To piger fortæller eventyret om Askefis, og undervejs forvandler den enkle, lidt teltagtige scenografi sig til et eventyrligt univers af dekorationer og dukker. De skønneste dukker. Og hvad er det så lige, eventyret om Askefis går ud på? Ja, opskriften er velkendt. Tag tre brødre, hvoraf den yngste viser sig at være den klogeste, selv om han til daglig bare sidder og roder i asken. De to andre lyver nemlig for en vis person, når han spørger dem, hvad de har i sækken på rejsen. Og så går det galt; så får de ikke bygget det skib, der kan sejle dem til prinsessen og derved vinde det halve kongerige.
Men Askefis kan og vil. Han siger tingene, som de er, og derfor går det naturligvis godt. Han er også et venligt menneske, der gerne deler ud af sine sparsomme midler. Så da en række temmelig mystiske personager beder om plads på hans skib undervejs på sejlturen til prinsessen, siger han: velkommen om bord.
Og minsandten om ikke netop disse sære individer er lige præcis dem, han har brug for, da kongen alligevel ikke bare sådan vil overlevere prinsessen til ham. En sulten stenspiser, en tørstig græsslikker, en langbenet himmelhopper og alle de andre. Skabt af en brillant scenograf med frodig og original fantasi – farlige og fascinerende på samme tid. Lige netop dem, man har brug for, når en urimelig majestæt forlanger, at man skal æde hundredvis af kilo kød på få minutter, drikke tønder fulde af vin og spæne af sted med lynets hast. I nøden skal man som bekendt kende sine venner.
Finurligt kropssprog
Køn er moralen altså, og endnu kønnere er forestillingen. I Niels Sechers elegante og fantasifulde scenebillede i delikate og varmtgrønne, grå og lyse blå pastelfarver fortælles historien med fornem ro og omsorg for de finurlige detaljer.
På intet tidspunkt bliver det hverken sentimentalt eller sødladent. Tværtimod er der en velgørende humor og gennemgående musikalitet i både dukkeføringen, sceneskiftene og replikkerne, når de to spillere, Neel Holm og Hege, i begyndelsen og slutningen nærmest overtager hinandens ord og sætninger. Samtidig lægger de to spilleres mimik og kropssprog en ekstra finurlighed til dukkehistorien.
Man mærker, at det er den garvede dukkespiller, Carl Press, der har stået for instruktionen. En dejlig forestilling, også selv om dens historie og morale vel må siges at være en af dansk børneteaters allermest gennemtyggede.
En flot begyndelse for det nye egnsteater på Syddjurs.