Vi lukkes ind i en dejlig scenografi. Inde i en slags firlænget indergård i miniature sidder vi omsluttet af flere lag luftigt hvidt stof med blonder og broderier. Publikum bænkes på tre sider – på den fjerde har scenograf Nilsson sat en plastskærm op som et spejl. Men der kan trylles med lyset, så også den kan blive gennemsigtig, og så ser vi det samme hvide stof bag spejlet. Det er smukt og poetisk og lidt mystisk. Som musikken- svag, luftig, og lidt eksotisk.
Pludselig står hun der, Maja Skovhus Rehøj, i en gul T-shirt, selekjole af brun spejlfløjl, og strømper i mønster som birkestammer. Hun har en taske med, ganske stilig, som hun klamrer sig til, hun har en stor tut i håret, lige så flot som et springvand, og hun ser temmelig ensom og fortabt ud. Lad os kalde hende ’den første’.
Fantasien er en ven i nøden
Efter lidt faren frem og tilbage finder hun en plads på scenen. Hun taler ned i og til sin taske, og det er lidt mystisk, for tasken knirker, men giver ikke sine hemmeligheder fra sig. Hvad mon der er i den?
Og så, pludselig, skifter lyset, og der står ’den anden’ – Tea Rønne – bagved skærmen. I T-shirt, brun selekjole, birkestrømper og tut i håret. En dobbeltgænger, en tvilling, et spejlbillede. En rigtig gavtyv af en pige, som rækker tunge når den første gør det og bevæger sig ligesom hende. Kun et øjeblik, så forsvinder hun, og forundringen er total. Hvor kom hun fra?
En trosse af hvidt stof og blonder kommer pludselig til syne som om den voksede ud af dekorationen. Den første trækker nølende i trossen – den er lang – men i enden kommer – wow! den anden ind på scenen, storsmilende og opsat på leg og tosserier. Det er et herligt øjeblik når de to står overfor hinanden. Hvem er du? Hvem er jeg af os to?
Prøvende begynder legen mellem de to. Først som ekko af hinanden, efterhånden friere og mere løssluppen. Tasker smides i luften og fanges igen, heste fanges ind med lasso, en imaginær hund tisser på tasken, alt imens smukke Rorschack-mønstre kommer til syne på bagvæggen, som pinde, som fisk, som abstrakte figurer.
Den ene tager sit hæklede dyr frem, straks hækler den anden et tilsvarende, det ene dyr laver lyde og det andet svarer. Det ene dyr er spontant og fremfusende, det andet dannet og forsigtigt.
Men lige inden det går fuldstændigt ’lege-teater’ i det, sker der noget nyt.
Fantasivennen forsvinder og bagvæggen bliver til en skov, og ud af skoven kommer et uformeligt og lidt skræmmende væsen, et stooort hækledyr i blondekjole! Forsigtigt, og til beroligende musik, kan den første ae den underlige fremtoning, og kontakt og venskab opstår. Og til sidst er der muffins og jubel.
Nogle problemer
Det er en sød forestilling, vist, vist, men jeg er nødt til at tage et forbehold. Jeg har problemer med at forstå, hvorfor fantasivennen kommer aldeles overraskende på vores første veninde. Hun (altså den første) er nærmest bange for den anden i begyndelsen, og det får jeg dårligt til at rime med, at hun er den førstes opfindelse. Fantasivenner er i hvert fald accepterede i begyndelsen, de kan godt opføre sig mærkeligt, være uartige og foretage sig de underligste ting, men det er barnet der opfinder, det er barnet som sætter i scene.
Det synes jeg ikke kommer godt nok frem i Limfjordteatrets forestilling. Selvfølgelig kan fantasien løbe løbsk, barnet miste kontrollen, og fantasivennerne blive skræmmende og uforståelige, men heller ikke det kan jeg se i ’Lettere end mig’.
Naturligt nok er det svært at få omgivelsernes reaktioner frem, når der kun er de to piger på scenen. Det er lidt synd, for der kan opstå nogle rigtig sjove situationer, når barnet trækker andre ind i sin leg.
I pressematerialet til forestillingen nævner instruktøren, Gitta Malling, selv sin datters flamboyante påfund med op til flere fantasivenner, som efterhånden kom til at påvirke hele familien.
