Egon Mathiesens bog om den modige missekat med de aparte øjne udkom i 1949. Så gik der 45 år til 1994, da Comedievognen, denne pioner i dansk børneteater, havde premiere på sin udgave af fortællingen.
Vi taler altså om en ægte klassiker, både i bogform og som teater. Forestillingen fik en rosende omtale den gang i Børneteateravisen af min gode kollega, Kirsten Dahl – men der er udgået et bud fra redaktør Carsten Jensen, at alle forestillinger kan indskrives på ny, hvis der er gået mere end 20 år siden sidst.
En odyssé
Mis med de blå øjne er sulten, og dette er beretningen om, hvordan han/hun/hen drager ud på en lang og farefuld færd for at finde landet med de mange mus. Det er en historie om vovemod og stædighed, overlevelse og sejr.
Og om at holde fast i tilliden til sig selv og egne evner og muligheder, om at kæmpe de nødvendige kampe, nøjes med kun lidt på vejen, og dele med andre når målet er nået.
En rigtig moralitet, fortalt med frodig fantasi og godt humør. Vores Mis er et pudebetræk – simpelthen – med et sødt hoved og store blå øjne i det ene hjørne og knuder i de andre. Bevægelig og spændstig så selv en rigtig kat ville få problemer med at følge med.
Ea Mannov og Sevik Peal har haft mange år til at lære deres kat at kende, og det kan ses i deres dygtige og udtryksfulde omgang med pudevåret.
Den humørfyldte tone anslås allerede fra start i form af Dixieland-musik – lystige jazztoner fra Django R. Ingen bekymringer tænker man, denne kat skal nok klare skærene, når den tager af sted.
Men færden bliver ikke så enkel endda. For hvordan finde frem til landet med de mange mus? Mis kommer frem til en sø, behændigt fremstillet som vand i en bøtte. Men fisken i vandet ved intet, hverken om land eller mus, den slår et slag med halen, så det sprøjter og forsvinder i dybet.
Til gengæld får Mis fanget sig en flue. Det er ikke meget til kost for en voksen kat, men der dækkes op til fint måltid med kniv og gaffel og levende lys, og fluen forsvinder i Mis’ slunkne mave. Det er et morsomt indslag og en selvstændig idé i forhold til bogen.
Efter en skræmmende oplevelse i en mystisk hule kommer endnu et fint måltid, men ak! – kun med en myg som føde, derpå et møde med et skrækslagent pindsvin i form af en opvaskebørste og endelig et tredje måltid med taffelmusik og en skallet bladlus på tallerkenen.
Så vores Mis er stadigvæk sulten, når han møder fem rocker-katte med GULE øjne – for det har alle rigtige katte. Ikke blå! Vorherrebevares! Mob-mob-mob. Men Mis er ikke sådan at bide skeer med, og den eneste der vover at stå op mod den bidske hund.
Og så siger jeg ikke mere, men landet med de mange mus findes, og det er en spændende hejsa-tur der hen, og alle får fyldt deres slunkne maver.
Skærp historien
Jeg synes, at omformningen af Egon Mathiesens historie til teater er gjort med både loyalitet mod bogen og dens tegninger og med egen fantasi. Og Ea Mannov og Sevik Peal er rutinerede fortællere og dygtige til at føre pudebetræk-Mis og andre objekter, så vi klart kan se situationerne for os.
Blot ville jeg ønske, at de enkelte situationer og øjeblikke ville være mere risikable, farligere, mere betydningsfulde. Altså at spil, situationer og modsætninger var mere skærpede. Det kan godt lade sig gøre inden for den ramme, forestillingen har, og begge spillere har kapacitet til at gennemføre det.
Som det er, er 'Mis med de blå øjne' unødvendigt hyggelig og glad og bekymringsfri. Jeg tror, at den kan blive mere spændende. På den måde bliver hyggen desto hyggeligere, når den får lov at være der.
Måske skrev Egon Mathiesen sin fortælling om Mis med de blå øjne under påvirkning af Anden Verdenskrigs ulykker med sult og flugt som iøjnefaldende realiteter. Jeg ved ikke, men det minder om realiteter, som vi også i dag må forholde os til.
