Af: Henrik Lyding

7. februar 2009

Mowgli i jungle-legeland

Solid Junglebogs-balance mellem det traditionelle og det moderne familieteater.

Larmen er øresønderbedøvende. Et helt Aalborg Teater, spækket med forventningsfuldt snakkende, råbende og grinende børn, hvoraf en del kun lige akkurat er store nok til at nå op over stoleryggen. Og da lyset slukkes og tæppet går op, trampes, piftes og hujes der. Det er, som at være til cowboyfilm søndag eftermiddag i barndommens biograf. Ikke noget med respektfuld teaterandagt her, heldigvis.

Hvad fortæppet åbenbarer, er et fortryllet junglelandskab af svajende lianer, bestående af store, grønne plastikkugler på snor. Bagved et par sorte podier, en solid jeep med skarpe lygter og forrest et vandhul, fuld af de samme plastikkugler. En kombi af jungle og legeland i et enkelt og velfungerende scenebillede, hvis udspring formentlig blandt andet er dikteret af kravet til lethed. Der skal nemlig samtidig kunne spilles en voksenforestilling på scenen om aftenen.

Så selv om man måske kunne have ønsket sig en mere overdådig junglekulisse, så har enkelheden også sin styrke. Den sætter fokus på spillerne og kostumerne. Som er en skøn opvisning i pelset beklædning, hvor et stykke med bare ben skaber effektfuld kontrast til det langluvede og de enorme pote-futter, spillerne render rundt i. Det giver sjov, tegneserie-dyrisk kropsbygning.

Solid mellemvare

Vi åbner jungleballet med Mowglis ankomst i babytilstand – en herligt levende og grædende dukke-Mowgli, der fægter med arme og ben. En mørk og regnfuld nat i junglen afleveres han hos ulveparret, skægt gestaltet af Bodil Lassen med tungen ud af flaben og kælen stemmeføring af lutter nyvakt moderfølelse, sammen med hanulven i Jørgen W. Larsens mere besindige skikkelse.

Og så er det ellers tid til dyreparade. Allan Helge Jensens sødt tumlingagtige Baloo, Steffen Eriksens listefodede tiger og teaterskole-eleven Kaja Kamuks skægt-kvidrende og øjenplirrende sjakal. Senere dukker Abekongen op (en herligt selvcentreret og hysterisk Jakob Højlev Jørgensen), Slangen Kaa hvisler rundt på scenen i Linnéa Johanne Voss’ blanke, latex-indpakkede skikkelse, Josef W. Nielsen er gemytlig som panteren Bagheera, og et par indvandrer-hip-hop-agtige aber forsøger at lokke den unge Mowgli i fordærv. Mowgli, der med et snuptag er blevet en stor dreng i Line Bie Rosenstjernes seje og uforfærdede skikkelse.

Det er med abernes indtog på scenen, at instruktøren Frede Gulbrandsens tekst og iscenesættelse definitivt placerer sig som en mellemting mellem den klassiske skolescenes mere traditionelle fortællestil og det bud på modernisering, vi så på Nørrebro Teater i efteråret, hvor man havde importeret Stockholms Stadsteaters storby-version af ‘Junglebogen’.

Så vidt går man heldigvis ikke i Aalborg, for lige så fristende storbyjungle-versionen umiddelbart kunne være, lige så anstrengt og pædagogisk overtydelig blev den, når man kiggede den nærmere efter. Men de etniske hip-hop-aber er også med her. Bredmåsede, guldkædebehængte og rappende ‘nice’ eller ‘not-nice’ til det meste af livet omkring dem. Ganske sjovt gestaltet af teaterskoleeleverne Nicolai Jandorf Klok og Andreas Berg Nielsen, om end vi ikke i Aalborg er helt oppe og ringe, hvad stilsikkerhed, artistisk ekvilibrisme og scenisk opfindsomhed angår.

Hvilket i øvrigt gælder hele forestillingen. Det er solid mellemvare, loyal over for sit forlæg, med noget at lytte til for de store børn og masser af energi og frydefulde, lidt farlige dyrebrøl for de mindste, så opmærksomheden stort set holdes fanget i alle 70 minutter.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.