Lad os starte med det positive. Fra første scene blæses vi bagover af det stramt koreograferede danseshow, hvor lys- og lydeffekter matcher den maskinelle breakdance med stor humor og imponerende præcis timing.
De to robotdrenge – DR-talenterne Jeppe Thybo og Nick Johnson – viser umenneskelige og nærmest magiske maskin-moves, der passer flot til den Frankenstein-ramte losseplads-scenografi, hvor tandhjul og ragelse udgør det temmelig dystre Tim Burton-inspirerede univers.
Aveny-T omtaler selv 'Det sidste show' som en familieforestilling, men på premiereaftenen var der åbenlyst nogle, der var for små og forskræmte, og det forstår man så udmærket. Vi befinder os i en fascinerende, men også faretruende fremmed verden med heftigt sminkede robotter og maskeklædte dansere, hvor den gale professor-skurk Mandak nok faktisk er den mindst uhyggelige af dem alle. Der er derfor ikke noget at sige til, at man lige må op på skødet efter lidt tryghed, hvis man er under de ti.
Sjov vold
Filmreferencerne strækker sig fra spaghettiwesterns til 'Starwars' over i 'Toy Story'. Der er stjålet med arme og ben fra både computerspil og gammeldags tegnefilm som 'Tom & Jerry', hvor katten efter musen-jagten altid er ultravoldelig og virkelig morsom. Med ladegrebslyde skydes hoveder af for et godt ord, ligesom robotdrengenes knasende lemmer får os til at grine.
I en sekvens roder Jeppe Thybo endda rundt i Nick Johnsons indvolde og står pludselig med hans dunkende hjerte i sin hånd! Selvsagt ser vi ikke en dråbe blod, men vi gyser overbeviste af de klistrede, svuppende lyde, der sidder lige i skabet, ligesom mimikken og de dekoblede lemmer gør det hos vores energiske robot-hovedpersoner.
Mandaks seks små dansehjælpere (minions) er her der og alle vegne i fantasifulde kostumer, og de integrerede animationsfilm fungerer godt grafisk. Det samme gør den opfindsomme brug af lys, der især i andet akt bliver en helt konkret del af handlingen som lyssværd og vægge, der skubbes rundt – i en flugt, der glædesstrålende mindede undertegnede om det gamle computerspil 'Prince of Persia'.
For tynd fortælling, for dårligt fortalt
Så langt så godt.
For det hele kunne have være så godt, men det er det ikke, og det er virkelig synd. Selvom de to robotdrenge i den grad kan danse, og selvom showet byder på masser af æstetisk wow-effekt, så halter det hele alligevel gevaldigt. Og det gør det primært pga. det næsten hysteriske tempo, der for alt i verden vil være nede med de unge og gøre kedsomhed så umuligt, at vi drukner i virak og mangel på handling.
Karl Bille gør, hvad han kan for at bringe personlighed til skurken Mandak, men fortællingen om denne onde, geniale stakkel, der inderst inde blot mangler kærlighed, forbliver en tam og uvedkommende affære. Og det er dobbelt ærgerligt, for midt i dette hæsblæsende, superproducerede danseunivers er der om noget brug for en stærk figur til at samle trådene og tale til vores følelser.
I stedet spinder showet af sted som Snurre Snup på speed med sit vilde miks af film, teater, dans og musik. Og alle sine flotte effekter til trods ender Det Sidste Show dermed som en lidt flad teaterfornemmelse.
