David Owe er en helt. Det er pigerne i Herning ikke i tvivl om. De kastede sig gerne op på scenen til ham, hvis de ellers kunne. Nu må de nøjes med at huje og klappe hænderne glødende. Og gå hjem og tilmelde sig fanklubberne – eller chatte om ham på nettet.
Men David Owe er da også bare et hit. Flot, muskuløs, direkte – og med et varmt blik, der ikke er bange. Han er godt nok 33, men han kan stadig ligne en på 22. Og næsten en på 16… Hans stjernestatus er ikke at kimse ad. Han har en udstråling, der virker ægte. Og han fænger alle på Team Teatret, når han lever sig igennem den barske teenageberetning om fyren, der egentlig bare ville chatte for sjov – men som ender med at forføre både sig selv og en anden ud i det værste overgreb.
Angelina J
Det er australieren Adam J. A. Cass, der står bag dette stykke fra 2005. Og Simon K. Boberg har oversat teksten til ’Jeg elsker dig mand’, så replikkerne lyder troværdige i munden på David Owe – også selv om det kun er visse af navnene, der er fordanskede.
Selve teksten er dog en uegal affære. Den er alt for fikseret på sit eget plot og sin rammefortælling: En fyr står og fortæller om, hvad der skete dengang, da han gik ind på chatten og pludselig fandt på at kalde sig selv for Angelina J…
Dramatikeren har ikke selv fundet på historien. Han har lånt den fra en artikel i magasinet Vanity Fair, der beskrev den virkelige tragedie om en dreng, der fik en anden dreng til at tænde på sig på nettet under så mange fiktive identiteter, at han til sidst fik ham til at forsøge at myrde sig. Og som om drengens selvbedrag ikke er nok i sig selv, har forfatteren forsynet ham yderligere med en voldelig papfar, en offermor og en straffende gud. Plus en massiv, britisk angst for at være bøsse.
Johnny-Boy
Men nuvel. Forestillingen lever, fordi David Owe har sådan en vild intensitet i sin krop. Man tror på hans mærkelige lykkefølelse, da han første gang mærker, at han er vildt tiltrukket af fyren på nettet. Og man glider med ind i hans grænseoverskridende, seksuelle fantasier, da han opdager, at videoøjeblikke af den flotte ’Mark’ pludselig tænder ham helt vildt.
’Hvorfor dunker mit hjerte sådan – det dunker helt vildt’ spørger han. Han forklarer selv, at han er forelsket på den håbløse måde: ’En forelskelse mellem to drenge, der ikke er bøsser.’ Men som han hurtigt konkluderer, mens hånden ryger ned i bukserne: ’Hvis noget kan føles så godt, så kan det da umuligt være forkert…’
Erotisk opvågnen eller ej. så er helaftensmonologer er pr. definition lidt kunstige. Mikael Helmuths instruktion har da også lidt svært ved at finde formen. Ligesom selve teksten skal instruktionen åbenbart først sætte sig sammen med hovedpersonen ved computeren og klikke sig ind på chatten. Når han har løjet sig ind her, så bliver spillet til gengæld også yderst troværdigt, uanset om hans chat-navn er’Angelina J’ eller ’Johnny-Boy’.
Romeos Julie
David Owe har et særligt greb om personens løgne. Og om den magt, som løgnene efterhånden får over ham. Hele hans krop forvandler sig, når han lyver. Hans læber krænger, så hans tænder lyser så bredt som overhovedet muligt. Jo ondere, desto mere veloplagt.
Det er i det hele taget imponerende, så fysisk David Owe er på scenen. Hans stuntman-fortid afslører sig i rullefald uden en lyd, når han tonser og kravler og glider akrobatisk hjemmevant rundt i Johannes Eggerts effektfulde og symbolske rum. For scenografien er et kæmpestort, firkantet stativ af grønmalede rammer – et tilsyneladende sjovt, men også ret truende ’net’. Det er ikke helt til at se, hvilke rammer, der er åbne, og hvilke, der er glas for. Men det er tydeligvis lige så farligt, som det er lokkende. Desværre er lyssætningens spots ude langs scenesiderne rettet direkte ind i tilskuernes øjne. Symbolikken er klar nok, men lamperne kan vel drejes en smule, uden at identifikationen går tabt af den grund.
David Owe mister ikke balancen et eneste sekund. Heller ikke da han skal gennem tekstens sammenligning med Shakespeares ’Romeo og Julie’. For Julie var også kun 14 år, da hun lod sig forføre af en mand, der var tvunget til at bære maske, fordi han havde gjort noget overilet… Her vil enhver engelsklærer smile. Og her blåstempler forestillingen sig selv over for voksenpublikummet i det hele taget.
Samtidig beviser ’Jeg elsker dig mand’, at 14-årige altid har været meget mere voksne og modige, end forældre generelt vil reducere dem til. Og mere ansvarlige, hvis det altså gælder. Konfirmationsalderen og klichéen om at blive voksen er ikke udelukkende en gammel talemåde. Derfor er forestillingen også meget fin forestilling for de 14-årige. Fordi den handler om dem selv. Og om, at alle gerne engang vil være et ideal for nogen. Ligesom David Owe.
