Hamlet Scenen har ventet med at springe ud som ungdomsteater. Men nu sker det oplagt nok med en teenageversion af ’Hamlet’. En veloplagt og modig Hamlet uden sikkerhedsnet. For teaterlederen og instruktøren Lars Romann Engel har gjort sin klassikertolkning til en dialogforestilling mellem skuespilleren Olaf Højgaard og publikum.
Men denne Hamlet er ikke en dansk prins med kongekrone. Han er en wannabe i Helsingør, der er vild med musik. Han opfatter sig selv som ’artist’ og arbejder som DJ – og han har lige haft et job i Vega på afbud. Hans smukke kæreste Ofelia er kosmetolog, og hans bedste ven Horatio er helvedes klog og læser til læge, når han altså ikke går på café. Selvfølgelig!
Denne Hamlet lever i 2010. Han lever gennem sin iPhone og sin computer, og han projicerer fotos op af sin mor, der er blevet underlig, efter hun har giftet sig med hans onkel – og om den nye papfar, der er megapinlig i sine ung-med-de-unge-hængerøvsbukser. Og om Ofelia, der er holdt op med at tage telefonen eller svare på hans mails. Hvad sker der for dig, Ofelia?
Hvad er en ven?
Transformationen er både morsom og helt hudløs, fordi Olaf Højgaard i den grad investerer sig selv i forestillingen. Ikke et sekund er han utroværdig, ikke et sekund forcerer han den skrøbelige dialog med sine teenagetilskuere, der både vil og ikke vil lade sig interviewe af ham og hans mikrofon.
Han hopper simpelthen rundt mellem stolerækkerne og giver hånd og præsenterer sig selv som ‘Prins H’. Og så spørger han de unge om den identitetskonflikt, som de genkender fra deres eget liv. For hvad er en ven? Og hvor langt vil man gå for en ven? Og hvordan får man en kæreste til at tilgive én? Denne Hamlet får faktisk tilskuerne til at digte med på et undskyldsbrev til Ofelia. Alle ord blev samlet ind, så det kom til at lyde: ’Tag mig tilbage / så vil jeg bare en kage.’ Godt så.
Hvordan er det at savne nogen?
Men det er faktisk i beskrivelsen af sin fars død, at Olaf Højgaard kommer allertættest på sit publikum. Han fisker et stykke papir op af sin inderlomme – den tale, som han gerne ville have holdt til sin fars begravelse, men som han ikke kunne gennemføre dengang.
Og billedet af en kiste med blomster inde i en kirke står længe nok til at give nogle tilskuere blanke øjne.
Men derudover er forestillingen ret sjov scenografisk – med hulter-til-bulter-æstetik rundt om en DJ-pult og et tøjstativ og diverse kameraer og skærme. For brugen af live video fejler ingenting; denne prins H skal nok blive foreviget i passende mængde. Forestillingens undertitel er ’vol.1 – familie og venner’.
Noget kunne altså tyde på, at der kommer en 2’er. Forestillingen afsluttes i hvert fald noget abrupt – og den når aldrig frem til den store ansvarsmonolog eller til de overvejelser om arven og pligten, som Shakespeare ellers har digtet så meget over.
Handlingen med Ofelia slutter også, inden bækken stopper til med plukkede blomster. Så et strejf happy end er der såmænd også.
Hvorfor skifter Hamlet bukser?
Men det største af de umulige spørgsmål får Olaf Højgaard alligevel sagt med sikker stemme: ’Hvad vil det egentlig sige at være et menneske?’ Og han scorer points på sit spørgsmål, simpelthen fordi han er så frygtløs i sin attitude. Han vil gerne vide det, derfor spørger han. Så enkelt er det!
Så denne ’Prins H’ skal nok gøre indtryk. Det trækker heller ikke direkte ned, at Olaf Højgaard ser så godt ud. (Selv om han næsten fik de piftende teenagepiger til at besvime af salighedschok, da han pludselig stod midt på scenen og tog sine jeans af, så han bare stod i underbukser og veltrimmede lårmuskler – han skulle jo bare skifte bukser. Sådan!)
Alligevel skal hans spørgsmål nu nok have lejret sig hos de hvinende piger:
’Lever du bare op til andres forventninger – eller finder du din egen vej?’
