Det kunne umiddelbart minde om de to hovedpersoner fra musicalen 'The Phantom of the Opera'. En syngende og forpint kvinde i hvidt, en mærkelig, lidt skræmmende mand i sort. Alene i et mystisk rum.
Men vi er langt fra Pariseroperaens gysende kældre – dette her er langt værre. Verden er gået under, kun to mennesker har overlevet. I en slags kælder fuld af aske, sorte klodser, forrevne silkestoffer, et udkigstårn og et sært stavær sidder de og venter på intetheden. Som levende mennesker i noget, der mest af alt minder om en kunst-installation.
Formen er som et requiem, sproget engelsk. Med mange sange og få ord. Sange om død og udslettelse, om skygger, der bliver sortere og sortere. Om pest og natlige mareridt, der viser sig at være virkeligheden.
Imens leger de. Graver efterladenskaber op af et sarkofag-lignende metalkar. Hænder, slatne ansigter og hele kroppe. En til dig og en til mig. Syrede sekvenser uden indbyrdes sammenhæng. Små forkrøblede mennesker med kalkede ansigter dukker frem, forbrændte og med arm- og benstumper som resultat af den altomfattende katastrofe, de har undergået. Som spøgelsesvæsner fra vulkanudbruddet på Pompei for flere tusind år siden.
Eminente dukker
Det er her, forestillingen for alvor tager form og får format. Fordi dukkeføreren Svend E. Kristensen, der selv har lavet dukkerne, er så eminent til begge dele.
Sekvensen, hvor et hvidt kvindeansigt dukker frem af askedyngerne, er sugende flot; det samme gælder salmen, hvor en forpint mand med krogede hænder danser mellem de to medvirkende, mens dukkens øjne brænder os i møde.
Det er skræmmende og betagende på samme tid, lige som sekvensen, hvor en soldat hænger sig selv, så det spjætter i armstumperne.
Men ellers kan jeg ikke frigøre mig fra fornemmelsen af lidt tomgang undervejs. Af et hold, der er blevet lidt for forelsket i egen mystik. Jeg savner også lidt scenisk kraft fra sangeren Nina Sveistrup Clausen. Stemmen er stor og flot, det hvide kostume ligner dukkernes zombie-agtige skeletkroppe, men høje støvlethæle gør sjældent noget godt for ens gang – og da slet ikke i forhold til Svend E. Kristensens gennemkoreograferede bevægelser.
Og skal en forestilling som denne leve som teater, må ikke et hår vende forkert.
Noget for teenagere?
Musikalsk spænder sangene fra det musical-agtige over salmesang til ballader og dødsmetal. Både ord og toner er ørevenlige og interessante – og så får man dem med hjem i programmet.
Jeg tvivler dog på, at det vil være en forestilling, der kan appellere til teenagere – dertil er den nok for sær, med mindre man er til det meget mystiske og symbolske.
Tog man det samme udstyr, de samme fantastiske dukker, og skabte en mere sammenhængende og lettere tilgængelig historie, ville forestillingen sikkert ramme plet for et ungt publikum, der kender dødsgys fra film, men aldrig har oplevet dem så tæt på i teatrets magiske blanding af fiktion og virkelighed.
