Titlen røber ingenting, men undertitlen '- Kære far, findes der Nutella i Afghanistan' giver et klart hint om, at forestillingen nok handler om noget med krig. Det er jo et barn, som på afstand stiller sin far et spørgsmål om, hvordan der er i Afghanistan.
Og skulle man være i tvivl, så handler stykket ikke primært om det bløde brune chokoladesmør, men mere om kærlighed, savn og undren. Ikke blot mellem ét barn og én far, men om to børn – Charles, som går i 7. klasse, og Louise, som går i 8.klasse, og deres respektive fædre, som begge er taget til Afghanistan, som piloter for, som det formuleres i stykket, 'at gøre en forskel'.
Forestillingen handler tillige om en sjælden fortrolighed mellem de to næsten jævnaldrende unge.
Dramatisk Nutella
Hvor kommer så Nutellaen ind henne? Den bruges som et dramatisk greb. Charles far elsker Nutella, og lige før han tager til Afghanistan, spiser han hele fem Nutellamadder.
Senere er det med, om der findes Nutella i Afghanistan, en af Charles's bekymringer, som han deler med Louise, der bliver hans fortrolige. De mødes i en helt særlig bunker. Den bunker, Charles' far viser Charles på hans 13 års fødselsdag, akkurat lige som hans far viste ham den, da han selv blev 13.
Bunkeren var det sted, Charles oldefar overlevede under krigen sammen med oldemor og deres tre børn, hvoraf den ene var Charles farfar. Nu bliver det også et overlevelsessted for Charles. Det eneste sted, hvor Charles kan finde bare lidt ro.
Børns frygt og undren
Steen Nørgaard benytter sig med andre ord som dramatiker af mange følelsesmæssige sammenkoblingsgreb. Han lader noget konstrueret bunkeren være et sted, som 'går i arv'. Han lader to børn i samme far-tager-til-et-land-i krig-udgangssituation knytte bånd. Han knytter både Nutella sammen med Charles' følelser til sin far og hans mere og mere tætte relation til Louise.
Grebene er med til at eksponere det dramatiske i de situationer, som er i fokus. Og de fungerer lidt som kit omkring de væsentligste replikker; dem som handler om, hvordan et børn kan reagere på en sådan situation.
Stykket skildrer meget troværdigt, hvordan Charles flygter væk fra virkeligheden og ned i bunkeren. Hvilke tanker han gør sig. Drømme, fantasier og mareridt, som både har at gøre med hans frygt for at der skal ske hans far noget, en frygt for at faren ikke elsker ham og uforløste spørgsmål der handler om, hvorfor faren – ja fædre i det hele taget lader sig udsende til krigsområder. Som den lidt ældre er Louise et eksempel på, hvordan et barn i første omgang kan håndtere situationen mere kontrolleret.
Scenografien som medspiller
Som iscenesætter henter Nørgaard meget hjælp i scenografien. En rumindretning, som bringer publikum og de fire medvirkende (de to skuespillere og de to live-musikere ) til at befinde sig i eller på hver side af samme imaginære rum; bunkeren.
Publikum sidder på kolossalt store og meget stejlt skrånende trappetrin udført i grå-grøn-brunlige nuance. Foran os tårner scenen sig op med tilsvarende store trappetrin til begge sider; et brunt gitter med firkantet hulmønster i baggrunden og helt nede på gulvniveau – i bunden – er bunkeren, illustreret med en enkelt brun trækasse.
Arrangementerne får i høj grad liv ved at skuespillerne – og undervejs også de to musikere – bevæger sig i forskellige tempi rundt mellem de forskellige spilleplaner. Undervejs er der en del fortælle- og dialoger-scener (mellem Charles og Louise, Charles og hans mor, og Louise alene), hvor spillerne står meget ubevægelige mens de taler.
Om det er et helt bevidst valg for at skabe fokus på ordene, eller om det sker af mangel på ideer til, hvordan det ellers skulle kunne vises, ved jeg ikke. Kun at det nogle gange på en fin måde skaber intensitet omkring hændelserne og de følelser som fylder personerne. Mens det andre gange gør spillet noget stillestående.
Sensibilitet og ro
Som en slags indre kommentar til de ydre handlinger har Kirstine Stubbe Teglbjærg skrevet nogle sange, som synges og spilles undervejs.
Sangene tenderer at være lige lovligt billedladede og følelseskompakte, men den mere poetiske sprogbrug danner samtidigt en fin kontrast til den øvrige tekst – faktisk allermest de stede, hvor Nørgaards tekster rammer mærkbart og dybt i følelserne. Og det fungerer fint, at musikken som en slags underlægning tit ledsager de talte replikker.
Thomas Guldberg Madsen spiller Charles med en fin fornemmelse for alt det, som rører sig i drengen. Dog også med en dirrende sensibilitet, som spænder fra et lidt overspillet til et meget flot nærværende spil.
Nanna Schaumburg-Müller har en fin ro i gestaltningen af Louise. Og hun spiller tillige fint balanceret og med enkelte kostumeskift – fx en jakke og en kittel – stykkets øvrige roller.
Set fra barnets side
'Charles' er en forestilling, som kommer med eksempler på, hvordan børn reagerer og har det, når deres fædre lader sig udsende. Teksterne ser sagen fra barnets synsvinkel. Det gør, sammen med den dystre scenografi og den poetisk ladede musik og sang, forestillingen meget stemningspræget.
Fakta og svar ligger langt i baggrunden eller er fraværende. Det har ikke været forestillingens ærinde og ville heller ikke have passet ind. Så hverken vi eller Charles bliver klogere på, hvorfor hans far lod sig udsende. Det, vi hører, er, at han fortryder sit valg. Et standpunkt, som på den måde peger på en krigskritik. Så også det element er med. Heldigvis.
'Charles' tager et aktuelt og alvorligt emne op. Jeg er ret sikker på – og oplevede ved selvsyn – at forestillingen vil bevæge og gøre stort indtryk på mange. Ikke mindst på børn, som har mistet eller i lang tid (måneder eller år) ikke har set deres far.
