Blåt fløjlsmørke og fem silhuetter møder os til lyden af en båndet voice-over, der jovialt fortæller os, at vi skal slappe af; ’Det er cool, vi gør det jo alle sammen’ og ’Det er vigtigt ikke at ødelægge en god historie med sandheden’.
Så tilforladeligt lyder det i starten, men der er forskel på fantasi og usandhed, og snart er det alvor. Den blå farve bliver frostkold, den lune gemytlige stemme stopper og dansen tager over.
I centrum, som et upålideligt holdepunkt, har vi en lille sort bold, der smukt symboliserer løgnen, og den er som bekendt ikke sådan at styre. Hvad der begynder som en leg, kommer hurtigt ud af kontrol på smukkeste vis. Ikke mindst da bolden pludselig bliver magnetisk.
Boris Kouadios forkrampede dansekamp for at komme fri af tiltrækningen leder her – imponerende nok – tankerne helt hen på Susanne Grinder i Christopher Wheeldons 'Tornerose'-ballet. I stedet for blot at stikke sig på tenen, forhekses hun allerede inden og danser desperat, ude af kontrol med sine lemmer, på en gang aggressivt, besat og fortabt.
De samme følelser formidles her med en urkraft, der giver decideret sug i maven. Det er stort.
Iskolde kuske- og klokkeslag
Grønlands fantastiske fortællinger fra fordums tids opdagelsesrejsende har været koreografisk inspiration for Stephanie Thomasen (der i 2013 fik Reumerts Talentpris for sin debutkoreografi 'One'), og den arktiske stemning slås behørigt fast med inuit-breakdance i anorakkostumer, nordlys og dyriske bevægelser, som virkelig ikke er af denne verden.
Sågar musikken fra Efterklang og Fundal har karakter af kølig opdagelsesrejse med sine langstrakte, både dragende og foruroligende lydlandskaber, og selv koreografiens organiske flow fryser, når der dynamisk tages livtag med pressede menneskers næsten komiske flokdyrsmentalitet og smålige magtkampe.
Mark Phillip som shaman til sakrale toner med håndstande, som ophæver tyngdekraften, er ren råstyrkepoesi, og hans hårde kuskeslag akkompagneres af helt lyse klokker, der får frostgraderne til at risle ned ad ryggen.
Den lille bold trevles op til lange liner, der snart agerer seletøj i et hundespand af dansere for i næste nu at blive klaustrofobisk spændetrøje videre over i et kompliceret edderkoppespind, der effektivt filtrer de fem atletiske dansere sammen.
Symbolikken er til at få øje på, og der er rig variation i de mange dansetableauer, som dog til tider får et noget opremsende og lige lovlig kontrastfyldt præg.
Løse joggingbukser og glidende sokker
Alt fra trange Guantanamo-lignende fængselsceller til børneflirt i skolegården er sideløbende med hele Arktis-temaet også i spil. Førstnævnte sættes enkelt i scene ved hjælp af et skrumpende lysgitter, som danserne trods deres glidende sokker kæmper voldsomt og præcist inden for, og sidstnævnte levendegøres effektivt via noget så simpelt som den velkendte lyd af frikvarter.
Her er det igen Kouadio, som det indrømmet er svært at få øjnene fra, der kækt forsøger at charmere en jævnaldrende skolepige (graciøse Stephanie Thomasen) uden at gøre sig selv til grin. Ikke så ligetil, når man som ham står med den uregerlige bold, der pludselig ruller sig ud og bare bliver længere og længere, så han til sidst må gemme adskillige meter optrevlet line i sine belejligt løse joggingbukser.
På den måde er fortællingen om, hvad der sker, når en hvid løgn bliver sort, langt fra kun iskold og farlig. Den er også lidt rodet i sit ellers forløsende fravær af forklaring. Om man er helt med, hvis man kun er 12 år, er derfor tvivlsomt, men her er god plads til både humor og kærlighed midt i den rene abstraktion og rå aggression, og det er ikke så lidt poetisk.
