Af: Henrik Lyding

4. maj 2015

Med døden inde på livet

Råt og rørende fortælleteater om en formidabel dansk modstandskvinde under Anden Verdenskrig.

Modstandsmænd var der mange af under krigen. Og endnu flere lige efter krigens slutning!

Vi kender knap så mange danske kvinder, der bød tyskerne trods. I hvert fald hvis man kigger i historiebøgerne. Derfor er det godt, at historien om en virkelig modstandskvinde nu bliver til teater. Fordi det er en stærk historie, og fordi den bliver fortalt med masser af liv og sjæl bag ordene.

I begyndelsen sidder hun på en stol. Ellen Nielsen, en kone på vej til koncentrationslejrene i en godsvogn. En fangetransport i december 1944 et sted i det nordlige Tyskland. Hun er 56 år og normalt bosiddende på Amager, hvor hun også er født i Dragør i 1888. Vi hører om hendes første kærlighed, som ender med at blive hendes mand; og om de beskedne kår hun vokser op i, hvor familien lejer ud til landliggerne fra København om sommeren.

Voksenlivet bruges blandt andet som fiskerkone på Gl. Strand, og da krigen kommer, bliver manden samtidig alvorligt syg og dør. Ellen står alene tilbage, og nærmest ved et tilfælde kommer hun med i modstandsbevægelsen, hjælper folk til Sverige og smugler illegale blade og våben. Det er det, der går galt, hun arresteres og dømmes til døden, men ender i stedet heldigt i Frøslevlejren, inden hun sendes videre til de rigtige koncentrationslejre i Tyskland.

Det er her, togturen slutter. Ved ankomsten til lejren. Og nok så effektfuldt rejser skuespilleren sig først op fra stolen på det tidspunkt i fortællingen. Hvorefter vi hører om procedurerne i lejren, om sult og nød, kulde og død blandt 45.000 kvinder, stuvet sammen og plaget af tyfus og diare.

En hæslig historie er det. Ikke mindst da Ellen bliver erklæret uarbejdsdygtig og bare bliver lagt til at dø af sult og tørst. Men hun overlever og bliver ligslæber ved gaskamrene, indtil de hvide busser kommer og henter hende og andre danske og norske fanger til Sverige frem mod krigens slutning.

Glimrende fortæller

Hele dette livsforløb berettes med et nærvær og en nerve, der suger os ind i dramaet.

Skuespilleren Pernille Stockfleth er en glimrende fortæller, djærv, lun og kontant i udtrykket, når hun står der i simpelt tøj med tørklæde om håret og personificerer denne Dragør-kone med det barske liv.

Mod slutningen hører vi også om årene efter krigen frem til Ellens død i 1967, lige som vi som krølle på historien får forklaringen på, hvorfor Pernille Stockfleth overhovedet er kommet til at beskæftige sig med denne kvinde.

Monologen ledsages af David Kampmanns diskrete guitar-akkompagnement, der skaber atmosfære omkring ordene og får pauserne til at virke mættede med drama.

Umiddelbart ligner og lyder dette her som endnu en voksenforestilling, forklædt som ungdomsteater, men jeg føler mig ret overbevist om, at unge i dag, med den interesse, der er i dag for Anden Verdenskrig, vil blive fanget ind af historien og den intensitet, den fortælles med.

Et helt og voldsomt dramatisk hverdagsliv fortalt på bare 50 intense minutter. Og så med bund i virkeligheden, når den er allermest barsk.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.