Sigurd Barrett tager store bidder. Når han fortæller Danmarkshistorie nøjes han ikke med korte tidsperioder; han napper hele baduljen på én gang: Fra neandertalerne til vor tid, med masser af nedslag derimellem (alle tidsaldrene og verdenskrigene, over korstog, reformation, enevælde, oplysningstid og 'you name it'.
Skulle den kæmpe mundfuld være noget problem!? Næh, sådan set ikke. Det afhænger selvfølgelig af hvilke forventninger og fordringer man har – til historiefortælling og til teater.
Som helhed er 'Sigurds Danmarkshistorie' en hamrende musikalsk teaterkoncert. Forestillingen har et meget sympatisk budskab om vigtigheden af at kende sin historie og dens sammenbindende kraft, og i den forbindelse vigtigheden af at kunne mærke betydningen af at være til, og at have evnen til at holde af hinanden og sine medmennesker – også – og som en pointeret del – dem, man ikke forstår.
Uhøjtidelig historieformidling
Udover de musikalske kalorier og det dertilhørende swung holdes energien oppe af mange andre ting:
Af en yderst formidlingskyndig Sigurd Barrett, som meget uhøjtideligt agerer den sammenbindende fortæller og spiller piano. Barrett har fuldstændig styr på, hvordan man både får publikum til at svare på spørgsmål og synge med på refræner.
Af en historie med jævnlige drys af vittig, letfordøjelig humor på tekstsiden.
Af de tre øvrige musikere, Eskild Dohn, Martin Klausen og Mikkel Riber, som indgår som skuespillere, men fortrinsvis spiller på deres musikinstrumenter. Udover guitar, trommer og elbas – også meget kompetent på bl.a. kontrabas og saxofon.
Og sidst men ikke mindst fylder fire piger i skolealderen scenebilledet med dans og musik i deres særdeles tilstedeværende dansekroppe. Pigen Merle Bonde Nordkap er fx helt fortryllende talentfuld.
Men nytænkt iscenesættelse og stor skuespilkunst byder den ikke på. Scenebillederne og arrangementerne er set meget tilsvarende mange gange før. Der er ikke meget, som overrasker her. Og de optrædende på scenen kan deres tekster og deres bevægelser til fingerspidserne, samtidig med at de tydeligvis er mere kompetente som enten formidlere, musikere eller dansere.
Fra facts til følelser
Anden akt er klart bedst. Første akt er en lyn-gennemgang af en lang række historiske perioder. Perioder, hvis kendetegn bliver forbavselses-fyldt kommenteret af nutidspigen Sofie, som via sin fars nys opfundne tidsmaskine har sendt sig selv bagud i tid. Helt tilbage til istiden, for derfra at spole fremad.
Sammenstødene mellem for- og nutid giver anledning til mange sjove kommentarer og ordforvekslinger undervejs. Til misforståelser angående net – internet eller fiskenet? Til vrøvlende tysk. Til undren over hvad et afladsbrev er. Til spørgsmål om hvor historiens kvinder blev af. Til en kobling af Rasmus Seebach til Latinskolen. Osv., osv.
Ikke alle tidsperioder er lige informative og lige morsomme. Bronzealderen er ret stillestående. Hvorimod middelalderen er morsom skildret. Især klosterdelen.
I anden akt fortsætter historiegennemgangen. Men de konkrete begivenheder tilsættes nu med meget større tydelighed et overordnet filosofisk og humanistisk niveau.
Sangteksterne begynder at handle om at prioritere familiær nærhed frem for forældre, der er konstant fraværende, fordi de hele tiden arbejder. Og teksterne får et budskab om, at vi skal kunne rumme de mennesker vi ikke forstår. En usynlig tåge af menneskelig varme breder sig fra scene til sal, hvor strømmen før mestendels var af den mere let underholdningsprægede slags.
Det er også her Sofie bliver genforenet med sin far igen. På rejsen, som bl.a. går over store skikkelser som H.C. Ørsted og H.C. Andersen, begge verdenskrige, et skønt koldkrigs-reggaenummer og meget mere, møder hun tillige både sin oldemor og sin egen afdøde mor trille med en barnevogn, hvori hun selv ligger som baby.
Husk: Ikke for børn under fem år
'Sigurds Danmarkshistorie' er ørehænger på ørehænger. Det er en musikforestilling godt spækket med historie-lektioner – heriblandt nogle lige lovligt forenklede. Men historiens vingesus får man i populær og letfordøjelig form.
Forestillingen, som man altså ikke skal forvente de store teatermæssige overraskelser i, er sat til alle fra fem år og opefter. Yngre må de bestemt heller ikke være. Dertil er den for spækket med facts.
