Man kan bearbejde et forlæg på mange måder. Dahl & Nørbys bearbejdelse af Christian Dahlerup Kochs ’Den gode gamle Rævebog’ er særligt kendetegnet ved i al fald to ting:
For det første er Mikkel Ræv ikke længere en han, men en hun. Mikkel Ræv er forvandlet til en Mikkeline. Det er ikke rigtigt til at finde en begrundelse for ‘kønsskiftet’. Mit bud er, at Dahl & Nørby må formodes at ville pege på, at også kvinder kan være listige, ondskabsfulde, snu og meget drillesyge.
For det andet er Dahls & Nørbys fortælling så godt som identisk med Kochs. Så meget indholdsmæssig bearbejdelse er der ikke at komme efter. Som teaterforestilling kan forestillingen karakteriseres som en mundtlig formidling af forlægget (tilnærmelsesvist ordret) tilsat en billedside og livemusik.
Morten Nørby fortæller. Energisk og velartikuleret. Bag ham på et lærred dukker farverige tegninger, der illustrerer fortællingens dyr, steder og begivenheder op. Tegninger, som Niels Dahl har kreeret, og som han skifter via sin computer.
Undervejs lægger han også en lydside til fortælleforløbet ved at spille på kontrabas og spansk guitar. Fortælling, billedside og musik spiller udmærket sammen, uden at udtrykket dog hæver sig op og bliver til noget særligt interessant.
Rævestreger…
Der sker – akkurat som i forlægget – ufatteligt mange rigtigt grumme ting i ’Mikkeline – Den gode gamle rævebog’. Et væld af dyr bliver mishandlet, parteret, flået og slået ihjel. Mikkeline fører ublu og for at redde sit eget skind det ene dyr efter det andet i de grusomste fælder.
Bjørnen Hr. Brun får flået skindet af både hovedet og poterne, da han på bud fra Kong Løve tager til Mikkelines hule for at hente ræven til kongens slot i Lemvig. Her har Kong Løve nemlig inviteret alle dyr til gilde. Et gilde, hvor de får at vide, at her skal de blot fortælle ham, hvis der er noget, de er bange for eller kede af, så vil han gøre noget ved det.
Mikkeline udebliver, for hun har rigtigt mange drillerier og det, der er værre på samvittigheden. Da adskillige dyr retter slemme anklager mod Mikkeline, sender kongen først bjørnen Hr. Brun, siden Charles Hankat og til slut Mikkelines fætter Nikolaj Grævling af sted efter Mikkeline.
En lavine af uhyrligheder tager fart. Forfærdelighederne nærmest bider sig selv i halen.
… som et billede på menneskers tåbeligheder
Alle de grimme og tåbelige ting, dyrene laver, er åbenlyst et billede på hvor slemt, vi som mennesker gebærder os. Fortællingen er fyldt med eksempler på, at ræven narrer det ene dyr efter det andet. For at redde sit eget skind lokker hun dem med udsigt til akkurat de lækkerier, de allermest elsker at spise. For bjørnens vedkommende honning i stride strømme. For kattens, fede mus i massevis.
Da Mikkeline står til at miste livet, finder hun på en løgn om at have en kostbar pengeskat begravet et sted i Sverige. Penge, som Kongen lader sig lokke af. Og den derved benådede Mikkeline går længere endnu i sit spil: Hun bilder kongen ind, at hun vil tage ned til Paven og fortælle hvor god en konge, Kong Løve er, så Paven givetvis sender kongen både vin og appelsiner.
Til rejsen har hun brug for kuffert og sko af skind, siger hun til kongen. Det får hun. Kongen beordrer, at ulven og bjørnen får flået deres skind af. For Mikkeline har bildt kongen ind, at de to vil myrde ham.
Sådan driver Mikkeline sit løgnagtige spil. For hun tager selvfølgelig ikke afsted, men sidder i stedet i sin hule og mæsker sig i nyslagtet haresteg.
Da kongen opdager, at han er blevet snydt, løslader han den skamferede ulv og bjørn og serverer som undskyldning for dem Bertel Vædder som friskslagtet steg, da denne – narret af Mikkeline – har overrakt ham en bizar fødselsdagsgave: Morten Hares blodige ansigt i Mikkelines nye læderkuffert.
”Og lige siden har ulve og bjørne altid ædt væddere, får og lam,” som det siges nær fablens finale.
En godbid for de 5-12-årige?
Hvad vil Dahl & Nørby børnepublikummet med forestillingen?
Kochs ’Den gode gamle rævebog’ blev udgivet tilbage i 1947 som en genfortælling for børn af Herman Weigeres ’Reineke Fuchs’ – en bog, som helt tilbage i 1555 blev udgivet med titlen ’En Ræffue Bog’(på nudansk ’Rævebogen’). Bogen fra 1555 bliver tit omtalt som en af de første danske børnebøger, omend den ikke primært var henvendt til børn. Men børn tog dens fortællinger til sig.
Selv skriver Dahl & Nørby i deres præsentation af forestillingen til Aprilfestivalen: ”Mange børn føler pres. De skal være så pæne både inden i og uden på, de skal være så søde og kunne klare alt muligt. Mikkeline repræsenterer noget andet”.
Mikkeline er en ræv, som snyder, narrer og bedrager – ja sågar æder de andre dyr for at overleve. Hun er, ligesom Mikkel Ræv i Kochs bog, en ræv, der skildres, så man får sympati for hende. Sympati, fordi hun er ikke-korrekt. Fordi hun ikke vil indordne sig. Fordi hun, som svag overfor den stærkere ulv, alligevel vinder over den. Og fordi hun gør oprør mod en autoritet, her Kong Løve.
Den oplevelse kan man få, selvom jeg synes, at der må være mange andre og mindst lige så interessante måder at vise børn mulige modbilleder til de nævnte nutidspres om at være pæne, søde og stærke. Især også fordi jeg ikke synes, at Dahl & Nørby formidler fortællingen så akkurat, at anti-autoritetsaspektet og det ikke-perfekte ved ræven står knivskarpt.
