Jan Guillous bog ’Ondskaben’ har været dramatiseret og opført som monolog i flere omgange. Ny byder Randers Egnsteater ind med en ny, stærk udgave af forfatterens selvbiografiske og stadig lige rædselsvækkende historie. Hvor gruen ikke rammer som en hårdtslående knytnæve, men kryber ind under huden og spreder angst.
Iscenesættelsens nøgterne og dramatisk nedtonede stil skræller alle ydre effekter af beretningen. Man efterlades ansigt til ansigt med de nøgne følelser og nerverne blottede hos et menneske, der er vokset op i en verden af ekstrem vold. Monologen er et portræt af en mildt sagt dysfunktionel familie og et perverst skolemiljø, hvor ondskaben for længst er blevet den daglige omgangsform.
Det afspejler sig stærkt i Morten Bo Kochs skræmmende lidenskabsløse stemmeføring, der ind i mellem er tæt på det monotone. Man hører, at for ham er det for længst blevet trivielt at fortælle om de voldelige overgreb, når han lavmælt beretter om uhyrlighederne. – Både dem, han selv har været offer for og dem, han har ladet gå ud over andre. Ikke, fordi han ville, men fordi han kunne.
Eller er det nu så trivielt? For jo værre rædslerne bliver, jo mere sænker han stemmen. Ordene når os gennem mentalt sammenbidte tænder, og man mærker tydeligt, at han ikke har andet valg. Rundt om Erik dirrer luften af indestængt, hjælpeløst raseri og en vrede, der enten må eksplodere i hæmningsløs vold eller undertrykkes med alle midler. I selskab med publikum vælger han – heldigvis – det sidste.
Voldelig og skrøbelig
Men sådan har det ikke altid været, og man er heller ikke sikker på, at Morten Bo Kochs Erik aldrig mere vil gribe til voldelige metoder for at magte livet. Viljen er der. Men der er også en stor skrøbelighed i den 14-årige Erik, som Morten Bo Koch spiller med stor troværdighed og et flot behersket fysisk udtryk, når han kaster sig ud i armbøjninger og slåskampe. At det så kniber med at få liv i sidepersonerne har mindre betydning.
Spillet udfoldes på en skarpt skåret, skrå forhøjning, hvor Erik for det meste sammenkrøbet og uden de store, højdramatiske armbevægelser beskriver de mest umenneskelige former for mishandling. I begyndelsen ’kun’ fra en sadistisk far, der dagligt opfinder grunde til at banke sin søn sønder og sammen som dessert efter aftensmaden. Indtil han en dag slår igen.
I skolen får drengen den besked, at han er ondskaben selv og burde udslettes. Senere, da hans mor i den bedste mening sender Erik på kostskole for at redde hans liv, fortsætter volden – blot endnu værre og med flere bødlere. For på skolen har de 12 ældste elever i et såkaldt råd uindskrænket magt til at øve fysisk og psykisk tortur mod de andre. Det gør de så i et omfang, man knap kan fatte.
Erik går ind for passiv modstand og insisterer på at lade torturen prelle af. Undskyld er ikke et ord, der indgår i hans vokabularium. Til gengæld slår han til over for de store med udspekuleret, grusom præcision, når chancen byder sig. Det kan den ven, han omsider får, ikke. Så da Erik ikke kan knækkes, rammes den langt svagere ven så meget hårdere.
Til sidst bliver grusomhederne ubærlige, og prisen for at følge Eriks principper for høj. Vennen forlader skolen og Erik for altid. Mens publikum sidder tilbage med et knugende indtryk af, hvorfor – og hvordan – vold avler vold.
