Af: Henrik Lyding

9. oktober 2016

Masser af ungt talent

Eventyrteatret fejrer 25 års jubilæum med en underholdende, men også kringlet komedie om guderne i det gamle Ægypten.


Eventyrteatret er lidt af et fænomen i dansk teater. I 25 år har dette topprofessionelle amatørteater udklækket det ene unge talent efter det andet til dansk film og scenekunst. 
 

Og forklaringen er enkel. De unge går på en skole med masser af undervisning, og belønningen er at medvirke i en af teatrets forestillinger. Hvis man altså er god nok. For der er ingen scenegaranti, blot fordi man er elev. Det betyder samtidig, at det kun er de virkelig gode og de gode, vi får at se i en forestilling. Dem der kan sige replikker, synge og danse på samme tid.

Ja, for Eventyrteatret gør en dyd ud af at kombinere stemme og krop i alle deres forestillinger. Og som navnet antyder, gælder handlingen altid noget eventyrligt. Nisser til jul – en ny nissekomedie hver eneste december siden 1993 – og højdramatiske historier i efterårsferien. 
 

I de 25 år er det blevet til H.C. Andersen-eventyr som 'Rødhætte', 'Snedronningen' og 'Kejserens nye klæder', klassiske eventyr som 'Østen for solen', 'Sværdet i stenen', '1001 nats eventyr' og på det seneste til mere frit fabulerende eventyr som 'El Dorado', 'Fugl Fønix' og altså nu jubilæumsforestillingen 'Nilens Stjerne'.

Oftest med Gunvor Reynberg som kompetent dramatiker i en klassisk blanding af alvor og let ironisk skæmt, om end denne gang måske lovlig indviklet i plottet. Forståeligt nok, for der skal jo skabes roller, replikker og mening for et skuespillerhold på 70 personer, som alle skal have noget at lave i dette møde mellem et par moderne skolepiger og Ægyptens gudeverden for et par tusind år siden. 
 

Meget at fornøje sig over

Skolepigerne er på opgave på Glyptoteket, hvor de pludselig konfronteres med den sprælske dødsgud Anubis og kattegudinden Bastet, der tager dem med tilbage til det gamle Ægypten. Det viser sig nemlig, at den ene af de to piger i virkeligheden er en ægyptisk prinsesse, der skal redde landet fra det ondes tyranni, samlet hos kaosguden Seth og hans præstestyre, der ikke tolererer noget som helst.

Og så er der en masse familiestridigheder mellem morsdrengen Horus, den selvoptagne kærlighedsgudinde Hathor, modergudinden Isis og mange andre. Foruden to forsvundne hjerter, en sol, der er ved at brænde op, og en deraf følgende ubalance mellem kaos og harmoni. Hvilket alt sammen betyder, at Nilens stjerne ikke kan stå op på himlen, sådan som den skal – for nu at sammenfatte historien, meget løst skitseret.
 

Det mindste publikum slipper nok hurtigt de mange kringlede magtrelationer og de svære navne, og nøjes med at fryde sig over den dramatiske handling, den gode musik, de sjove dansenumre og de mange skønne spillere på scenen. Og det kan vi andre vel sådan set også tillade os at gøre.

For der er meget at fornøje sig over i Bo Skødebjergs tempofyldte og iderige iscenesættelse, flot suppleret med Henrik Lunds skægge koreografi, hvor især et par charmerende numre, først med dansende krokodiller, senere med bæ-trillende skarabæer i bedste Shu-bi-dua-musikstil virkelig tager kegler.

Imponerende opbud af fest og farver

Her viser Eventyrteatret for alvor, hvad de er gode til – den ligefremme og charmerende demonstration af ungt, uspoleret multitalent. Også et gudetopmøde i skumbad ligner et originalt Broadway-hit i børnehøjde.

Og så er der ellers et veritabelt opbud af eksotiske kostumer. Duvende dejlige odalisker, dansende mumier, seje livvagter, sleske guder i plisserede gevandter og meget andet øjengodt. Det hele i hvidt og guld, med sorte parykker og ægyptiske sandaler.

Eventyrteatrets faste komponist, Christian Dahlberg, har endnu engang begået en forrygende blanding af ægypteri og ørefængende hits, hvor de mange gode sangstemmer virkelig kommer til deres ret. 
 

Som børneteateroplevelse er Eventyrteatret noget særligt i kraft af det imponerende opbud af fest, farver og 70 medvirkende på scenen. Man går glad derfra, oven på et par forrygende showtimer i selskab med masser af dygtige og sceneglade børn og unge. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.