Titlen er sjov og nem at udtale. Der er swung og humør i den. Det samme gælder selve forestillingen. Den er 15 minutters munter frikadellelavningsleg. Akrobatik og dans i et rum uden lyssætning til højtalerlyden af Antonio Vivaldi.
De tre medvirkende, Martin Schultz Kristensen, Meng-Ting Liu og Alexandre May, er ferme med deres kroppe. De kan gelinde og med smil på læben udføre små akrobatiske numre, jonglere med køkkenremedier, madingredienser og sågar en lille kunstig mus, så de i løbet af et kvarter får stegt et par frikadeller.
Næsten da. For tiden går mestendels med forberedelserne. Det er i dem, det sjove og muntre ligger.
Kødfars tilsat Vivaldi
Det er trioens kvindelige part, Meng-Ting Liu, som har både forfattet, koreograferet og med hjælp fra Marko E. Weigert iscenesat frikadellefremstillingsløjerne til en nonverbal helhed. En helhed, som må betegnes som en letvægter.
Liu har udtænkt konceptet og på scenen sørget for, at der hele tiden sker noget sjovt og er gang i et samspil mellem Kristensen, May og hende selv. Lige fra en indledende leg med de forklæder, de tager på, til frikadellerne er endt på en medbragt stegepande.
De snitter løg. Finder kødfars frem. Spiser gulerødder. Hælder mælk i farsen. Kværner salt og peber. Og driller hinanden med den lille kunstige mus. Ikke på kedsommelig vanlig vis, men legende. De bringer glasskåle i forskellige størrelser til at vandre fra hånd til hånd, over bøjede rygge, gennem spredte ben, og hen over gulvet.
Ingrediens-sammenblandings-akrobatikken afbrydes undervejs af små dansesekvenser. Passager, hvor de tre medvirkende til den fortsatte lyd af Vivaldi vrikker synkront med deres bagdele med ryggen til publikum og bevæger sig rundt i rummet i ikke-dagligdags glade drej og kropsrotationer. Hele seancen er fyldt med glæde og humør. Og der er en fin – omend også noget forudsigelig – melodi og rytme i forløbet. En rytme som klinger overensstemmende sammen med de afspillede Vivaldi-kompositioner.
Fattigt indhold og ikke-exceptionel form
Det er bestemt en rigtig fin ide at pege på legens og fantasiens store værdi for både krop og sind. Men her får publikum, uanset om de er fire år eller deromkring eller nærmer sig myndighedsalderen, ganske enkelt for lidt med sig derfra.
Det er ikke en ny ide at integrere eller bygge en forestilling op omkring madlavning. Det er set mange gange før, men derfor kan det jo godt falde interessant eller måske endda excellent ud. Her i ’Frikadelle’ er der imidlertid ikke nok indholdsmæssig substans i løjerne.
Formmæssigt er forestillingen heller ikke på noget særligt høj kunstnerisk niveau, uagtet at de medvirkende er kropsligt vævre.
’Frikadelle’ kan mest af alt betegnes som et lille fantasi- og humørfyldt madlavnings-flash. En smagsprøve. En appetitvækker. En optakt til noget sjovt, som bare ikke kommer. En lille inspirationsgiver til en kreativ madlavningsproces. Små ideer til, hvordan man kan muntre en madlavnings-situation op.
Det er absolut i overkanten og med en noget misforstået forståelse af ordet overdådig at betegne forestillingen, som Art Farm selv gør det, med ordene: ”Med musik af Vivaldi, professionel dans, og rigtig mad på scenen, følger vi den overdådige kreation af en frikadelle”.
