Morgengymnastik er godt, også for en muldvarp. Nede i hulen laver den øvelser på den snævre plads, vasker sig og gør klar til dagens arbejde. Sådan som livet jo er for en lille muldvarp.
Konflikten melder sig i form af et hus. Placeret lige ved siden af nedgangen til muldvarpens hule.
Hvad gør en lille muldvarp så? Ja, den forsøger at flytte huset, hvilket får mennesket i huset til at røgforgifte muldvarpen, så den må op af hulen. Hvorpå den dårlige samvittighed melder sig, og mennesket vælger at flytte huset.
Morale: Muldvarpen var der først, og derfor har den ret til at blive, mens mennesket bliver lige så lykkelig et andet sted. En morale, der nok skal vække debat mellem forældre og børn i adskillige villa-hjem, hvor muldvarpe søndergraver græsplæner med imponerende entusiasme.
Men det er nu ikke det eneste problem i Teatret Lampes nye dukkekomedie. Forestillingen virker, som om den er bange for at være banal i sit udtryk, siden den enkle historie skal fortælles så omstændeligt og mystisk, og med fravalg af de ord, der ellers synes oplagte, når mere komplekse sammenhænge skal forklares.
Fin dukkeføring
Scenografisk er forestillingen også lidt af en uegalt konstruktion. Computertegnede streger antyder vand og græsrødder forneden; lige oven over møder vi masser af frodig jord i saftigt stof og solidt græs – det hele foran et bagtæppe, der antyder at vi befinder os i et ørkenlandskab med bjerge i baggrunden.
Men huset, der rykker ind, er et solidt dansk murstenshus i flere etager, lavet i quiltet stof og med etagerne som små bøger, der kan tages ud og som rummer små historier i form af rekvisitter. Et blomsterløg, der senere spirer, en gang kaffe og kage, som mennesket disker op med som udtryk for dårlig samvittighed oven på røgforgiftningen, og til sidst en rød helikopter, som muldvarpen fornøjet flyver rundt i.
Især det sidste giver slet ingen mening i historien, men virker som et rent påhit for at fylde det sidste rum i huset ud.
Alt dette får vi demonstreret af Anne Nøjgård med fin dukkeføring, enstavelsesord, lyde og mimik. Hvilket alt sammen ville have fungeret så meget klarere og enklere, hvis det havde været tilladt at bruge ord.
Nøjgård repræsenterer samtidig det menneske, der rykker ind på muldvarpens territorium. Det sker, da hun kommer bærende med huset i dukkestørrelse på ryggen.
Igen tænker jeg, at det virker overgjort og kalkuleret, snarere end poetisk og logisk i historiens univers.
Den slags sære brudflader og anstrengte overgange er der mange af, hvilket er ærgerligt i en historie, som i sig selv kunne være både sød og god til målgruppen.
