Sveden hagler af Zangenbergs Teaters akrobatiske Mowgli. Anders Skat Henningsen er en sand atlet. Han kan svinge sig i gelændere og sno sig i tove. Han kan krølle sig elastisk sammen i en ophængt, snurrende hullahopring og slå baglæns kolbøtter i luften over scenografiens trange kuperede flisebelagte spillegulv. Det udnytter teatret i høj grad i deres opsætning af ’Junglebogen’.
Det er absolut et af forestillingens ‘attraktioner’. Undervejs udløste et af Henningsens numre klap. Et bifald, som i cirkusforstand var velfortjent, men også en applaus der var udtryk for, at fokus er rykket væk fra historiens hjerte.
At fastholde publikums fokus omkring essensen i Jungleboghistorien er i det hele taget svært.
Forestillingen vil tydeligvis skabe en urskovsstemning, inden for hvilken en meget enkel historie kan udspille sig: Drengen Mowglis modning fra han som spæd kommer ud i junglen, til han til slut vender tilbage til menneskenes arena.
Problemet er bare at denne historie drukner eller opsluges i et fysisk ekspressivt spil, der ikke hænger organisk sammen med historien, og en tekst, som ikke formår at skabe nærvær og fokus.
Fysisk kort afstand mellem scene og sal har en indbygget mulighed for at skabe berigende nærværende og intense teateroplevelser. I Zangenbergs Teaters lille jungleterræn, hvor spillerne spiller nærbillede-tæt og i close-up-kort afstand til publikum, sker dette på paradoksal vis ikke. Det er som om den huleagtige og dunkle spilleramme er for trang til at kapere den meget udadvendte energi, som de tre spillere på scenen udfolder. Som om der ikke er rum og vidde nok til de ekspressive kropsudtryk, som får noget støjende over sig.
Masser af dynamik
Spillet foregår i fuldt vigør overalt i det lille spillerum. Oppe, nede, lige foran, bagved og rundt langs publikum. Men det er som om dynamikken ikke rigtigt er tænkt dynamisk og ikke rigtigt er integreret med historien. Resultatet er, at forestillingen virker stillestående eller blafrende i al sin stærke ydre udfoldelse.
Mowgli springer omkring i et Aladdin lignende vest- og pludderbuksedress. Henrik Zangenberg bliver til bjørnen Baloo ved at trække en blå tæppe-kappe over sig. Angelina Dina Watson snor sig katteagtigt omkring med høj hat og vagtsomme øjne som panteren Bagheera. Iført bemalede regnslag med lilla hårpragt og små spidse ører bliver de til ulvene. Og den halte stribede tiger Shere Khan bliver illustreret med to mobile, lysende øjne på væggen.
Den scenografiske enkelhed og enkelheden i kostumerne er godt nok tænkt. Det er opsætningens ujævne trav og det, at fortælleelementerne ikke synes at hænge overbevisende og dynamisk sammen, som gør oplevelsen strittende og diffus.
Man fornemmer på en lidt rituel og demonstrativ vis, at Zangenberg Teater synes det er vigtigt at fortælle børn historien om Mowgli lige nu. Men det bliver nu aldrig rigtigt overbevisende klart hvorfor.
