Kong Gulerod og Dronning Ingefær er uenige om det meste. Men de holder meget af hinanden, og en ting er de fælles om – de kan ikke fordrage mus. De æder den ost, som kongen elsker at spise, spreder muselort alle vegne og ødelægger den osteproduktion, der udgør hele Osterigets økonomiske grundlag.
Det er ikke godt. Kongen forbyder alle at nævne ordet mus, og dronningen forsøger at skjule, at det er mus, der har ædt hans mad. Gode råd er dyre, men et dyr løser problemet – tror de.
Katte æder jo mus. Men de formerer sig også, og snart har de indtaget hele slottet. Der er killinger i kongens tøfler og endnu værre, så har dronningen fået sig en yndlingsmis, der har fast ophold i hendes kærlige favn.
Igen må noget gøres, og denne gang er løsningen hunde fra små strintere til store, frådende glubske køtere. Men de larmer og lægger hundelorte og må skiftes ud, og så kommer løver og til sidst elefanter på banen i kongerækken af hovsaløsninger, der vises som skyggebilleder, før slottet invaderes af en ny dyreart.
De fabelagtigt flotte dyr bærer deres del af komikken, uanset om det er i hel eller kun halv figur. En stor solid løverumpe med tilhørende knurren og dybe brøl skaber masse af ravage og gys – også hos publikum. Man er ikke i tvivl om, hvordan løvens kæmpehoved bag de tunge draperier til kongens kammer tager sig ud, selv man faktisk ikke ser det.
Kongen er så bange, at han fejt lader dronningen skubbe kattedyret helt ind i kammeret, og efter endnu en fiasko med elefanter som musebekæmpere, får musene som det mindste onde lov til at vende tilbage.
Holberg på sidelinjen
Kongeparret er et herligt umage par, der, når de er i vildrede, flår de et par musikinstrumenter ned fra væggen og for fuld hals synger en sang med et skønt omkvæd og en iørefaldende melodi.
Som konge og dronning leverer Winnie Ellegaard Nielsen og Lysser Andersen og skøn kropskomik og en antydning af satire, der giver de klassiske komediekarakterer nutidigt nærvær.
Winnie Ellegaard Nielsen forvandler sig også lynhurtigt til forestillingens tredje person, ostemesteren Krymmel, der i slagkraftig farce-stil med rystende stemme og eksende ben adlyder principalens mange omskiftelige ordrer.
Dronningen har en udspekulerede taktik, der saboterer den selvglade og egoistiske kongegemals diktatoriske fremfærd. Hun udnytter enhver chance for at gå bag hans ryg, afviser hans tilnærmelser, smutter mod hans vilje uden for slottet og henvender sig direkte til folket.
Til sidst bliver kongen ladt tilbage så aldeles alene, at han indser, at medmenneskeligt samvær, velovervejede beslutninger og ligestillet medbestemmelser er at foretrække. – Og så selvfølgelig den inderlige kærlighed, det giver plads til.
’Kongen af Osteriget’ bygger angiveligt på en fin arabisk fortælling, som i Teater Gydas fortolkning er blevet til et stykke velskreven, sammenhængende dramatik fuld af finurlige ordspil og mundrette replikker. Det giver basis for en morsom teateroplevelse med en klar morale, men uden pegefingre. I de bedste øjeblikke har spillestil og iscenesættelse sammen med pudderparykker og 1700-tals kostumer ligefrem Holberg med på sidelinjen.
Så selv om forestillingen med rette kaldes for en børnekomedie, kan voksne også få sig et godt grin.
