bagefter bliver han straffet for biltyveri og sat i brummen. Han kommer dog hurtigt ud, for fangevogterens kone er både glad for penge og for at træde sin mand og systemet over tæerne.
Tudsen er i det hele taget mere heldig, end han umiddelbart har fortjent. For selv om han er en dumdristig, selvhævdende fyr, der ikke kunne drømme om at tage hensyn til andre eller lytte til sin venners advarsler, så står de parat til at hjælpe.
Tudse vil heller ikke dele sin formue eller familiegodset Tudseborg med andre. Alligevel er han så heldig at have Sara Line Møller Olsen, til at tage vare på sin stærkt udad reagerende personlighed. Der er fuld fart på komikken og på hendes fabelagtige akrobatiske krop, der giver Tudses mentale tilstand et ydre udtryk, når han er tæt på at nedlægge enhver, der står i vejen. Ikke for at være voldelig, men i sikker overbevisning om at være født med retten til at komme først. En lille hilsen bagud til det klassesamfund, som ’Vinden i piletræerne’ oprindelig tog afsæt i.
Musikken i indeholder også referencer blandt andet til operaen ’Cavalleria Rusticana’, så det må være en lille hilsen til de voksne.
Den øvrige musik er fuld af børnevenlig ramasjang og vellyd, der er med til at fuldende oplevelsen af teater, når det er rigtig godt, og som også ender godt. Efter alle strabadserne er der enighed om, at det er blevet tiden at gå hver til sit efter et kærligt farvelkram.
