Af: Anne Middelboe Christensen

16. marts 2015

Meningsfuldt teater om intethedens trussel

Pelle Koppel har dramatiseret Janne Tellers forfærdende historie 'Intet', så man som tilskuer bliver helt stum over meningsløshedens vold.

Budskabet i Janne Tellers omdiskuterede roman ’Intet’ er klart lige fra begyndelsen: ’Der er intet, der betyder noget’. Intet!

Denne provokation har instruktøren Pelle Koppel ikke kunnet modstå. Han har dramatiseret romanen – og han har nu iscenesat ordene til en rå og nøgen forestilling med to skuespillere på et gulv med nogle trækasser.

Her er det kun ordene, der driver den uhyrlige fortælling frem. Ordene, der fremsiges af Mikkel Løvenholt Reenbergs blide mandestemme og Kristine Elmedal Johansens glade pigestemme.

Bedetæppe i kassen

De to skuespillere styrter rundt på gulvet, mens de flytter trækasserne rundt i alverdens positioner. For scenografen Claus Helbo har bygget en masse trækasser i forskellige størrelser. Mange af dem gemmer sig inde i andre kasser – og nogle af dem har et navn skrevet på den ene side.

For i stedet for et hav af realistiske rekvisitter er der bare disse symbolske kasser.

En gul cykel? Den er bare en brun kasse. En trofast hund? Den er også en kasse. Et bedetæppe? Det er også en kasse. Og så videre.

Denne klare symbolik rammer direkte ned i fortællingens modbydelige, eksisitentielle skepsis. For er den ene ting overhovedet mere værd end den anden, når ingen af delene har betydning? Og er et levende væsen egentlig mere værd end en ting?

Misforstået hjælp

Filosofisk går Janne Tellers roman planken ud og viser, hvad der sker, når unge i en misforstået hjælpemanøvre pludselig kommer til at udvikle sig til en slags terrorister i en sags tjeneste. Og når sammenhold og kammeratskab forvandler sig og bliver til mobning og vold og overgreb og det allerværste.

Og også i teaterforestillingen mærker man, hvordan denne opsugende forfærdelighed er uundgåelig.

Netop derfor er det ærgerligt, at Pelle Koppel ikke har kælet mere for instruktionen. Skuespillerne har fundet en fin fortælleform, som er både nøgtern og usentimental. Men instruktionen har jappet tempoet op, så replikkerne aflires så hurtigt, at man nærmest ikke kan forstå ordene.

Man kan ikke leve sig ind i ordene, fordi hastigheden åbenbart er så vigtig for forestillingens gennemførelse. Som om dramatiker-instruktøren på forhånd har fortrudt, at han ikke har gjort sit manuskript kortere…

Ro i stemmen

Af og til slipper Kristine Elmedal Johansen nemlig speederen i sin røde buksedragt. Så ser hun bare på os med sit klare blik. Og så begynder hun at fortælle, sådan som hun ville fortælle historien, hvis det var til en fortrolig kusine et sted. Stille og roligt – og indlevende og skrækslagent. Og SÅ begynder billederne at tegne sig hos tilskueren.

På samme måde lader Mikkel Løvenholt Reenberg i sin blå trøje og jeans til at forsøge at undslippe fra speedsnakken. En del steder har han nemlig fået indlagt nogle illustrerende fagter, og som den kropskunstner han er, så formår han her at standse alle de pressede bogstaver og i stedet virkelig SPILLE sin beretning frem med sin præcise krop.

Og så ser man pludselig hver eneste nuance i fortællingen.

Mere musik, tak!

I den allersidste scene optræder forestillingens stærkeste billede – med en brændende flot lyssætning af Clement Irbil og noget apokalyptisk og alligevel beroligende musik  af Marcus Aurelius Hjelmborg. Det fungerer betagende flot. Men det viser også, at resten af forestillingen er noget underforsynet med lydlige og visuelle virkemidler den øvrige del af værket. For hvorfor kunne denne udsøgte æstetik ikke findes gennem hele forestillingen?

’Intet’ er klart en forestilling, der kræver alder og eftertænksomhed. Men fordi forestillingen er så underdrevet, så kan teenagere på både 13 år og 19 år formodentlig opfatte og fordøje den på mange forskellige niveauer.

Diskussionerne bagefter sikkert vil komme til at handle om alt muligt forskelligt. Men det vil nok alligevel være de færreste, som fortsat har lyst til at hævde, at ’der er intet, der betyder noget’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.