Der er noget uimodståeligt over den musikalske teatergruppe Batida. Noget uskyldigt og idealistisk, kombineret med dreven showbiz-erfaring og nøgtern virkelighedssans. Teatrets arsenal af instrumenter er tilsyneladende uendeligt, og det samme gælder dets paryklager.
Batidas drivkraft og selvpålagte sociale kunstomsorg er tilsyneladende kun vokset gennem de 30 år, som teatret har eksisteret. Både i teatrets selvskabte teaterparadis på Rentemestervej i Københavns socialt udfordrede nordvestkvarter, hvor de spiller omkring 100 forestillinger om året. Men også på turné i Danmark og rundt om i verden.
Typisk nok for Batida afholder gruppen nu en international gadeteaterfestival i nordvest. Ikke kun på Rentemestervej, men rundt omkring fra Dansekapellet på Bispebjerg til Brønshøj Torv og Tingbjerg – næsten for enden af busrute 2A. Vel at mærke med gratis billetter til alle. For Batida spiller for alle. Typisk med så lidt sprog og til gengæld med så meget musik og visuelle effekter, at forestillingen essentielt kan forstås af alle.
Alt dette blev yderst synligt, da Batida spillede sin nye forestilling ’Til Helvede med Paradis’ på den dag, da stormen hærgede landet. Det blev hurtigt indlysende, at det ville være umuligt at spille ude på gaden som planlagt. Men fluks flyttede Batida da bare indenfor hos hjælpsomme bibliotekarer på Tingbjerg Bibliotek. For COBE-arkitekternes lækre, nye bibliotek med den karakteristiske katedralprofil har et åbent trapperum, hvor publikum kan sidde på trapperne, mens de optrædende spiller i bunden af rummet. Og her justerede Batida så lynhurtigt sin forestilling, så den kom til at passe til rummet.
Adam og Julie
’Til Helvede med Paradis’ lyder ellers umiddelbart som en titel, der vil kunne støde folk af mange slags. Men forestillingen viser sig vitterligt at være en paradisfortælling, nemlig den gammeltestamentlige historie om Adam og Eva. Batida har så bare valgt at blande Biblens fortælling med Shakespeares ’Romeo og Julie’ som symbolet på verdens kendteste kærlighedshistorie om to elskende, der ikke får lov til at få hinanden. Hos Batida bliver det så bare til ’Adam og Julie’… For som det lyder i forestillingen om den forbudte forelskelse: ’Det, man ikke må, er det, man gerne vil’. Enkelt og indlysende.
Forestillingen er imponerende fortættet. Fortællingen er klar. Sangteksterne er sjove. Figurerne er skæve. Kostumerne har punkernitter, skoene er røde, og makeuppen får alle performerne til at ligne rockstjerner. Samtidig med at udtrykket virker skødesløst og impulsivt.
Neden under alting ligger musikken og dunker. Batida-performerne spiller alle sammen instrumenter, når de da ikke spiller skuespil – eller også gør det begge dele samtidig – og i denne forestilling er musikken vitterlig vellykket. Med en energisk rytme i trommerne og en grublen i guitaren og bassen, der får modsvar af sørgmodige trut fra blæserne.
Det er komponisten Kristoffer Rosing-Schow, der har samlet og arrangeret Batidas egne kompositioner med lækre klange og trommeglad humor. Og en herligt forvrænget parafrase over melodien til ’I Danmark er jeg født’ som morsom ouverture.
En bid af et æble
Dette udtryk af teaterkoncert skaber en fin stemning af uhøjtidelighed og fest, som tydeligvis appellerer til tilskuere i alle aldre – og som i sig selv skaber inklusion og integration og alt det, der ikke kan købes for penge.
Og Batida-performerne formår flot at justere udtrykket, så de vitterlig spiller for de tilskuere, der befinder sig for øjnene af dem. Ikke mindst for de større børn og deres voksne; med en angivet målgruppe på børn over 10 år.
For forestillingen handler om at blive forelsket og tilbyde nogen en bid af et æble… Men her er det ikke bare den jyske Adam og den mellemøstlige Julie, der forelsker sig hovedkulds i hinanden fra det øjeblik, de mødes første gang. Det gør deres forældre såmænd også: Den jyske enke med de mange penge og det tjekkede pagehår forelsker sig nemlig i den mellemøstlige økonomiprofessor, der er flygtet fra sit land og i dag bor i Danmark, hvor han arbejder som buschauffør… Det udvikler sig selvfølgelig aldeles fornøjeligt.
Rig enke fra Jylland
Den letløbende tekst og de drævende rocksange er skrevet med livskløgt og ordglæde af Batida-maestro Søren Valente Ovesen. Han har også instrueret forestillingen i vildeste mimestil med gakkede bevægelser sammen med den gadeteatervante Susanne Bonde, der har formået at få alt det bedste frem i den brogede skare af Batida-performere – endda tilsat lidt twistet koreografi med sjove sidetrin.
Performerne skiftes til at indtage scenen, som om dette er et ’battle’ i Paradis. Tobias Heilmanns Adam med gul strikhue og hoppende musikerben er oprigtigt forelsket i Julie, som Danay Anaya spiller med charme og jordnær komik og sus i skørterne, med eller uden tørklæde. Og Maria Sonne giver harmonikaen gas, når hun blærer sig som stinkende rig enke fra Jylland, mens Per Thomsens mellemøstlige chauffør med buskasket vipper betænkeligt med overskægget – både da han ser sin datter kysse med en dansker, men også da han selv mærker forelskelsen.
Indimellem kaster Peter Albert Rasmussen sig ind under paradistræets æbler forklædt som en bortløben Kizz-musiker i rollen som den forræderiske (eller hjælpende?) slange. Og plottet drives frem bid for bid af Tine Sørensen, Karen Rasmussen og Søren Valente Ovesen, der optræder som tre allestedsnærværende fortællere med gigaparykker og hanekam. Som mytespillere dedikeret til forsvaret for kærligheden.
’Til Helvede med Paradis’ er et brag af en livsglad forestilling. En sprudlende musikalsk hyldest til forelskelsen – med et tilgivende kram til alle os forældre, der tror, at vi ved, hvad der er bedst for vores børn. Skabt af et teater, der rocker af kærlighed.
