Historien er i sig selv både voldsom, stærk, gribende – og sand. Det her er sket i virkeligheden – i 1880'ernes England og rundt om i europæiske hovedstæder: Et barn, som blev født med voldsomme deformiteter, bliver offer for udstilling og fornedrelser – først som sensationel attraktion i et cirkus – og da freak-shows af den karakter blev forbudt – også som udstillet særling i den lægevidenskabelige forsknings tegn på diverse konferencer rundt om i Europa og sågar for logebrødre.
Lægen, der har taget den deforme mand til sig, har en kone – og takket være hendes empati og de følelser, det vækker i hende (tilskyndet af engang at have mistet et barn selv), får elefantmanden efter lang tids ydmygelsers sin egen lejlighed i et anneks på hospitalets matrikel.
Helt ro får han ikke. Der er stadig folk, som ikke kan lade ham i fred. Fulderikker fra pøblen, som slæber ham på værtshus, og overklassefrø som håndterer ham som en cirkusattraktion. Kun ved lægen og især hans kones samvær finder han ro og hvile, og kun her får han lov at være menneske.
Til slut – træt af dage og med den lykkeligste dag i sit liv i erindringen – den dag han dansede med lægens kone som et menneske på lige fod med alle andre – ønsker han en søvn som et rigtigt menneske – uden den nakkestøtte som af overlevelsesårsager skal holde hans ni kg tunge ansigt på plads.
Overspil
Man skal være mere end hårdhudet hvis ikke en sådan historie gør indtryk. Men Randers EgnsTeaters teateropsætning, 'Elefantmanden', rammer desværre ikke rammer plet. Det skyldes flere ting.
Udtrykt musikalsk rammer Morten Bo Koch, Johanne Nørregård-Nielsen og Sune Kofoed for tit tonemæssigt skævt. Forestillingen får noget skingert over sig, når de to mandlige skuespillere giver den for meget gas. De trykker rollerne af med en kraft, som mærkes til at komme mere udefra end indefra.
I stedet for gribende rollespil, hvor skuespillet så at sige forsvinder, mens rollerne træder frem som virkelige personers ageren, får vi ret tit figurleveringer, som har mislyde over sig, fordi der er overspil på spil.
Kock leverer en noget for energisk cirkusdirektør og Kofoeds mange læger får noget revy-agtigt over sig. I den anden ende af toneskalaen har Nørregård-Nielsens udlægninger af lægehustruen tendentielt noget sentimentalt sødt over sig, ligesom hendes overklassefrue har en em af karrikatur.
Genremiks uden balance
Som iscenesætter har Kurt Bremerstent efterhånden en del vellykkede forestillinger bag sig. Her bliver iscenesættelsen imidlertid noget uegal. Dels fungerer det ikke rigtigt at lade elefantmanden spilles af så mange forskellige skuespillere (ligesom kostumeringen med det hvide ansigtsdækkende klæde heller ikke gør).
Arrangementet står og vipper mellem en tilsyneladende tilstræbt naturalisme med indfølende dialoger og pasager af komisk karakter. Det sidste – at skabe sjove situationer – har Bremerstent imidlertid flair for. Det viser sig i scenerne med de to betjente, som på morsom klovneristisk vis forsøger at flygte fra overdragelsen af Elefantmanden til lægen.
Tæppe-rod og tekstknas
Som iscenesætter har Bremerstent – lige som i høj grad også spillerne på scenen – også scenografien mere imod end med sig. Tæpperne, som hænger ned på snore og giver associationer til både cirkus og lægekonsultationsforhæng, er i overtal. Der er for mange til, at det skaber ro og balance i scenebilledet, og tanken med, at de også skal fungere som vægge i lejligheder og rum, fungerer heller ikke særligt godt, fordi rummet som helhed tager sig noget rodet ud.
Endelig har Andreas Garfield i tidens løb begået mange udmærkede teatertekster. Men her er det som om han – i en bestræbelse på at levere et forsvar for rummelighed i vores normalitets-forståelse – snubler over eller giver en alvorsfyldte tematik 'en gang revy-lak' og spæder det sammen med nogle inderlighedsfyldte replikpasager som tendentielt er sentimentale.
På den måde løfter 'Elefantmanden' sig ikke op til en kunstnerisk interessant og bevægende oplevelse.
