”Mor, der er mad”. Maja, der har en tallerken i hånden, bøjer sig ned over sin mor, Nina, der ligger apatisk henslængt i en sofa. Det er aften, men moren har stadigvæk sin blå badekåbe på.
I den lille familie er det Maja, der er den voksne. Det er hende, der køber ind og laver mad – hver dag. Det er hende, som minder sin mor om, at der er forældremøde i aften henne på skolen. Igen, igen afviser moren at tage med med bemærkningen: ”Det er svært lige nu”. Skole-hjem-samtalen dagen før mødte hun heller ikke op til – som sidste gang og gangen før.
Detaljeret og dramaturgisk veldrejet
Majas mor er psykisk syg. Hun har kraftige humørsvingninger. Så voldsomme, at hun ikke kan kende sig selv i dem og helt mister kontrollen. I ungdomsforestillingen ’Usynlig’ skildrer Hvid Støj Sceneproduktion på meget vellykket vis, hvad det vil sige at være bipolar, og især hvordan det er at være barn af en bipolær forælder.
Noget af det velfungerende er den gradvise måde, hvorpå ’Usynlig’ nærmer sig, hvad et sådant liv indebærer. I et dramaturgisk forløb, som også er præget af stor musikalitet og rytmisk variation, zoomer forestillingen med masser små konkrete eksempler ind på, hvad det helt basalt vil sige at leve et liv, hvor morgendagen altid er behæftet med usikkerhed for Maja i forhold til hvilket humør, hendes mor er i, og hvad hun finder på.
Er det en dag, hvor hendes mor ligger sløvt hen og sover hele dagen? Eller er det en dag, hvor hun kører helt op i gear og eksempelvis fester løs og køber helt uhæmmet og vildt meget ind af noget, som de slet ikke har brug for. Fx oceaner af oppustelige objekter eller sneakers til hele årgangen på Majas skole. Maja gruer for sin mors maniske impulsindkøb, for de gør, at de ikke har råd til det helt dagligdagsnødvendige så som mad og tøj. Og slet ikke til klassens tur til Berlin.
Facetteret og sårbarhedslyttende manuskript
Charlotte Ladefoged har med fin sans for det sårbare i emnet flot formået at skabe et manuskript med en detaljeringsgrad, så det er blevet til en både meget informativ og gribende beretning. En fortælling, som på intet tidspunkt overdriver virkelighedens realiteter. Som flot balancerer mellem passager i vemodig mol og gnistfyldt dur, sprælsk højt humør og roligt stille alvorsstunder. Som tydeligvis lytter med stor nænsomhed til den sårbarhed, der er forbundet med at være barn – ung pårørende – af en psykisk syg forælder. Og som til sidst munder ud i et håb.
Uden at det på noget tidspunkt virker forstyrrende eller forvirrende, belyses Majas livssituation fra rigtigt mange sider. Vi møder Majas klasselærer Lene i samtale med Maja. Vi ser Majas veninder tale lige ud af posen om, hvor underlig de synes, Majas mor er, og hvor lettede de er over, at det ikke er dem, der har ”så pinlig en mor”. Vi bliver konfronteret med psykiatere på psykiatrisk hospital. Vi får et indblik i, hvordan moren til Majas bedste veninde rækker Maja en hjælpende hånd. Og vi kryber indenfor i Majas psyke og få et indblik i alle de skrækscenarier, hun frygter i forhold til sin mor og sig selv.
Fokuseret og engageret spil
I et lukket rum møbleret udelukkende med en blå oppustelig sofa, tre blå taburetter, et par døråbninger i siden og en station til venstre i scenebilledet til komponist Nanna Bech, der også undervejs hopper gelinde ind i skuespillet, er det ret godt gået, at Ladefoged kan få en så liv- og virkningsfuld iscenesættelse i stand. Mange scener udspiller sig i og omkring sofaen. Men det bliver aldrig stillestående. De unge fra 7. og 8. klasse, jeg oplevede forestillingen sammen med, fulgte tydeligvis intenst opmærksomme med.
Det, som skaber koncentration, er både teksten og spilarrangementerne, som er fokuserede og samtidig båret frem af et drive i iscenesættelsen og et nærvær fra de tre medvirkende. Betina Nydal, Mette Kjeldgaard Jensen og Nanna Bech signalerer meget tydeligt et troværdigt engagement i at formidle forestillingen til akkurat det publikum, som sidder i salen. De tre er i det hele taget et rigtigt godt cast. De spiller alle med sproglig præcision og med musikalitet i kroppen. Og deres samspil med både hinanden og publikum er en fornøjelse at være en del af.
At der i bagvæggens to vinduesrammer løbende bliver skiftet billeder ud, er med til at understrege situationerne. Billederne skifter fra helt almindelige naturalistiske boligblokke, over triste grå skyer til abstrakte psykedeliske humørfyldte farverige cirkler og bobler.
Kvikke rolleskift og uventet garniture
Et meget centralt velfungerende greb i iscenesættelsen er også det, at rollen som både Maja og Nina er fordelt ud på samtlige spillere. Den eller de, som har en grå dunvest på, er Maja. Og hende som har den blå badekåbe på er Majas mor. Det pifter også forestillingen op, at rolleskiftene sker på den legende måde, de gør: Vestene bliver fx kastet ind fra siden eller fiskes op bag sofaen. Og skuespillerne lader, meget sigende for hvor hårdt det er at være Maja, en replik som ”Nu er det din tur til at spille Maja” falde. Med andre kostumedele – et tørklæde, en hvid kittel, tophuer og andet skifter Nydal, Jensen og Bech tillige hurtigt og tydeligt til spillets øvrige roller.
Som en slags uventet garniture sættes Maja også i en slags spil-gabestok. Hun bliver hovedperson i et spil, hvor hun hurtigere end hun formår skal vælge mellem flere skrækscenarier. Udgaver af al den frygt hun nærer i forhold til, hvad der i fremtiden kan hænde for hendes mor og hende selv.
At det spil er iscenesat som et show eller en underholdningsstund, understreger på sin egen omvendte måde situationens alvor. Det samme gør den skolekoncertsang, vi indledningsvis synger med på, i og med at den bliver muntert iscenesat, og har strofer som rummer mørke, men mest lys (”Du er gået i sort/Du siger livet er lort/Du kan sove i tusinde år/Jeg er her når du vågner/Du føler dig svag/Men lyset vender tilbage/I morgen er der også’ en dag/”)
Der er alvor og betydning på spil i Hvid Støj Sceneproduktions ’Usynlig’.
